Kampreferat serie 3 forår 2011


MGU - Harboøre (4-1) lørdag den 2. april

Ovenpå en lang opstartsperiode skulle vi endelig igang med det, som det hele handler om; at spille afgørende fodboldkampe.

Træningskampene op til havde været færre end vi havde håbet og med svingende resultater. Så inden kampen vidste vi ikke helt, hvor vi stod!!

Set ud fra de første 20 minutter af kampen, så var vi absolut klar til at spille en række højere end sidste år. Stemningen på holdet, kommunikationen, pasningsspillet og viljen overskyggede langt vores modstandere fra Harboøre, som dog holdt stand og modstod angrebene mod dem.
Luften fes dog lidt af ballonen i resten af halvlegen og Harboøres unge mandskab spillede sig for let igennem vores midtbane og kom til en del chancer, som dog ikke resulterede i mål... I stedet scorede vi på effektiv og hurtig kontra, da Hatfeldt med lidt besvær fik den over stregen. 1-0 ved pausen

Til anden halvleg fik vi rettet vores midtbane igen, så den blev mere kompakt... Efter en standard situation kom Frank højest og headede bolden over stregen... 2-0...
Der var optræk til flere muligheder og holdet fightede godt på den varme forårsdag... Bang fik det smart gjort til 3-0 inden Hatfeldt igen på en kontra lukkede kampen til 4-0.

Harboøre fik til allersidst pyntet på et flot langskuds mål, men det kunne dog ikke tage noget af en flot og velfortjent sejr.

Nu er der taget hul på serie 3 og dette kan kun give alle lyst og vilje til en spændende og sjov forårssæson;-) Næste kamp er lokalopgør mod Mejdal på lørdag...

Holdopstilling

René Kiel
Hof, Bræmer, Frank, Strøm
Jesper Guld, Weyhe (cpt), Bang, Hatfeldt
Nuser, Kasper

På bænken sad Martin Nielsen, Jens Heilskov og Lars Jakobsen

Dagens spiller var Frank;-)

Mejdal - MGU (0-2) lørdag den 9. april

Fortjent sejr efter især en god første halvleg.

Holdopstilling

Christian
Weyhe, Bræmer, Frank, Byrdal
Morten Nielsen, Madsen, Thomasberg, Hatfeldt
Nuser, Kasper

På bænken sad Jens, Martin Nielsen og Bang

Lemvig - MGU (0-1) torsdag den 14. april

Efter en god start i serie 3 skulle der følges op på den mod Lemvig, som havde tabt deres 2 første kampe. Så umiddelbart ville det lyde nemt at tage de 3 point med sig hjem. At tænke sådan vil dog kun være at gøre os selv en bjørnetjeneste, da man skal huske på, at turneringen først lige er begyndt, så et egentlig mønster i puljen er svær at se endnu, og det faktum at man aldrig ved, hvilket hold Lemvig kommer op med.

Lemvig viste sig dog at stille med et meget ungt og uprøvet hold, som før er set bedre.

Om selve kampen kan det berettes kort. Første halvleg havde vi 4 friløbere alene mod målmanden plus andre halve chancer. Alle blev brændt, men vi var Lemvig klart overlegne.

Anden halvleg fortsatte med os som det dominerende hold, men stadig blev de fine angreb ikke afsluttet med mål, hvilket begyndte at skabe lidt frustrationer. Det afgørende mål kom efter 25 minutters spil af anden halvleg, hvor et godt indlæg fra højre side endte hos Jesper Guld, som efter hårdt arbejde i feltet fik fightet sig fri og scoret til 1-0.

Der kom chancer til flere mål, men det var bare en af de dage;-) Sejren var dog mere end fortjent. Lemvig spillede sig i hele kampen ikke frem til en reel scoringschance, og ingen som så kampen, ville have sagt noget til det, hvis den var endt 5, 6 eller 7-0.

Fantastisk start på den nye sæson, men næste torsdag venter Bremdal, som også har vundet deres første kampe. Det bliver uden tvivl en fed kamp at spille. Vi skal bare lige have fundet skarpheden, så kan den også vindes:-)

Holdopstilling

Christian
Hof, Bræmer, Frank, Byrdal
Hatfeldt, Bang, Weyhe, Jesper
Morten Toft, Kasper

På bænken sad Nuser, Jens og Lars Jakobsen

Dagens spiller blev Jesper Guld

MGU - BRH (3-0) torsdag den 21. april

Fortsætter vi stillen, vil vi efter forårets 14 kampe have lavet 35 mål, inkasseret 3 mål, have 42 point og kunne kalde os kommende serie 2 hold;-) Nu vokser træerne som sagt ikke ind i himlen, men et kig på stillingen for tiden er nu ikke, det værste man kan foretage sig...

I flot solskin på Eurocon Arena, hvor en del tilskuere valgte at blive efter førsteholdets flotte sejr, bød vi Bremdal op til topopgør.

Vi fortsatte stilen fra de foregåene kampe, og skabte igen mange chancer, som igen igen desværre ikke blev omsat. Vi sad i første halvleg tæt i markeringerne, og der var vilje, kommunikation og god gejst på.
De første 25 minutter var de bedste for os, men selvom Bremdal kom lidt bedre med i den sidste halvdel af første halvleg, var det fuldt fortjent, at vi 5 minutter før halvleg kom foran 1-0. Bræmer fandt flot Lars Jakobsen med en stikning ned langs højre side. Efter et par driblinger og udfordringer kom han fri, og udnyttede sikkert i kort hjørne.

I pausen havde vi ikke det store at skulle rette, og holdet kom igen godt ud, og skabte hurtigt et par store chancer til hhv. Hatfeldt og efterfølgende Nuser på stolpen. Vi skabte igen de største chancer og holdet, med forsvaret i særdeleshed, holdt Bremdal væk fra de store chancer...
Lidt nerver kom der dog på, da Brian Strøm med 20 minutter igen fik gult kort. Dog fightede holdet forrygende, og fik igen i undertal holdt udeholdet væk fra fadet.
Det lignede længe en smal 1-0 sejr, men i 90. minut dukkede Jeppe Madsen op og scorede flot til 2-0, og så var sejren fortjent i hus. I overtiden scorede Nuser til 3-0, da han efter en tredobbelt chance fik den sparket ind.

Super kamp af holdet, som nu ligger alene på førsteplasen;-)

Fra nu af gælder det dog om bare at tage en kamp af gangen, og nyde at vi spiller god fodbold, og har det sjovt på og uden for banen sammen:-)

Næste kamp bliver det tætteste vi kommer på El Classico i vores område. Et opgør mod Borbjerg er altid spændende og en kamp med noget ekstra krydderi på. De vil ikke tabe til os, og vi vil absolut heller ikke tabe til dem. Der bliver helt sikkert knald på, så igen kan vi se frem til en sjov kamp at spille;-)

Holdopstilling

Christian
Hof, Bræmer, Bang, Byrdal
Jesper Guld, Henrik Madsen, Weyhe, Hatfeldt
Lars Jakobsen, Jeppe Madsen

På bænken var Brian Strøm, Morten Toft og Nuser

Dagens spillere blev Lars Jakobsen og Byrdal

Borbjerg - MGU (4-1) mandag den 25. april

Lokalbraget mod Borbjerg blev fra vores side en fuser og en kamp, hvor vi kom ned på jorden igen efter en fantastisk start på sæsonen...

Når det hele lige kommer lidt på afstand, så kan en kamp som denne måske vise sig at gavne os. For hvis vi bruger den rigtigt, så kan vi nok lære af den. I de foregående kampe er alt gået nemt, og som vi ønskede det... I kampen mod Borbjerg kunne vi ikke finde vores spil frem, og da så vi kom bagud, blev vi usikre, og manglede vilje og fight til at kæmpe os ind i kampen igen...

Først og fremmest skal det siges, at Borbjerg ikke var langt bedre end os set over hele kampen. De var bare mere indstillet på kampen, og ville det mest, og vigtigst af alt; så scorede de på deres muligheder... Men skal dog ikke tage noget fra dem... Det var fuldt fortjent de vandt...

Første halvleg startede jævnt. To identiske dødbolde ind i feltet gjorde, at vi efter et kvarter var bagud 2-0...
Efter det fik vi et par skader, som bevirkede at vi skulle ændre lidt... Dog fik vi kæmpet os tilbage i kampen, og på et hjørne scorede Borbjerg selvmål. 2-1 og vi virkede for første gang en smule ovenpå... Dog fik vi et dumt gult kort, som ødelage lidt af det momentum vi havde...

Anden halvleg startede med en kæmpe chance til os, som dog blev misbrugt fra kort afstand... I stedet for fik Borbjerg endnu et identisk mål på en dødbold, hvor vi igen var fra passive i vores opdækning.
Det blev også 4-1 på en personlig fejl...

Kampen skal bruges til, at gøre os stærkere, når vi næste gang oplever lidt modgang... Gør vi ikke det, så får vi det svært mod alle hold, som kommer foran mod os... Men det har vi også spillerne og holdet til :-) Vi havde en kollektiv offday, hvilket kan ske....

Alt er ikke negativt :-) Vi ligger stadig nummer 1....

Holdopstilling

Christian
Hof, Bræmer, Frank, Byrdal
Hatfeldt, Bang, Weyhe, Lars Jakobsen
Nuser, Morten Toft

På bænken var Kasper, Brian Strøm og Jesper Smedsgaard.

Dagens spiller blev fuldt fortjent Jesper Smedsgaard

MGU - Skive (4-1) torsdag den 28. april

Ovenpå det ærgelige nederlag til Borbjerg fik holdet den perfekte oprejsning igen... Fuldt fortjent sejr på 4-1 over Skive;-) Sejren kom hjem på mål af Nuser, Jesper Smedsgaard og to gange Hatfeldt....

Stillingen blev endnu bedre at kigge på:-)

Holdopstilling

Christian
Brian Strøm, Bræmer, Frank, Byrdal
Jesper Guld, Smedsgaard, Bang, Nuser
Hatfeldt, Kasper

På bænken var Hof, Jens Heilskov og Weyhe

Dagens spiller blev fortjent Hatfeldt;-)

Måbjerg - MGU (0-3) fredag den 5. maj

Første halvdel af forårs sæsonen er vel overstået. 7 kampe er overstået med 6 sejre og et enkelt nederlag, så man kan roligt konstatere, at vi står stærkt før de sidste 7 kampe på halvanden måned. Men som Caroline Wosniacki siger, så må vi bare fortsætte og tage en kamp af gangen, og så ligger vi også med i toppen og kampen om oprykningen;-)

Fredags kampen mod Måbjerg bød på en kamp, hvor vi spillede lidt som dag og nat. I første halvleg spillede vi noget af det bedste pasningsspil, som vi hidtil har gjort i foråret... Spilprocenten/boldbesiddelsen lå vel på noget i nærheden af 70-30 og Måbjerg havde svært ved at komme til. Vi manglede dog lige noget i den sidste aflevering, så det var ikke sådan at vi væltede os i chancer.
Vi kom dog foran 1-0 på et flot langskud op i hjørnet af Jesper Smedsgaard midt i halvlegen. Fuldt fortjent gik vi til pause med en føring...

I anden halvleg kom begge hold ud i et højere tempo med aggressiv presspil. Vi fik få minutter inde i halvlegen en god mulighed kort foran mål, men desværre røg Morten Tofts forsøg lige forbi stolpen.
I stedet for pressede Måbjerg mere og mere på, og havde flere nærgående forsøg, bl.a. to på stolpen.
Vi spillede en mindre god anden halvleg, men alligevel lykkedes det os, at komme på 2-0 og lukke kampen 5 minutter før tid. På et godt sparket hjørne kom målmanden ud og boksede bolden i nakken på Lars Bræmer, som heldigt fik den over stregen ;-)
I overtiden spillede Morten Toft flot topscorer Hatfeldt fri, som rundede målmanden og scorede til 3-0.

3 gode point, og en fantastisk position i puljen, som vi vil arbejde hårdt på at bibeholde. Næste kamp er på lørdag mod Harboøre ude, som tabte de første to kampe, men har vist sig stærke siden og vundet alle kampe. Den kamp bliver uhyre vigtig, og vi vil gå ind til kampen med god selvtillid og viljen til at vinde...

Holdopstilling

Mogens
Brian Strøm, Bræmer, Frank, Byrdal
Lars Jakobsen, Bang, Jesper Smedsgaard, Nuser
Kasper, Hatfeldt

På bænken var Jens Heilskov, Morten Toft og Weyhe

Dagens spiller blev fortjent Frank ;-)

Rettelse. Efter telefonisk kontakt igår aftes er jeg blevet bedt om at sige, at det ej var et heldigt mål som blev scoret til 2-0;-) Beklager fejlen, så flot header af Lars Bræmer afgjorde kampen.

Harboøre - MGU (0-1) lørdag den 14. maj

Så blev der taget hul på den anden halvdel af forårssæsonen med en fantastisk og fortjent udebanesejr på 1-0 over Harboøre. Dermed fik vi lavet et hul på 8 point ned til dem, og realistisk set må de dermed være hægtet af kampen om den ene oprykningsplads.
Dette er vi selvfølgelig yderst glade for. Harboøre er vel det hold, som har ydet os mest modstand i begge vores indbyrdes kampe. Ved godt vi tabte til Borbjerg, men den kamp var en offday og ikke retvisende for vores niveau;-)

Selve kampen viste sig at være en yderst god serie 3 kamp, hvor vi kom rigtig godt ud til kampen. De første 20 minutter var der kun et hold på banen. Vores presspil fungerede perfekt og efter få minutter havde vi den første afslutning på overliggeren. Kort efter, igen efter godt presspil, var vi igen 3 mand alene igennem mod deres målmand, og Nuser omsatte sikkert chancen til mål. Der var yderligere store chancer, men som tidligere i sæsonen er det nok vores største problem. Vi skal bruge alt for mange chancer til vores mål.
Den sidste halvdel af første halvleg var mere lige og Harboøre kom frem til flere tilbud, som godt kunne være omsat til mål. Men igen må man rose vores solide forsvar som i 5 ud af 8 kampe har holdt modstanderne fra mål. Det er svært at skabe chancer mod os, hvilket de skal komplimenteres for;-)

I anden halvleg skulle vi spille mod vinden, hvilket gjorde, at vi fik bolden mere ned på tæppet og med god bevægelse og gejst styrede vi totalt halvlegen. Vi holdt igen dem fra få chancer, og selv havde vi alle de chancer, som burde havde afgjort kampen. Vi valgte uforskyldt, at holde spændingen i kampen, men lykkedes dog også med at trække os sejrrigt ud af den vigtige kamp ;-)

Nu ser det for alvor godt ud for os. Vi har selvtillid og ved vi kan spille god fodbold.

Næste kamp blir mod det kæmpende bundhold fra Mejdal. Det skal dog ikke gøre, at vi tager let på kampen. Mejdal har de sidste kampe vist gode resultater med en uafgjort ude mod Harboøre, som de skulle have vundet og en storsejr hjemme over Lemvig. Desuden er det et lokalopgør, som de for alt i verden ikke vil tabe.
Men det vil vi heller ikke ;-)

Holdopstilling

Mogens 2
Strøm, Bræmer, Frank, Byrdal
Nikolaj, Bang, Weyhe, Nuser
Lars Jakobsen, Jeppe Madsen

På bænken var Morten Toft og Kasper

Dagens spiller blev fortjent Nuser

MGU - Mejdal (5-3) fredag den 20. maj

Dagens kamp på Eurocon Arena var et opgør mellem top og bund. Mejdal som er placeret på næst sidstepladsen ville mange nok tro skulle være 3 sikre point. Men vi var inden kampen godt klar over, at netop denne kamp kunne blive vanskeligere end tabellen fortæller.
Mejdal har haft ene af tætte kampe indtil videre og det er kun vores førstekamp mod dem, som de havde tabt med over et mål. Desuden kom de med selvtillid ovenpå sidste weekends sejr på 6-1 over Lemvig.

Helt rigtig, så blev ikke en super kamp for os. Især ikke første halvleg, hvor Mejdal var dominerede og hvor de viste langt mere vilje og fight end os. De havde flere gode angreb ned mod os, og kunne være kommet foran 1-0 allerede i første minut, men overliggeren gjorde, at vi ikke fik en mareridts start.
Midt i halvlegen kom vi så lidt ufortjent foran, men som alle ved, så er det målene der tæller:-) Et indlæg fra mellem midten og feltet blev sparket mod bagerste målhjørne, og da deres målmand gik fejl af den, blev den blev puttet i mål af en Mejdal spiller.
Mejdal fik dog fortjent udlignet kort efter. De sidste 10 minutter af halvlegen var vores bedste, og det lykkedes at få tilkæmpet sig et fortjent straffespark, da Lars Jakobsen blev lagt ned i feltet. Nuser omsatte sikkert til mål og en pauseføring på 2-1.

Anden halvleg blev helt anderledes. Både på godt og skidt. De første 25 minutter spillede vi rigtig fin fodbold, og kom fortjent foran 3-1 og 4-1, som begge blev sat ind af Jeppe Madsen. Det ene af målene var en super scoring, hvor Jeppe afdriblede 4-5 mand, og lagde den sikkert forbi målmand. Det nærmeste vi er kommet på en Messi scoring i år:- )
Alt kørte for os, og det kunne nemt være blevet en langt større føring, men af en eller anden mærkelig grund valgte vi at lukke dem ind i kampen igen med 20 minutter igen.
De omsatte 2 chancer til mål i situationer, hvor man roligt kan sige, at vi blev fanget i ubalance. Det satte for alvor liv i Mejdal igen, men vi formåede at holde dem fra de helt store chancer. I stedet for scorede vi i overtiden, hvor en kontra endte med en fri Lasse Weyhe, som med tomt mål lige akkurat lykkedes at få den ind:- )

Ikke vores bedste kamp, men gode hold formår også at få de 3 pinde på en halvskidt dag. Nu ser det for alvor godt ud i vores bestræbelser på at rykke op. Dette resultat lægger et stort pres på forfølgerne inden deres kampe i weekenden og på tirsdag.

Holdopstilling

Mogens (not cleansheet)
Strøm, Bræmer, Frank, Thomas
Nikolaj, Bang, Weyhe, Nuser
Jeppe, Lars

På bænken var Kasper og Jens Heilskov

Dagens spiller blev fortjent Jeppe ´Messi´ Madsen

MGU - Lemvig (2-0) torsdag den 26. maj

Hold da op for en fodbold kamp. Det er vel en af dem man ikke sådan lige glemmer. Ikke for det gode spil og en super velspillet kamp, men i stedet for vil mange sikkert huske manden med fløjten.

Nu skal man passe på, hvad man siger, og alle kan have en dårlig dag, men et eller andet må være gået galt. Om det var en tvær kone, en dårlig dag på arbejde, umulige børn eller noget helt fjerde skal jeg lade være usagt, med det bevirkede manden følte en vis trang til at afreagere og føre sig frem på en mindre hensigtmæssig måde. Desværre ødelagde manden i sort kampen for sig selv og alle andre allerede i første halvleg, hvor han valgte at man ikke måtte røre hinanden overhovedet. En misforståelse af at dette var en senior herrekamp og ikke en pige puslinge kamp, bevirkede at frustrationerne fra begge hold blev større og større. At det så blev krydret oveni af et par tvivlsomme gulekort, et rødt kort som aldrig kunne være givet på den måde, usete straffespark, ”nedsparkning af Mogens The Swan” gjorde bare dagen endnu mere uheldig for ham med ansvaret. Hvis folk kan huske det, så mindede det til tider om en vis Columbianer, som dømte Danmark – Sydafrika ved VM i 2002. Lad os håbe han bare havde en offday og at der kommer mere fornuft næste gang vi ser ham på Eurocon Arena.

Selve kampen var som sagt ikke den bedste. Set over hele kampen kan det endda være, at Lemvig var det bedste hold. De ligger sidst i puljen, men var væsentlig forstærket i forhold til første møde mod dem. Ved pausen stod der retfærdigt 0-0. Holdene var meget lige.

Anden halvleg blev hektisk. Gult kort til Lars Bræmer i første halvdel af anden halvleg gjorde, at vi blev presset godt tilbage, og Lemvig spillede sig til flere nærgående forsøg. Vi overlevede presset og fik i stedet for selv scoret midtvejs, da Frank sparkede en nedfalds bold efter et hjørne sikkert ind. Han skyldte vist også en fra første halvleg :- )
Vi kæmpede og fightede og med to af de unge ude på bænken med gammelmands skader, var der ikke meget at skifte med. Begge hold kom frem til muligheder. Lemvig i mere og mere desperat offensiv. Kort før tid lykkedes det så Lars Jakobsen at drible sig gennem og sikkert sætte bolden forbi keeperen. 2-0 og 3 vigtige og dejlige point på kontoen var en realitet.

En stilling og tabel lyver ikke, så vi er lige pt det bedste hold. Meget, for ikke at sige alt, skal nu gå galt, hvis ikke den oprykning ligger og lurer lige rundt om hjørnet :- ) Næste kamp er den vigtige udebane kamp mod det andet tophold Bremdal grundlovsdag.

Hold opstilling

Mogens The Swan aka Ninja Cleansheet
Thomas, Bræmer, Frank, Byrdal
Nikolaj, Bang, Weyhe, Nuser
Lars J, Jeppe M

På bænken var Brian Strøm og Kasper

Kampens spiller blev fortjent Michael Bang

BRH - MGU (1-1) søndag den 5. juni

Så kom årets første uafgjorte kamp. Vi vidste udmærket godt, at udekampen mod BRH ville blive svær og desværre tog vi tendensen fra de sidste 3 kampe med os, da vi valgte ikke at komme godt fra start. Vi havde talt om det, så hvad der lige præcis bevirker, at vi ikke kommer ordentlig i gang må vi forsøge at få løst inden næste vigtige hjemmekamp mod Borbjerg. Spændingsniveauet er i hvert fald ikke ramt rigtigt.

Kampen mod Bremdal var som en del andre gange dette forår en kamp, hvor holdene havde hver sin halvleg. Bremdal var klart bedst i førstehalvleg og kun 2 vanvittige gode redninger af Mogens holdte Bremdal fra at føre 3-0 ved pausen.

De sad langt tættere på os end vi gjorde på dem, og de lagde et højt pres på os. På standard situationerne var de farlige flere gange; hvor især nogle lange indkast gjorde det svært for os.
Vi havde en enkelt rigtig stor chance, men Kasper kunne ikke helt nå op til en bold tæt inde under mål. Bremdal kunne fortjent gå til pausen 1-0.

Anden halvleg blev vores fuldstændig. Vi lagde fra start et tungt pres, og fik masser af indlæg og afslutninger. Nogle farligere end andre. Gode frisparksforsøg og chancer i en let strøm, gjorde at Bremdal blev sjældne gæster på vores bane halvdel. Dog skulle vi helt frem til 85. minut før Jeppe Madsen med en god stikning fandt Lars Jakobsen i venstre side af feltet. Efter et enkelt træk stødte han dybt i bolden og lagde den over målmanden, men bolden blev reddet på stregen. Thomas Thomasberg fulgte op men også hans forsøg blev reddet på stregen, dog skabte det en del klumpspil og det endte med at Thomas T og Henrik Madsen i fællesskab fik presset Bremdal forsvaret til at skovle bolden i eget net.

De sidste minutter tilhørte også os, men kampen endte 1-1. Efter kampen var Bremdal frustrerede, da de mente, at dommeren ikke havde fordelt sol og vind lige. Uden at skulle lyde som én med farvede briller, så havde de ikke hold i deres anklager.

Det ene point er ekstremt vigtig i vores mulighed for oprykning. Nu skal vi sætte point til i vores resterende 3 kampe. Havde vi ikke fået det ene point, ville det have været nemmere for Borbjerg, at nå op på apoint med os og dermed være bedst indbyrdes.
Alt dette er selvfølgelig kun ren spekulation, og vi er fast besluttet på at tage det point på 2. pinsedag mod Borbjerg som gør, at vi kan fejre oprykningen på Eurocon Arena mod vores ”arvefjender” :-)

Holdopstilling

Mogens
Strøm, Bræmer, Frank, Byrdal
Bang, Henrik Madsen, Thomas T, Nuser
Jeppe Madsen, Kasper

På bænken var Nikolaj og Lars Jakobsen

Kampens spiller blev fortjent vores flyvende målmand Mogens ’The Swan’ ;-)

MGU - Borbjerg (4-1) mandag den 13. juni

SERIE 2, SERIE 2, SERIE 222222222222. Så fik vi endelig lov til at synge denne skønne oprykningssang. Med forbehold for stavefejl, så blir dette kampreferat skrevet med seriøse tømmermænd og sikkert stadig med lidt promiller i blodet ;-) Men det var sgu en fantastisk opryknings fest vi fik igår...

Sejren over Borbjerg kom på et regnfyldt Eurocon Arena, men det til trods havde mange tilskuere valgt at følge vores kamp for oprykning... STORT TAK FOR DET....

Vi startede kampen meget lige... Den første halvdel af kampen var der tiltag til chancer for begge hold, men jo længere vi kom ind i halvlegen jo mere tog vi over. Vi skulle være kommet foran 1-0, da Nuser fra spids vinkel sendte bolden mod mål, men en tanketorsk gjorde at Lars Jakobsen ville prikke den det sidste stykke over stregen, hvilket gjorde at dommeren dømte offside...
Heldigvis scorede vi kort efter, da Michael Bang efter et hjørne, og et skud fra kanten af feltet af Nikolaj Thorngaard, kunne sparke den forbi Borbjerg målmanden.  1-0 ved pausen...

Anden halvleg var kun få minutter gammel da Jeppe Madsen flot spillede Lars Jakobsen fri, som fra kanten af feltet fik sparket bolden over i modsatte side af målet.
Oprykningen var nu tæt på at være i hus. Ti minutter inde i anden halvleg kom vi også på 3 - 0, da et frispark på kanten af feltet blev sat over muren og op i kort hjørne. Målet blev igen scoret af Lars.
Borbjerg fik reduceret, da Mogens The Swan valgte at lave straffe. Mogens blev vist ud, så Kasper kom på mål, og var tæt på at tage deres straffe...
Borbjerg var frustrerede og lavede flere grimme frispark, som kostede dem udvisninger også...
10 minutter før tid blev det så til 4-1, da et flot opstil blev omsat til mål, med en helflugter af Nikolaj Thorngaard...

En fantastisk kamp, og efterfølgende blev det fejret i fantastisk stil. Vi er nu fortjent serie 2 hold, så nu skal der bare bygges videre frem mod næste sæson, så vi kan forblive et serie 2 hold :-)

Stor tak til alle som trodsede det halv dårlige vejr;-)

Holdopstilling

Ninja Mogens
Thomas, Bræmer, Frank, Byrdal
Nikolaj, Bang, Weyhe, Nuser
Lars, Jeppe

På bænken var Kasper, Strøm og Jesper Guld

Dagens spiller blev Lars Jakobsen

Skive - MGU (6-0) fredag den 17. juni

Ikke ligefrem et sjovt referat at skulle skrive det her. Det var pinligt og ikke en indsats vi kunne være bekendt ovenpå vores fortjente oprykning.

Det som man kan lære ud fra den her kamp er vel, at man ikke kan gå på vandet, selvom man er rykket op. Ligeledes vil man tabe, hvis man ikke tager hver kamp seriøs og ikke kan finde den samme motivation som modstanderne...

Ingen på holdet ramte et niveau, som de ved de kan. Når vores hold kommer i modgang, så er vi også nemme at slå ud af fokus... Det er en ting som vi skal have styr på inden det fra næste sæson hedder serie 2, ellers kommer vi i seriøse problemer i vores kampe der...

Selve kampen. Skive førte fortjent 2-0 ved pausen.

Anden halvleg. Skive scorede 4 mål og vandt fuldt fortjent kampen 6-0.

Vi er selvfølgelig lidt nede ovenpå sådan en omgang, men hele holdet er også enige om, at turneringens sidste kamp mod Måbjerg skal være en oprejsning for os.

Ingen synes, at sådan en kamp her er sjov at spille, så nu får den gas næste fredag mod Måbjerg...

Holdopstilling

Mogens
Thomas, Bræmer, Bang, Byrdal
Nikolaj, Lars J, Weyhe, Nuser
Jeppe, Kasper

På bænken var Anders Smedsgaard

Ingen blev kampens spiller...; Fuldt fortjent ;-)

MGU - Måbjerg (5-2) fredag den 24. juni

Så blev sæsonens sidste kamp spillet og vel overstået ;-) En fantastisk forårssæson for andet holdet blev afsluttet med en fuldt fortjent 5-2 sejr på Eurocon.
11 sejre, 1 uafgjort og kun 2 nederlag beviser at vi fuldt fortjent er oprykker til serie 2 :-)

Sæsonens sidste kamp var uden betydning for begge hold, men alligevel gik vi seriøst til opgaven, for at rette op på vores ynkelige præstation ugen før mod skive.

Første halvleg var meget lige og uden vildt mange chancer. Vi havde 2 friløbere, som burde have givet mål, men i stedet var det Måbjerg som kom foran 1-0 på et langskud. De havde vel 4-5 langskudsforsøg i første halvleg, ellers holdte vi dem fra det store. Vi burde nok have ført, men i stedet gik de til pauseføring med 1-0.

Anden halvleg blev fuldstændig vores. Dog pressede de lidt på det sidste kvarter, men da var kampen allerede afgjort.
Vi spillede rigtig flot pasningsfodbold og skabte chance på chance i en rigtig god anden halvleg.
Først scorede Nikolaj på en helflugter til 1-1. Derefter scorede Nuser efter et flot angreb til 2-1, hvilket gør målræven til vores topscorer i år ;-) Det blev 3-1 da Thomas efter et perfekt indlæg fra Bang headede bolden i mål. 4-1 var et lidt komisk mål, hvor deres målmand et stykke uden for feltet skød bolden ind på en medspiller, hvorefter den røg i mål.
5-1 målet kom da Lars fandt Simon med en stikning, hvorefter han i 2 forsøg fik den i kassen.
Måbjerg fik reduceret med 10 minutter igen.

En fuldt fortjent sejr til et afbudsramt hold. Men alle spillere leverede et flot stykke arbejde, og dettte afslutter en fantastisk sæson.

Vi er rigtig glade og ser med stor lyst frem til en spændende efterårssæson, hvor vi blir helt anderledes presset i serie 2. Vi vil gå til opgaven med oprejst pande, og kæmpe det bedste vi har lært...

Tak til alle som har fuldt vores hold i år. Skønt med så mange tilskuere til mange af vores kampe.

Nu glæder vi os til afslutningsfesten, hvor Mejrup fodbold skal fejre en fantastisk sæson med 4 oprykninger til 6 seniorhold;-) Det er sgu godt gået, så lad os alle nyde det...

Holdopstilling

Mogens "Cleansheet"
Thomas, Kasper, Frank, Lars Jakobsen
Nikolaj, Bang, Weyhe, Nuser
Simon, Morten Toft

På bænken var Konge og Anders Smedsgaard

Dagens spillere blev fortjent Nuser og Morten Toft

Opdateringer


20.4.18U11 Drenge
20.4.18Dame KS Trup Foråret 2018
18.4.18Dame S1 Trup Foråret 2018
17.4.18U12 Drenge
17.4.18Herrer senior S5. 2018
17.4.18Dame senior KS 2018
17.4.18Dame senior 7/11 2018
17.4.18Dame senior S1 2018
17.4.18Dame Spillertrup (7/11) 2018
15.4.18U14 Drenge
Billedserier

Gallafest 2017
Fotograf: Ulla Pedersen
Mejrup Fodbold  |  Elkjærvej 26, Mejrup  |  7500 Holstebro  |  97 41 09 20  |   mail@mejrup-fodbold.dk