Fodboldskole. Tidligere år


256 par fodboldfødder i en hel fodboldskoleuge

Mandag den 2. juli kl. 09.00 stod 256 friske børn i alderen 8-16 år klar til fodboldskole. Det samme gjorde 16 trænere og 16 trænerassistenter. Og 3 fodboldskoleledere. Alle med en vis spænding. Ville fodboldskolen i Mejrup blive en succes igen i år  – præcis som alle de 19 tidligere år?!

Og ja. Det blev det. Vi fejrede fodboldskolen i Mejrups 20 års jubilæum i fin stil. Ikke med pomp og pragt - for der var ikke planlagt store festligheder i den anledning, men i fin stil som vi plejer! Og DBU overrakte da også et diplom til skoleleder, Mette Littau som et synligt bevis på at det i år var 20. år i træk at fodboldskolen tog sit indtog i vores lille, men helt fantastiske fodboldklub.

Blandede vejrudsigter havde dog sat bange anelser i gang hos lederteamet. Men vi skulle vente helt til fredag kl. 14.00 før vi mærkede skolens allerførste regndråbe. Timet og tilrettelagt, det var det altså!

I ugens løb blev der trænet i vendinger, finter, koordination, driblinger og afslutninger. 6 timer hver dag med få pauser til en sund frokost og til frugt. Når man tænker tilbage, kan man godt undre sig over, hvordan spillerne klarer at stå op den ene dag efter den anden, vel vidende, at det igen vil blive en hård dag med masser af træning. Men spillerne kom hver dag. Og de kom ikke for sent. Og det blev trætte - men aldrig helt sure eller helt umulige! Det kan lyde som ren overdrivelse. Men det er altså en fantastisk oplevelse. Fodbold gør glad. Det har jeg altid vidst. Men at se, at det rammer så mange børn og unge i vores lille samfund – det er simpelthen skønherligt!
Enkelte uheld blev vi dog mødt med. Således måtte stakkels Louisa forlade fodboldskolen allerede på anden dagen, da hun under en træning var uheldig og falde ned på sin albue og slå den af led. Det så ikke pænt ud, det måtte vi i lederteamet godt nok sande, men vi har dog aldrig mødt så tapper en pige. Hvid i ansigtet af smerte, men ingen gråd! Det var sejt. Da Louisa havde været  på sygehuset i Herning og havde fået sat albuen på plads og armen i gips, mødte hende og hendes mor naturligvis ind på skolen igen for at se hej til alle kammeraterne og trænerne i gruppen.

Jeppe satte sin egen personlige rekord i blodsudgydelse, da han under et sammenstød flækkede læben og den fine, hvide fodboldskole trøje forvandlede sig til en noget mere rød/hvid en af slagsen. Det så vanvittigt ud, men også Jeppe var en sej fyr og klarede uheldet som en rigtig mand.

Lille Ida, som var til fodbold for første gang i hele sit liv, havde en sv6r start, men til sidst ville hun næsten ikke hjem. Hun fik så mange nye veninder og det var virkelig dejligt at se at også hun blev ramt lidt af fodboldfeberen.

Rundt i grupperne blev der øvet, øvet og øvet i tekniske detaljer. Og i skønsang. Når man gik tur rundt på banerne kunne man derfor få lov at få opvisning i ”kattepote og vip” i ”koldbøtte med bold” og i holdsang, der lød nogenlunde sådan her: ”1-2-3-4, vi er rigtig seje pi’r, 3-6-9-12, vi er skolens bedste hold!!!
På skolen var der 16 grupper og dermed også 16 trænere og 16 assistenter. Flere fantastiske teams blev det til. Og det er også nødvendigt, hvis 16 spillere i grupperne skal have en rigtig god læring ud af det. Opdelt træning var derfor også et stort tema. Det er langt lettere at motivere og at lære 8 spillere nye tricks. Det er langt det bedste, at køerne til afslutningsøvelserne ikke er 16 spillere lang, men kun 8 spillere lang. Også på det mentale plan er det lettere at styre 8 frem for 16. Her oplever man også nye ting, når man kommer rundt i grupperne. Således havde en gruppe været nødt til at indføre en ”kegle”. Den fik spillere, der ikke var ”helt lydhøre” udleveret og måtte så udføre en lille opgave. I en anden gruppe måtte træneren lige skære lidt noget ud i pap: Når jeg snakker – så snakker I ikke”.. Det er god læring – både for spillere, for trænere og for assistenter.

Torsdag aften havde vi besøg af et stort antal forældre, der var mødt op for at se, hvad det var, der havde ramt deres barn! Fodboldfeber er ikke noget man bliver træt af. Tværtimod. For igen måtte spillerne i støvlerne og med stolthed kunne de så i grupperne fremvise alle de svære ting, som de havde øvet sig på i ugens løb. Der skal ikke meget til, det indrømmer jeg gerne, men igen blev jeg ganske rørt over den glæde og den begejstring, som verdens bedste legetøj kan frembringe! Og den stolthed der udvises, fordi mor og/eller far gider kigge på! Og følge med!
Tusind tak til alle deltagere. Tusind tak til alle trænere og assistenter. Tusind tak til alle frivillige hjælpere, der stod for at lave mad, rydde op og vaske op! Hver eneste dag! Og tak til alle, der hjalp omkring torsdag aften. Når alle hjælper til – så kan man i løbet af en halv time have borde og stole klar til små 500 mennesker i hallen!! Det er overvældende!

Sidst men slet ikke mindst:

Tak til Mette Littau, der igen formåede at lede og fordele, som ingen andre kan. Med masser af kloge overvejelser, med masser af omtanke og med masser af beslutningsdygtighed. Ingen formår at klare så stort et arrangement, som Mette Littau!

Tak til Bodil Sand, der som en blæksprutte når både det hele og så lige alting – i et ruf – og stadig har overskud til socialt samvær og et smil på læben.

En uge med fodboldskole sætter sit præg. Og når først den enorme træthed har lagt sig ovenpå cirka 5 x 16.000 skridt og 5 x 6 timers frisk luft – så mærker man alle de positive ting. Man husker de små, sjove bemærkninger. Man husker alle de glade ansigter. 256 glade ansigter er altså mange!! Man husker de positive trænere og assistenter, der ofrede alt for at give børnene en god oplevelse! Og så vil man bare tilbage!!!!! Det var en helt fantastisk uge!

Dorthe B

Deltagerbrochure 2012

læs her om årets fodboldskole
Tilknyttet fil:    fodboldskole_2012.pdf (543 Kb)

*************************

DBUs fodboldskole i Mejrup 2012

DBU har afholdt fodboldskoler for drenge og piger mellem 8 og 14 år siden 1993. Mejrup GU har været med alle årene og afholder i 2012 således den 20. fodboldskole. Skolerne gennemføres i samarbejde med lokale fodboldklubber, og fungerer som et alternativ og supplement til den traditionelle træning i fodboldklubberne.

Igen i år er det i Mejrup i den første uge af skolernes sommerferie. Det er i uge 27 (2. juli – 6. juli). Vi har plads til 288 deltagere fordelt på 18 grupper. Deltagerne skal være født mellem 1998-2004. Fodboldskolen er for drenge og piger, der såvel i forvejen spiller fodbold i en klub, som dem der bare gerne vil være med til en sjov fodbold-uge i sommerferien.

Varighed:
Fodboldskolen er fra kl. 9-15 hver dag fra mandag til fredag i afviklingsugen. Første dag mødes alle deltagerne til navneopråb ved fodboldskoleteltet. De øvrige dage mødes man på banen i de enkelte grupper.

Billetpris
Det koster kr. 730,- (kr. 30,- udgør gebyr) at deltage på en fodboldskole og tilmeldingen er bindende.

Alt dette er til dig
Udover en spændende og lærerig uge med fodboldtræning og sjov får du på fodboldskolen:
•Landsholdets flotte træningssæt bestående af t-shirt og shorts  
•Diplom
•Drikkedunk
•En unikt designet Select fodbold
•Nye venner

Billetsalget starter tirsdag d. 6. marts kl. 10 på Billetnet og ikke posthuse ol. i år. Der er tradition for at billetterne til Mejrup bliver revet væk, så du skal være hurtig.

Gruppesammensætning:
Vi inddeler deltagerne i grupper med maksimum 16 piger/drenge i hver. Det foregår efter alder og ikke efter deres fodboldmæssige evner. Der vil i Mejrup være rene pigegrupper. Trænerne tilgodeser at undervisningen foregår på en sjov og udviklende måde med børnenes fysiske, psykiske og sociale udvikling i centrum.

Fodboldskolen er stedet hvor børnene møder nye venner, og du behøver derfor ikke være bekymret for at dit barn ikke vil trives i en ”ny” gruppe. Vores erfaring viser, at børnene meget hurtigt falder til. Skolelederen vil derfor kun i særlige tilfælde foretage rokader efter fodboldskolens start.

Påklædning
•Fodboldtøj
•Benskinner
•Fodboldsokker
•Fodboldstøvler
•Håndklæde m.v. til bad
•Skiftetøj – i tilfælde af regn
•Solcreme med høj faktor (hvis vejret er til det)
•Evt. ekstra gummisko til ømme fødder

Vi glæder os til at se dig som fodboldskoledeltager i Mejrup i uge 27, 2012

Opdateringer


18.8.18U8-9 Piger
18.8.18Træningsbanefordeling
18.8.18Dame JS Trup Efteråret 2018
17.8.18Dame senior JS 2018
17.8.18Dame S1 Trup Efteråret 2018
16.8.18Dame senior 7/11 2018
14.8.18Målsætning senior herrer
14.8.18Kampreferater S6, efterår 2010
14.8.18Herrer senior S1. 2018
13.8.18U15 Drenge
Billedserier

Fodboldskole 2018
Fotograf: Ulla Pedersen
Mejrup Fodbold  |  Elkjærvej 26, Mejrup  |  7500 Holstebro  |  97 41 09 20  |   mail@mejrup-fodbold.dk