Dame KS Vest Kampreferat 2014


Kvindeserien Vest: Mejrup GU - Helsted IF/Romalt IF (1 - 3)

Sidste kamp med KS niveau på ScanPlast Arena for denne omgang. Mejrups piger har forlængst indløst billetten til Jyllandsserien, mens Helsted/Romalt forbliver i rækken. Så kampen i dag var og blev aldrig andet end en ligegyldig sommerferie kamp. Selvom vi havde lovet hinanden, at slutte ordentlig af og selvom vi forsøgte at finde vigtigheden i en formidabel præstation, så må vi bare sande, at den præstation vi så i dag på hjemmebanen var skuffende, bleg og energiforladt.

En ærgerlig afslutning på en ellers opadgående kurve for Mejrup pigerne.

I første halvleg scorer Helsted/Romalt to gange indenfor 5 minutter da der var spillet omkring en halv time. Mejrup har haft et par nærgående forsøg, men der kom aldrig rigtig bid og præcision i afleveringer og afslutninger. Vores presspil kom aldrig til at fungere og deres meget dygtige midtbanespiller fik lov at fordele spillet til hurtige angribere. Vi så enkelte mønsterangreb fra Mejrup pigerne, men der var temmelig langt mellem snapsene i dag. Vi så farlige hjørnespark, og et par gennembrud over kant fra begge vores backs Men varmen og tanken om jyllandsserie havde sat sig. Og vi var gået på sommerferie.

I anden halvleg får vi dog  reduceret til 2-1 i det 80. minut. Og igen er det assistmager Rikke Baunbæk, der finder Mejrups dygtige angrebses, Ida Larsen med en dybdebold. Et træk og Ida placerer bolden i kassen. Det giver lidt ekstra gear i slutminutterne. Vi kæmper for en udligning. Vi spiller med 3 i forsvarskæden for at få mere bid på top. Men det giver bagslag, da Helsted/Romalt i slutminutterne bringer sig foran 3-1 på en afslutning fra distancen.

Kampens bedste spiller blev Frederikke Ovesen, der kampen igennem leverede en flot indsats med godt overblik, og med velovervejede pasninger, der hver gang ramte en medspiller.

Det blev ikke den afslutning trænerteamet havde ønsket sig. Men det er svært at motivere spillere i en ligegyldig kamp. Vi har set de her spillere levere flot fodbold og indæt fight. Og når de gør det er et rigtig godt hold. Vi håber blot, at de finder frem til det igen i den nye sæson.

Kvindeserien Vest: Thisted FC - Mejrup GU (2 - 2)

Anden pinsedag i pinsesolens varme stråler satte to hold i hver sin ende af tabellen i Kvindeserien hinanden stævne på Thisteds hjemmebane. For Thisted var motivationen klar. Med et point ville holdet sende sig selv i 1. division. Omvendt så det ud for udeholdet, Mejrup. Nedrykningen har været en realitet et stykke tid. Efter flere gode sæsoner i Danmarksserien/Kvindeserien er det nu tid for et forhåbentligt kort visit i Jyllandsserien. Mejrup har manglet held. Vi har været ramt af mange skader, og det har krævet store resscourcer for et meget ungt mandskab, dels at ramme niveau i denne række, men også at løfte sig, når de de rutinerede profiler var ude med skader.

Men i de sidste 6 kampe har Mejrup hentet 8 points. Vi har fundet melodien. Og det er naturligvis brandærgerligt at tænke tilbage på de mange kampe, som vi har tabt med et enkelt mål, hvor en bedre udgang havde været både muligt, men også fortjent.

Mejrup pigerne var faktisk i stand til at finde frem til både motivation, vilje og super flot fodbold. Jeg tror ikke, vi fornærmer nogen ved at sige, at vi var det bedste hold på Thisteds bane 1 i dag. Vi var klar! Og vi havde ikke til hensigt at lade Thisted komme til sin oprykning uden, at de måtte kæmpe for den!

Vi spiller drømmefodbold i første halvleg. Vi har styr på defensiven, og vi har kreative spillere på midtbanen, der skaber plads til arbejdsivrige angribere. Og så havde vi en keeper på mål, som havde besluttet sig for at vise sine kvaliteter frem. Camilla Tostrup må i det 21. minut ud i en TV-redning på en friløber til Thisted. Forinden havde Anna Vig afprøvet Thisteds keeper med et kvalificeret spark fra distancen. Vi spiller bolden rundt og forsøger konstant at finde muligheder og åbninger i Thisteds defensiv. Den fandt vi i det 39. minut, hvor Ida Larsen blev spillet fri, men Ida var i situationen for uselvisk og vælger at spille på bolden på tværs, og angrebet løber ud i sandet. I minuttet forinden havde et boldtab på midten bragt ubalance i vores defensiv - og Thisted bragte sig foran på et fantastisk mål.

1-0 ved halvleg - ikke fortjent, men fakta.

Læs videre efter stregen. Den har ingen indholdsmæssig betydning
Mejrup fortsætter det gode spil i anden halvleg, og vi har flere nærgående forsøg, først ved Line Burmølle og siden ved Anna Vig. Men vi skal hen til det 55. minut, før bolden ligger bag Thisteds keeper. Line Burmølle vinder en duel på venstre kant. Hun passer bolden videre til Ida Larsen, der første gang finder en fremstormende Rikke Baunbæk. Rikke vælger at bruge indersiden - både af hovedet og med foden - og placerer køligt bolden over keeperen højt i målet. Og det var fuldt fortjent med den udligning.

Et par minutter senere melder Camilla i målet sig igen ind i kampen med en stor redning på et skud fra distancen. Og kort efter er Mejrup igen på færde på Thisteds banehalvdel. Rebecca Laier er sendt afsted med en dybdebold, men hendes skud er en halv meters penge over mål. I det 64. minut sætter Mejrup et mønsterangreb i scene. Charlotte erobrer bolden på midtbanen og bruger Mai Poulsgaard som spilstation. Hun finder Rikke Baunbæk i højre side, der smækker en sukkerbold helt på tværs til Ida, som vidste, at hun skulle foretage præcist dette løb mod bolden. Det kendskab har de to til hinanden! Ida sætter en kølig venstrebens inderside på den høje bold og placerer bolden bag Thisteds keeper.

I det 76. minut får dommeren en lidt kedelig indflydelse på resultatet, da han fejlagtigt ikke dømmer frispark på Frederikke Ovesen, der fældes i det forsøg på at bringe bolden frem i banen. Frederikke bliver liggende, dommerens fløjte er tavs og Thisteds kontra er ond. De udligner til 2-2. 14 minutter igen.

I slutminutterne er Thisted farligst. Og vi må igen kalde på en redning fra Camilla Toustrup. Men i det 90. minut sætter vi en kontra ind, og Rebecca Green bliver spillet totalt fri foran mål. Lidt presset af situationen bevarer hun desværre ikke hovedet koldt og kikser den store chance.

Thisted rykker op. Mejrup rykker ned. Men holdene delte point. Og Mejrup var det bedste hold på dagen!

Nu har Mejrup én kamp tilbage i sæsonen. Det er på hjemmebane, hvor holdet møder Romalt. Vi håber på stor støtte til pigerne - for vi har lovet hinanden, at vi finder samme spil frem igen, og at vi alle vil levere endnu en god præstation - som en perfekt afslutning på sæsonen i KS.

Det er også sidste kamp for trænerteamet, der har valgt at stoppe efter denne sæson. Heldigvis er det lykkes klubben at finde en kompetent afløser i Philip Blom, der kommer fra ungdomsafdelingen i klubben. Pigerne har brug for ny inspiration. Og det er alene grunden til, at vi stopper festen nu. Thomas Hinge også grundet større arbejdspres. Ulla P og jeg vil stadig have vores virke i klubben. Vi vil stadig følge vores piger. Men det er aldrig skidt for et hold at få nye øjne til at kigge på talent, spillestil og taktik.

Kampens spiller blev Camilla Toustrup med hele 9 stemmer. Men også Camilla Balle og Ida Larsen havde fundet storspillet frem i dag. Charlotte Lauridsen og Rikke Baunbæk på midten diskede op med god fodbold, og så er der bare ros til hele forsvarskæden, der stod solidt og afholdt Thisted fra de helt store chancer.

Kvindeserien Vest: Mejrup GU - AC Silkeborg (0 - 0)

På en solbeskinnet og vel besøgt ScanPlast Arena tog Mejrups piger søndag eftermiddag imod Silkeborg, der ligger pænt til i midten af rækken.  Vi havde været nødt til at rokere lidt rundt i gryderne, for keeper Camilla Toustrup havde fået hold i ryggen og var ikke i stand til at spille kampen. Vi satte i stedet Frederikke Ovesen på kassen. Vores vanlige centrale midterforsvarer. Og det skulle faktisk vise sig, at det slet ikke var så skidt et bytte. Frederikke har rutine og hun havde modet til at tage den grøne trøje over hovedet. Det handler om at være omstillingsparat på det her hold - og det er Frederikke! Hun stod en fejlfri kamp, var stærk at spille bolden tilbage til og tog det, der skulle tages.

Nu var det heller i den ende af banen, at der var mest travlt. For Mejrup havde godt nok godt fat i spillet ude på banen. Vi spillede en særdeles fremragende kamp. Defensivt var vi stærke og afviste alt. Offensivt forsøgte vi at ramme hinanden så bolden var til at arbejde videre med. Det var på den sidste tredjedel af banen, at vi fejlede i dag.

Vi vadede i chancer. Den føste tilfalder hovedstødsstærke Rebecca Green, der kommer for langt under bolden på et fantastisk indlæg fra Sofie Brøndgaard på højre kant. Anna Vig på venstre kan er flere gange igennem fra sin kant, men der var ikke saft og kraft nok i hendes afslutninger. Vi belejrede Silkeborgs felt. Men pausesstillingen forblev 0-0.

Vi går til anden halvleg og det hele gentager sig. Vi spiller bolden rundt, finder masser af plads over kanterne. Men vi har tendens til konstant at søge ind i banen igen og her står Silkeborg spillerne godt pakket i forsvaret. Line Burmølle, der havde et særdeles flot indhop fandt med frække driblinger vej til en helt rigtig afslutning fladt i fjerneste hjørne, men desværre lige forbi stolpen. Rikke Baunbæk havde et behjertet fladt forsøg direkte på friskpark. Fladt fordi Silkeborgs keeper er meget høj, og med en høj frisøre, så havde hun kunnet nå overliggeren.

Et kvarter før tid fremtvinger Sofie Brøndgaard et straffe til hjemmeholdet. Anfører Rikke Baunbæk placerer sit skud helt ude ved den ene stolpe, men det har keeperen set - og med en TV redning sikrer hun det ene point til sine holdkammerater.

For det bliver ved 0-0 i en fint spillet fodboldkamp, som momentvis gav fantastik reklame for kvindefodbold - og i særdeleshed de hvidblusede trækker publikum til sig igen til sæsonens sidste hjemmekamp. Det er helt sikkert. For det var underholdende, kun målene manglede på Scan Plast Arena. Udstråling, fight, god mentalitet og flot fodbold, men desværre ingen mål i dag.

Kampens spiller blev Camilla Balle, der fra højre back konstant søgte med frem i det store rum over kanten. Hun var dygtig til at søge spillet. Var aktiv og boldsøgende.

Kvindeserien Vest: Mejrup GU - Farsø/Ullits IK (4 - 1)

Kristi Himmelfarts dag. Sol. Varme. En lækker, nyklippet ScanPlast Arena. 14 tændte Mejrup tøser klædt i hvide trøjer. Og pænt fremmøde på lægterne. Kønnere bliver rammerne faktisk ikke. Og det var rammerne for 4. sidste kamp i KS rækken. At det var to bundhold, der satte hinanden stævne var ikke let at se på det spil, der blev vist på banen. Det var faktisk, som lovet, seværdig fodbold. I hvert fald i flere momenter af kampen. Og kreeret og leveret af de hvidblusede.

Mejrup var fast besluttet! Målsætningen er på plads for de sidste kampe på det her niveau. Og vi har givet hinanden hånden på, at vi slutter af med maner!

Mejrup pigerne var klar fra start! Således bragte vi os nemlig allerede foran 1-0 efter 1 minuts spilletid. Janni Fønns på den defensive midt opsnapper en bold og passer den præcist til Rikke Baunbæk, som tager et frækt træk og banker bolden i kassen over hovedet på keeperen.

Vi vader rundt i målchancer. Vores spil op i banen er flot, vi rammer hinanden og finder de huller, der skal findes for at blive farlige foran. Men der er ikke held i sprøjten hos Anna Vig, Rebecca Green og Sofie Brøndgaard på tre flot gennemspillede angreb, som ærgerligt ikke udbygger vores føring. Mejrups piger har - qua en meget lang periode med knap så heldige resultater - tillært sig at modstå modgang! En ekstrem fokuseret indsats af alle spillere gør, at vi aldrig går ned. Også selvom flere scoringer udeblev efter første halvleg.

Men der skal jo altså heller ikke gå mere end 10 minutter af anden halvleg, før en velspillende Charlotte Lauridsen trækker fri over kanten og smider en klassebold indover til den ny udnævnte angriber, Rebecca Laier. Hun header perfekt indlægget i kassen til 2-0 føring til hjemmeholdet.

Efter et kvarter reducerer Farsø til 2-1 og Mejrups korthus for en stund ser ud til at vakle en anelse! Men det forblev ved ganske kort tid. Vores rutinerede midtbane sætter sig igennem, forlanger fokus, går forrest, og igen sidder Mejrup på det hele. Og resten af kampen ud. Vi udbygger vores føring efter 29 minutters spil på en hurtig omstilling, hvor fremskudte højre back, Camilla Balle har en perfekt førstegangspasning i dybden til Line Bumøller. Trods sin unge alder viser hun rutine og prikker bolden forbi keeperen.

I minuttet efter har Mejrup hjørnespark. Rikke Baunbæk eksekverer og sender en sukkerbold ind til Rebecca Laier, der blot skal sætte indersiden på for at score sit andet mål i kampen og lukke målfesten til Mejrup sejr på 4-1.

Endelig så vi HELE potentialet. En fokuseret keeper - Camilla Toustrup. En flot kamp af stortalentet Annika Andersen, der brød så mange bolde med hovedet i midterforsvaret. En midtbaneduo i Charlotte Lauridsen og Rikke Baunbæk, der arbejder for holdet, konstant vinder dueller og kreerer så flotte oplæg. Og en Janni Fønns, der starter på den defensive midt og siden spiller i midterforsvar. Med så meget kvalitet og spilforståelse at hun kåres til kampens spiller med hele 8 stemmer.

Det var i sandhed en fornøjelse at være på ScanPlast Arena på denne fridag!

På søndag spiller vi igen på hjemmebane. Denne gang tager vi imod Silkeborg, som vi i første møde tabte 2-1 til, og som i midtugen overraskende vandt over Fortuna Hjørring. Men også her har vi målsætningen på plads! Ingen skal komme til nemme points på Scan Plast Arena!

Kvindeserien Vest: Fortuna Hjørring - Mejrup GU (7 - 2)

Lørdag formiddag var der afgang til Hjørring. 14 Mejrup piger var klar til kamp - en kamp, vi alle på forhånd vidste var en kamp mod overmagten! Men vi havde vores målsætninger på plads for kampen, vi ville aldrig lægge os ned, vi ville fighte, vi ville stå sammen, vi ville spille spillet og søge vores chancer. Og så ville vi score mindst et mål!

Oddsene før kamp var ikke blevet nemmere af, at landsholdsspiller Sine Hovesen var på Fortunas hold. Og sammen med hende Janne Madsen - en formidabel midtbanespiller med flere liga- og landskampe på CV'et. På Mejrups hold var ældste og mest rutinerede spiller 23 år.

Men vi elsker at spille kamp mod Fortuna. For Fortuna vil - ligesom vi - gerne SPILLE fodbold. Ikke lange bolde over hovedet på midbanen, men spil op i banen så alle er med.

Efter 10 minutter kommer første Fortuna scoring. Af mange. Et hjørnespark forlænges i feltet, og de bringer sig let foran 1-0.  2 minutter senere bliver det til 2-0. At være så meget under pres allerede efter 12 minutter er vanskeligt, men vi spiller os lidt ind i kampen igen, og i kampens 22. minut sætter vi en klasse-kontra i scene. Anna Vig opsnapper bolden, sætter turbo på spillet, spiller Rikke Baunbæk på midten, der første gang passer bolden i dybden til Ida Larsen, der har taget det helt rigtig løb. Ida tager et træk og prikker bolden i kassen til en stilling, der nu hedder 2-1. Mønsterangreb.

Vi går nu ind i en periode af kampen, der helt er præget af Fortuna. Og af, at vi ikke er klar til andenboldene i vores defensiv. Fortuna er skarpe på alle bolde. På indlæg, på første bolde, på anden bolde. I resten af denne halvleg bringer de sig foran med hele 5-1. Vi er i den grad overmatchet og må anerkende Fortunas flotte spillestil.

Bagud 5-1 med udsigt til endnu 45 minutters fodbold er svære betingelser. Men det tager Mejrup pigerne sig altså ikke af. De går på banen til anden halvleg og vil bare spille fodbold. Og vi spillede en forrygende anden halvleg. Alle løfter sig. Camilla Toustrup i målet stod den flotteste halvleg i denne sæson med flere gode redninger. Janni Fønns spillede klogt og var en klar forstærkning, da hun kom på banen i første halvleg. Charlotte Lauridsen og Rikke Baunbæk løb i nærheden af en halv maraton i den her kamp, og de tog de kampe, der var nødvendige for, at kampen ikke skulle ende tocifret. På toppen arbejder Rebecca Green og Ida Larsen flittigt og presser de bolde, der skal presses for at midtbane og forsvar kan få ro.

Læs videre efter stregen. Den har ingen indholdsmæssig betydning
Vi havde endnu et mønsterangreb, da Ida Larsen spilles fri over kanten, hun skærer ind i banen, men Fortunas keeper er snarrådig og snupper afslutningen. Forinden havde Fortuna bragt sig foran 6-1.

I den anden ende scorer Fortuna til 7-1 på en bold, der flot blev banket i kassen af tidligere Mejrup spiller, Sine Hovesen.

Det mål blev dog overgået af kampens sidste scoring! Frispark 3-4 meter udenfor feltet. Til Mejrup. Rikke Baunbæk leger Ronaldo. Med højrebenet sender hun et projektil afsted direkte mod fjerneste hjørne, og keeperen må kapitulere. Den sad præcis, hvor den skulle. Slutresultat 7-2.

Fortuna klart bedst i alle facetter. Kloge, fysiske og i særdeleshed hurtige på fødderne.

Men Mejrup har æren i behold. Vi scorer mere end 1 mål. Vi gav, hvad vi kunne. Vi gav aldrig op! Vi lærte af de fejl, vi lavede i første halvleg. Vi stod sammen, og vi scorede kampens flotteste mål.

Unge Annika Andersen blev sammen med Charlotte Lauridsen valgt som kampens bedste spillere. Men der var mange om budet i dag. Det var en flot holdpræstation, hvor jeg i hvert fald noterer fremgang på Line Burmølles indsats, og hvor jeg igen glæder mig over, at Ida Larsen igen er stærk og god at spille op på, hvor Janni Fønns viser, at hun er rede til en plads i startopstillingen.

Det her var gode lærepenge. Og indstillingen fra alle spillere tegner godt frem imod de næste to hjemmekampe, første gang på torsdag mod Farsø Ullits.

Kvindeserien Vest: AaB - Mejrup GU (3 - 1)

Efter første sejr i sæsonen i lørdags stod vi tirsdag aften overfor en vanskelig opgave. Udebane mod Aab. Holdet med de fysiske spillere og den stærke defensiv. Og med to markante spillere, som skulle vise sig at få stor betydning i aftenens kamp.

Vi kommer rigtig godt fra start. Og burde faktisk have bragt os foran allerede efter 3 minutters spil, hvor et hjørnespark fra Rikke Baunbæk havner hos hovedstødsstærke Rebecca Green, der denne gang ikke får fart nok i hovedstødet.

6 minutter senere scorer Aab på en hurtig omstilling, kreeret af de to markante spillere. En afslutning som Camilla Toustrup i målet ikke havde en kinamands chance for at gøre noget ved.

Mejrup pigerne fortsætter dog med at spille fodbold. Vi har igen et par farlige forsøg, først på hjørnespark, siden på et indlæg fra Rikke Baunbæk, som også selv havde et kvalificeret skud på mål med venstreskøjten. Men vores afslutninger løber ud i ingenting og som man så ofte før har set, så straffes vi igen i en hurtig omstilling fra Aab, hvor Camilla i målet i første omgang klarer forsøget, men riposten er der ingen, der samler op - og Aab kan uden problemer bringe sig foran 2-0.

Minuttet før halvleg er Rikke alene igennem efter flot opspil, men hun får afsluttet for sent og bliver tacklet i skudøjeblikket.

Bagud 2-0 ved halvleg - ikke helt retvisende for spillets og chancernes fordeling, men faktum.

Læs videre efter stregen. Den har ingen indholdsmæssig betydning
Vi gav hinanden håndslag på, at vi ville gå til anden halvleg med en tro på, at vi godt kunne komme tilbage i kampen. Der er opstimisme og god figtht over hele linien. Vi var på ingen måde spillet bagud af dansen. Efter 15 minutter bringer Aab sig imidlertid på 3-0, da da scorer direkte på hjørnespark. Eneste fejl af Camilla Toustrup i dag, der rejste sig fra lørdagens uheldige indsats og stod med autoritet, med fine indgreb og med god lyd hele tiden.

Vi kaster flere spillere frem i banen og spiller nu med 3 i bagkæden. Presser Aab helt vildt. Men vi når ikke videre end et fantastisk mål direkte på frispark, 4 meter uden for feltet - sparket ind af Rikke Baunbæk.

Det blev igen til nederlag til pigerne! Vi fejler fordi vi mangler kynisme, men i særdelshed rutine på holdet! Vi spiller fint fodbold. Instillingen må man tage hatten af for - situationen taget i betragtning. I aftenens kamp blev stemmerne fordelt meget lige. Frederikke Ovesen spillede flot og viste gode kvaliteter på top, Sara Poulsen sled og slæbte, Sofie Brøndgaard spillede bedste kamp i denne sæson og Janni Fønns spillede klogt, da hun kom på banen. Rikke Baunbæk satte spillet i scene og fordeler gode assists og scorer et flot mål. Camilla Toustrup i målet stod en fokuseret kamp, kom ud til flere indlæg og viste nogle af de kvaliteteter, vi ved det unge keepertalent har.

På lørdag skal holdet på tur til Hjørring. Her møder vi det absolutte tophold, Fortuna Hjørring. Det er en overordentlig stor opgave, som vi må dele op i små bidder og håbe på flere succes-oplevelser. Nå den udekamp er spillet, har vi 4 kampe tilbage, hvoraf de 3 er på hjemmebane. Nedrykningen er vel indløst, men vi må søge de små successer vi kan. Det er vigtig læring for de unge, talentfulde spillere, som vil kunne få mere ud af spillet i en række under i den nye sæson.

Kvindeserien Vest: Mejrup GU - Brønderslev IF (3 - 2)

I tirsdags blev vi sat på plads af Thisteds dygtige fodboldhold. Det var den 7. kamp med lutter nederlag. Lørdag eftermiddag tog vi så fat på anden runde i turneringen og mødte Brønderslev, som vi i første runde tabte 1-0 til i en nærmest miserabel kamp på deres bane. Der var derfor både revanche til gode samt en frygtelig sult efter point, sejr og succes.

Mejrups piger var derfor klar fra start. Og helt som imod Thisted var det hjemmeholdet, der kom bedst fra land. Allerede efter 4 minutter bringer Mejrup sig nemlig foran. I kampoplægget havde vi talt om, at vi skulle udnytte hinandens stærkeste kompetencer. Og det er faktisk det, der fører til føringsmålet. Rikke Baunbæk, som den evige assistmager finder Anna Vig i dybden. Hun tager to fække træk og placerer bolden uden for Brønderslev-keeperens rækkevidde. Et mønsterangreb mellem to spillere, der kender hinanden.

Vi styrer spillet. Vi spiller bolden rundt. Vi er dygtige.

Men som det så ofte før er sket, så får vi en kold klud i ansigtet efter 25 minutter, hvor vi efter et boldtab på midten kommer på mellemhånd i omstillingen og en middelmådig afslutning på Camilla Toustrup finder vej til netmaskerne. Vi må sande, at vores unge keeper så en smule uheldig ud i den situation.

Men Mejrup kæmper forbilledligt videre.

Vi har flere gode forsøg på mål, men heldet er ikke med os. I det 43. minut spilles Camilla Balle fra højre back fri over kanten i et overlap og hun sender bolden ind foran mål, hvor Rebecca Green igen viser sin farlighed og banker bolden i kassen til en 2-1 føring for sit hold.

Vi tror på det nu.

To minutter senere skyder Brønderslev på mål – højt i målet over Camilla Toustrup og ind i kassen!  2-2 i sidste minut af første halvleg.Det er hårde odds, der forfølger hold i bunden af en række.

Halvleg og tiltrængt pause, vand og frugt til spillerne, der sled i varmen.

Læs videre efter stregen. Den har ingen indholdsmæssig betydning
Anden halvleg blev 45 minutter med travlhed på udskiftningsbænken. Skader og træthed skulle fordeles ligeligt. Men med en lyskenskade på Frederikke Ovesen og en ankelskade på Charlotte Lauridsen, så var der kun Anna Vig tilbage, som vi kunne kaste på banen. Det gjorde vi i de sidste 25 minutter. Hun er en dygtig fodboldspiller, der bringer speed og farlighed ind i kampen. Mejrup får med hende på banen en ekstra tro på, at vi har mulighed for at hente vores første sejr. Og vi har mange chancer. Den flotteste tilfaldt Rebecca Green, der på et hjørnespark fra Rikke Baunbæk er centimetre fra at heade bolden i kassen. Det kunne have fortjent bedre skæbne det forsøg.

Men vi skal hen til det 44. minut før anfører Rikke Baunbæk tager skeen i den egen hånd. "Skal vi vinde den her kamp, skal der scores nu" – så det ud til, at hun tænkte. Og så bankede hun bolden i kassen fra distancen til en fuldt, fuldt fortjent sejr til hjemmeholdet, der holdt hovedet koldt i sommervarmen. Og troede på sejr til det sidste.

Det var godt nok en flot indsats af pigerne! Det var som om de på forhånd havde besluttet, at det skulle være i dag, at den første sejr indfandt sig. På fornem fight og til tider rigtig flot fodbold, så fik pigerne heldigvis 3 meget vel fortjente points. Det var rart at prøve. Der er stadig plads til forbedring i flere facetter af spillet, men fighten og holdånden, der sidder godt nok lige i skabet. Og vi finder mere og mere ind til vores spil! Vi er stadig et meget ungt hold med masser af potentiale, Men det tager tid at spille et hold sammen. Men i kampen mod Brønderslev så vi i hvert fald nogle af de højder, som vi på sigt kan komme rigtig langt med.

Nu venter to meget svære udekampe. Tirsdag aften i Aalborg og siden Fortuna Hjørring på lørdag. Men nu har vi vundet vores første kamp i meget, meget lang tid. Der skal virkelig arbejdes for tingene, men det gjorde spillerne så sandelig også i dag. Det var en flot holdpræstation, hvor Camilla Balle virkelig trådte i karakter som en offensiv højre back og hvor Rikke Baunbæk igen fordeler den ene assist efter den anden og hvor hun i de døende minutter bliver matchvinder med sin scoring fra distancen. Holdkammeraternes stemmer faldt også på Rikke som kampens bedste spiller.

Kvindeserien Vest: Mejrup GU - Thisted FC (1 - 3)

Med 3 udekampe i streg var det længe ventet igen at komme på hjemmebane for Mejrups piger. Forstærket af en hjemvendt Anna Vig, der dog startede på bænken, var det med en god tro på tingene at vi tog fat på kampen mod et rigtig godt hold fra Thisted.

Og Mejrup spillede godt fodbold i det første 20 minutter. Vi var først på mange bolde og var fremadrettede i vores spil. I det 9. minut bliver Rikke Baunbæk spillet fri over kanten og hun sender en sukkerbold ind i hovedet på Rebecca Green, der forinden havde fundet den helt rette løbebane. Et mesterligt mål af Mejrup pigerne. Kampens bedste angreb. Kampens bedste mål.

Men det stod hurtigt klart, at vi faktisk var oppe imod et hold, der var bedre end os. Og da Thisted udligner i det 20. minut på et flot mål på en hurtig omstilling, så er det som om fusen går af ballonen på det hårdt trængte Mejrup mandskab. Nu truer endnu et nederlag. Det stod næsten malet i ansigterne på pigerne. Det er slidsomt på det mentale plan. Og når hovedet tænker nederlag. Så bliver det som oftest sådan.

Vi overlader alt spillet til et eminent Thisted hold, der løber mere end Mejrup. Og som er hurtigere end Mejrup. På stort set alle bolde. Konstant så det ud som om, at Thisted havde sat en ekstra spiller på banen.

I det 44. minut - det onde minut - bringer Thisted sig i front med 2-1.

Anden halvleg er det for det meste kattens leg med musen. Vi fighter - men vi er for langsomme i spilopfattelse og boldomgang. Eller - i hvert fald er Thisted hurtigere. De bringer sig foran 3-1 i det 54. minut og selvom vi forsøger os med flere rokader og med kun 3 tilbage i forsvaret - så kommer vi bare aldrig ind i kampen. Dertil var vi for overmatchet i dag.

Det er ikke en skam at tage  til et bedre hold. Og det gjorde vi i dag. I de første 20 minutter var vi gode, måske de bedste, men dommeren tillod ikke, at vi fløjtede kampen af så tidligt.

Maria Antonsen blev fortjent kampens bedste spiller. Hun er en suveræn back. Hun tillader ikke, at nogen kommer forbi. Således heller ikke i dag.

På lørdag skal Mejrup igen ligge græs til en kamp i KS rækken. Her kommer Brønderslev på besøg. Og selvom vi erkender, at pilen nu peger meget stærkt imod Jyllandsserien - så har vi nu alligevel planer om, at kæmpe for sejr og for sejrens sødme, som vi så længe ikke har fået lov at smage på.

Kvindeserien Vest: Helsted IF/Romalt IF - Mejrup GU (2 - 1)

På forhånd en kamp, hvor Mejrup med 0 points helt klart var kåret som underdogs imod topholdet fra Romalt. Et fantastisk hold med fart i støvlerne og dygtige fodboldspillere. Svære odds, top mod bund og abud fra Malene Iversen grundet en skade i knæet og fra Mai Poulsgaard, der trods sin unge alder virkelig har vist sin berettigelse på KS holdet. Som modvægt havde vi fået Rikke Baunbæk tilbage fra sin skade og Mathilde Sandager hjemvendt fra et udlandsophold.

Det er i modgang man skal kende sine venner. Og dem så vi på banen i dag. 14 piger, der stod sammen og valgte at spille endnu bedre end i kampen mod Silkeborg tirsdag aften. De første 15 minutter var vi ikke gode. Og selvom vi har snakket ufatteligt meget om, at vi skal være klar og fokuseret fra start for at undgå en hurtig scoring imod os, så må vi sande, at vi tog os en blunder i en tempofyldt kamp allerede i det 5.minut, hvor de hurtige Romalt spillere løb fra os på midtbanen. De sender resolut bolden i nettet uden chance for Camilla Toustrup i målet.

3 minutter senere har Romalt frispark fra distancen. Kanonerer bolden mod kassen, hvor Camilla halvklarer og riposten samles hverken op af forsvar eller keeper og Romalt bringer sig foran 2.0. Efter 13 minutter. Om det er nedtur? - Det tror jeg nok, at det er.

Vi foretager et par udskiftninger og får Sofie Brøndgaard på top og Mathilde Sandager på kant. Det giver lidt mere energi til Mejrup holdet, der ikke har tænkt sig at smide håndklædet i ringen. Der bliver fightet om hver eneste bold. Vi er ikke så hurtige over hele banen, som Romalt er. Men vi lukker godt af, kommunikerer, støtter og presser eminent!

I det 30. minut får vi tilkæmpet os et hjørnespark. Det sætter tilbagevendte anfører Rikke Baubæk højreskøjten på. Den rammer indersiden af bagerste stolpe, og Line Burmøller er milimeter fra at få prikket bolden i kassen på returen. Få minutter senere spiller vi Romalt tynde og samme Line er totalt fri med keeperen, men hun redder. Vi presser Romalt i disse minutter. Også Mathilde Sandager har en god chance, hvor keeperen redder sit hold, der kan trække sig til halvleg foran 2-0.

Læs videre efter stregen. Den har ingen indholdsmæssig betydning
I anden halvleg står der vilje på menukortet. Der bliver fightet og spillet super flot fodbold frem i banen. To store chander til Sofie Brøndgaard og Line Burmølle burde have udløst en scoring, men vi skal hen til det 30. minut af kampen inden Rikke Baunbæk igen sender en sukkerbold afsted fra hjørnespark. Hun rammer en fremragende Mathilde Sandager, der bare VIL sende bolden i kassen med sit hovedstød. 2-1 med et kvarter tilbage.

Vi kaster alt frem og overlader forsvarskæden med kun 3 mand. Det udløser flere chancer, men det lykkes desværre ikke for Mejrup mandskabet at udligne og dermed få et mere end fortjent point med fra Romalt i dag.
Vi var oppe imod et fantastisk hurtigt og godt hold, men vi gav dem modstand hele kampen - og burde mindst have fået 1 point med i dag. Et blødende Mejrup hjerte ville jo nok mene 3 points var fortjent. Og når dommeren efter kampen roser Mejrup for flot fodbold - og ikke forstår en pind af, at vi ikke har nogen points - tja, så er fremgangen i hvert fald til at få øje på!!!

At ligge hvor vi ligger - at have spillet 6 kampe uden så meget at have fået 1 point - det er hård kost! For os alle. Men vi er alle faste i troen på, at vi gør det rigtige. Vi rykker os. Vi udvikler os. Vi skal nok vinde kampe. Vi kæmper ufatteligt hårdt for det - og pigerne har godt nok fortjent snart at få hul på point-bylden.

Næste kamp er hjemmekamp mod Thisted - tirsdag den 13. maj - på Scan Plast Arena.

Bedste Mejrup spiller på dagen blev Mathilde Sandager med 10 stemmer. Hun gav holdet energi og gejst. Har speed i fødderne og vilje i hjertet. Også Annika Andersen spillede en fejlfri kamp, men alle på holdet skal roses for en solid fight.

Kvindeserien Vest: AC Silkeborg - Mejrup GU (2 - 1)

Tirsdag aften var Mejrups bedste fodboldpiger på besøg i Silkeborg. Det var 14 meget sultne piger, som var indstillet på at jagte de første point i denne sæson. Som bundhold må man slide ekstremt hårdt for at komme ud af suppedasen og som bundhold er man nærmest konstant forfulgt af uheld.

Under opvarmningen vrider Sofie Brøndgaard om på anklen og vi må sadle om i startopstillingen.

Pigerne finder den mentale styrke og spiller den bedste kamp i denne sæson. Aldrig har jeg set et hold slide så meget for hver enkelt bold. Mejrup ville det i dag. Vi havde ændret formationen fra en 4-5-1 til en 4-4-2, hvilket gjordet det langt nemmere at finde en medspiller på top. Og det var meget tæt på at give gevinst allerede i det 14. minut, hvor Ida Larsen blev spillet helt fri, alene med keeperen. Men hun afslutter desværre lige på. Men Mejrup havde blod på tanden i dag og fortsatte det hårde pres og det fremadrettede spil. Og i det 20 minut tilkæmper Rebecca Green sig en bold på kanten og finder med sukkerbold Ida Larsen på midten. Og denne gang svigter Ida ikke. Hun takker for det gode forarbejde og bringer sit hold i spidsen med 1-0.

For første gang i denne sæson er vi foran i en kamp. Det var lykkelige minutter for Mejrup. Og vi styrer kampen totalt. Vi har overskud.

Men så kom endnu et uheld. Den defensive drivkraft på midtbanen, vikarierende anfører Malene Iversen falder i en duel uheldigt ned og smerter i knæet gør, at hun må udtræde af kampen. Igen må Mejrup sadle om og igen må Mejrup finde den mentale styrke og nu spille kampen til ende uden en af de rutinerede spillere på holdet

Mejrup er ikke til at stoppe. Spillerne fighter videre. De lugter sejr, de lugter point. Og ved pausen står der stadig velfortjent 1-0 til Mejrup.

Læs videre efter stregen. Den har ingen indholdsmæssig betydning
Efter 18 minutter i anden halvleg mister vi bolden på midtbanen og en hurtig omstilling fra Silkeborg gør det onde ved et Mejrup mandskab, der i dag virkelig havde fortjent en sejr. Silkeborg udligner til 1-1. Vi fortsætter vores gode spil fremadrettet og har en kæmpe chance til unge Line Burmølle, men hun missede muligheden for at bringe sit hold foran. Vi har afslutninger udefra, som ikke gav gevinst og en hårdarbejdene andgrebsduo fortsætter med at skabe chancer.

I det 36. minut scorer Silkeborg til 2-1 og vi må igen sande, at det er urimeligt hårdt at være bundhold. I dag havde Mejrup fortjent en sejr. På bedre fight, på bedre spil, på flest afslutninger. Men igen trak vi os ud af kampen med et smalt nederlag.

Det er tungt. Pigerne havde fortjent at få gevinst ud af det hårde slid. De spillede det bedste fodbold i år. Og pigernes mentale styrke må man bare tage hatten af for. Alle leverede en meget flot præstation, baseret først og fremmest på vilje og fight. Ida Larsen på top sled og slæbte, unge Mai Poulsgaard på midten spillede en flot kamp, Maria Antonsen pillede en meget dygtig Silkeborg spiller ud af kampen. På midtbanen var Charlotte Lauridsen den helt store profil. Hun krydrede sit enorme arbejde med tekniske detaljer og fik 8 stemmer i dagens kampe. Det samme gjorde Rebecca Green på top. Hun er så dygtig i presspillet og vandt så mange direkte dueller. Og Rebecca fik 8 stemmer.

VI må igen se på omfanget af vores lasaret - og finde fight og humør frem til kampen ude mod Romalt på søndag.

Kvindeserien Vest: Farsø Ullits IK - Mejrup GU (2 - 1)

Det er begyndt at blive en triviel omgang at skrive referat af kampene i KS rækken. Hellere ikke i fjerde forsøg lykkes det for Mejrup pigerne at hente point i en kamp. Selvom der generelt er forbedringer på mange parameter, så laver vi stadig præcis det antal fejl, som vores modstandere har brug for for at score i vores mål.

I dag var vi på besøg hos oprykkerne fra Farsø Ullits. Vi havde ikke det store kendskab til holdet, som i deres første kampe har hentet forskellige resultater - det flotteste, da de besejrede Romalt med 4-1. VI var derfor på forhånd advaret om, at det var en modstander, der i hvert fald var i stand til at score mål.

Vi kom igen - som holdet efterhånden har for vane - rigtig, rigtig skidt fra start! Der var gået 5 minutter af kampen, da vi kom bagud 1-0. Et boldtab på midten og en hurtig omstilling - og så var det endnu engang op ad bakke for de i dagens anledning orangeklæde piger fra Mejrup. Men pigerne kæmper sig tilbage i kampen og forsøger at spille pænt fodbold på en noget langhåret stadionbane. Vi har bolden meget, men vi har svært ved at ramme hinanden med præcise pasninger. Vi formår ikke at gøre hinanden gode, selvom vi konstant forsøger at finde nøglen til succes.

Og som bundhold forfølges man ikke af held. Eller af selvtillid. Det er noget, vi skal slide for. I det 27 minut fløjter den knap så kompetente fodbolddommer frispark til Farsø. Og her har de altså nogle spillere, der kan noget. En af disse banker bolden mod fjerneste hjørne og scorer til 2-0 i Farsø favør.

Så vågner Mejrup for alvor op. I næste angreb finder Charlotte Lauridsen angrebsesset, Ida Larsen, der banker bolden på overliggen.

Anden halvleg står der Mejrup på alt. Vi har bolden mest, vi arbejder mest, vi forsøger at ramme hinanden. vi lægger et enormt pres på Farsø. Men igen må vi bare sige, at afleveringerne ligger ikke skabet. De rammer ikke præcist, hvor de skal for at blive helt farlige. Vi satser alt i den sidste halve time, spiller med kun 3 tilbage - senere kun 2 tilbage i forsvarskæden og har det ene angreb efter det andet. Vi får reduceret i det 38. minut, hvor Sofie Brøndgaard finder hullet til Ida Larsen, som sikkert scorer i fjerneste hjørne. Og selvom vi presser videre - så lykkes det os aldrig at få den noget fortjente udligning.

Ærgerligt for pigerne. Det er en svær omgang for et ungt hold at redde sig ud af denne suppedas. Men vi må til stadighed fastholde de positive ting fra kampene. Vi har fundet målet - og vi har fundet en mentalitet, der helt sikkert kommer til at løfte spillet med tiden.

Mejrups bedste spiller blev helt fortjent Maria Antonsen, der konstant var en sikker sidste skanse - og som med sin speed fik lukket Farsøs højre side totalt.

På tirsdag i næste uge går turen til Silkeborg - et hold, med mere tur i den end Mejrup lige p.t.

Kvindeserien Vest: Mejrup GU - Fortuna Hjørring (1 - 6)

Onsdag aften fik Mejrups piger besøg af Fortuna Hjørring. På forhånd er det en modstander, der for Mejrup betyder Davids kamp mod Goliath. Fortuna er hurtige, de er fitte og de er dygtige og de kommer fra et miljø, hvor fodbold helt naturligt har første prioritet. Fortuna er et hold, der formentlig også ville slå en del af holdene i første division.

Efter lørdagens mildest talt miserable indsats i Brønderslev var det derfor med voldsomt bange følelser at næste modstander hed Fortuna.

Der blev derfor talt med store bogstaver i kampens oplæg. Vi måtte, skulle og burde hente MANGE procenter fra lørdagens præstation, hver især, og putte dem ind i kampen mod Fortuna. Ellers ville det gå meget, meget galt! Fokus var naturligvis på en stærk defensiv, hvor vi  måtte kaste alt ind på at fighte - og fighte sammen. Det var væsentlig for spillerne, for holdet og for trænerteamet at løfte i flok.

Og kampen går i gang. Da der stod 2 minutter på måltavlen var vi bagud med 1-0 på et skud fra distancen, hvor Camilla Toustrup i målet fejlvurderer hendes placering i målet. Nu var det spændende om Mejrup pigerne ville rejse sig - eller falde sammen. For det her var nedtur. Hurtig nedtur.

Men pigerne rejste sig!! Sikke en mental styrke!! Ikke, at det betød, at Fortuna ikke scorede flere mål i den halvleg. For det gjorde de! Efter 16 og 39  minutter. Vi var i den grad overmatchet. Men der blev fightet over hele linjen, der blev kommunikeret, støttet og guidet! Og vi kom også frem til afslutninger mod deres mål. Ikke de helt farlige, men dog afslutninger. Vi var med. Vi lagde os ikke ned.

Halvleg - bagud 3-0 og velfortjent pause til det hårdarbejdende mandskab. Kun for at få at vide, at der resterede endnu 45 minutter, hvor vi forlangte samme indsats! Og det var pigerne med på!

Og så sker det samme igen! Fortuna scorer til 4-0 i det andet minut af anden halvleg!!! Og Mejrup pigerne må igen vise, at det VIL - selv når det går stejlt op ad bakke!!

Og så sker det!!! I det 57. minut eksploderer en fremragende Ida Larsen i et rush op ad banen, spiller bolden på tværs foran Fortunas mål og her kommer Rebecca Green - ikke løbende, men stormende og i et vildt raseri kaster hun sig ind i bolden og prikker den i mål til Mejrups første scoring i denne sæson!!! Og det var bare en forløsning. Ikke alene at score, men måden, hvorpå vi scorede!! Viljen stod malet i ansigterne på de to iscenesættere!!

Så er vi faktisk inde i en kort periode, hvor Mejrup har teten. For 4 minutter senere er vi igen farlige foran mål! Et frispark udenfor feltet eksekveres ind foran mål, hvor Rebecca Green igen er farlig og banker bolden på overliggeren med en flot helflugter!! Fortuna virkede for en stund en smule rystet.

Men kun for en stund. De slutter festen med både 5-1 og 6-1 - to mål, de ikke havde behøvet få. Med lidt mere koldblodighed både hos keeper og forsvar - så var de blevet håndteret anderledes.

Mejrup er ikke det eneste hold, der får store smæk af Fortunas mandskab. Det er ikke en katastrofe at tabe til sådan et hold. Men det var blevet en katastrofe, hvis pigerne ikke havde løftet sig - og lagt omkring 200% på deres spil i forhold til Brønderslev kampen!! Det kalder jeg udvikling. Det kalder jeg vilje. Og det er jeg i virkeligheden både tilfreds med - og stolt over.
Nu ved ved, hvad vi kan, når vi præsterer allerbedst. Og det er det niveau vi må ramme - i resten af turneringens kampe.

Hele holdet fortjener ros for den flotte fight. Unge Mai Poulsgaard på midten udvikler sig helt vildt, Ida Larsen på top var en outstanding angiber for os i dag, Rebecca Green kommer ind og viser, at hun vil være med på det her hold og så er der rutinerede Malene Iversen på den centrale midt, der sled og slæbte for sit hold. Hun løftede holdet - og blev helt fortjent kampens spiller.

Kvindeserien Vest: Brønderslev IF - Mejrup GU (1 - 0)

Sidste weekend tabte vi 2-0 til AaB. Det var et smerteligt nederlag, fordi vi var godt med i kampen men brændte mange oplagte chancer. Siden har AaB vundet over Silkeborg og tabte kun knebent 1-0 til Fortuna Hjørring. Det vidner om, AaB jo faktisk er et godt hold.

I dag mødte Mejrup så oprykkerholdet fra Brønderslev. I premierekampen i rækken smagte de lidt på toppen af KS, nemlig Romalt og tabte hele 7-2. Og vi øjnede derfor chancen for, at vi kunne hente point med hjem fra Brønderslev. Vi havde til kampen afbud fra 3 spillere fra den normale start 11-er. Samtidig var vi ramt af mange skavanker på centrale pladser, som gjorde, at vi forinden kampen måtte rokere lidt rundt på tropperne. Det betød lidt uro, og selvom vi spillede på en lækker kunstgræsbane - så blev første halvleg noget af den tyndeste kop the, vi har set pigerne spille. Der var ikke snert af vilje og fysik i duellerne, der var magtesløse attituder, og der var INGEN kommunikation. Efter 20 minutter forfølges vi også af endnu et uheld, nemlig en skade på sidste weekends bedste spiller og i dagens anledning vikarierende anfører, Charlotte Lauridsen.

Til trods for den lidt passive indstilling og alibifodbold i verdensklasse, står vi solidt i bagkæden og er på sin vis spilstyrende - uden dog at styre nogen veje hen. Men vi har bolden mest. Og er et minut fra at klare os igennem en første halvleg med vinden imod os. Men så er det, at Brønderslev straffer en sløv Mejrup-indstilling og scorer til 1-0 - kort før pausefløjtet.

I halvlegen skifter vi lidt rundt på tropperne igen. Der er mere vilje og fight - og i særdeleshed kommunikation i hele anden halvleg. Jeg mindes næsten ikke, at Brønderslev havde bolden i den halvleg. Men det har de jo nok haft. Men det blev en sand belejring - Mejrup angreb, angreb og angreb. Og selvom vi kun spillede med 3 i bagkæden for at sætte endnu mere tryk på offensiven, så lykkes det os aldrig at omsætte vores boldbesiddelse til åbne målchancer - eller sågar at prøve den noget usikre keeper af med kvalitative spark fra distancen.

Der må ganske enkelt andre boller på suppen. Det her var en modstander, vi helt klart skal vinde over - måske endda tryne! På alle pladser har vi bedre fodboldspillere! Men uden fighterhjerte, uden nogen der svinger dirigentstokken og tager ansvar - og uden kommunikation og gejst - så er det ikke nemt at vinde kampe. Og så får vi os en meget vanskelig sæson.

Kampens spiller blev helt fortjent Anikka Andersen, der er så stort et talent. Hun leverede en god fight og en solid indsats for sit hold.

Kvindeserien Vest: Mejrup GU – AaB (0 – 2)

Lørdag eftermiddag tog Mejrups bedste damer hul på turneringen med besøg af AaB. Vi havde set frem til  turneringspremieren - det skulle blive spændende at se, hvor vi stod med vores meget unge trup.

I første halvleg spillede Mejrup noget rigtig flot fodbold, og indenfor de første 20 minutter blev der fra midtbanen serveret ikke mindre end 3 fabelagtige assists, som burde have været omsat til mål. Et skud på overliggeren blev det også til indenfor den første halvleg, hvor AaB faktisk var heldige med, at vi ikke kom foran både 2-0 og 3-0.

Men når ikke vi selv kunne levere målene på ScanPlast Arena - så kunne AaBs effektive omstillingsspil. På to kontraangreb scorer de to kasser - og kan derfor trække sig til halvleg foran 2-0. Meget misvisende og ikke efter spil og chancer.

Første halvleg bød desværre også på en skade til Rikke Baunbæk, der måtte forlade banen med en forstrækning i låret.

Anden halvleg stod der AaB på det meste. Men Mejrup-pigerne kæmpede en brav defensiv kamp, men spillet blev aldrig helt så kønt som i første halvleg. Men de red stormen af, og kunne derfor afholde AaB fra flere scoringer.

I slutfasen af kampen måtte Mejrup igen behandle en skade på en af profilerne, nemlig Ida Larsen, der forvred sin ankel.

Kampens spiller blev helt fortjent Charlotte Lauridsen på midtbanen. Charlotte spillede fodbold fysisk og mentalt i 2x45 minutter, hun har udviklet sit spil helt fantastisk og var i dag en meget iøjnefaldende profil på Mejrups hold.

Det var en premierekamp, der soleklart beviser, at hvis ikke man kende sin besøgelsestid - slår til - og scorer på sine chancer, så er chancerne for at trække sig sejrrigt ud af kampen temmelig begrænsede.

Nu venter en uge, hvor vi må kigge på omfanget af vores skader og hvor vi må arbejde lidt med noget scoringstræning.

Næste lørdag tager vi turen til Brønderslev og møder et nyt og spændende oprykkerhold.

Opdateringer


17.9.18Dame S1 Trup Efteråret 2018
16.9.18U9 Piger
15.9.18Dame JS Trup Efteråret 2018
13.9.18Dame senior JS 2018
13.9.18Dame senior S1 2018
12.9.18Målsætning senior herrer
12.9.18Seniorudvalget (Damer/Herrer)
12.9.18Herrer senior S4 2018
11.9.18Klubbens Vision
11.9.18U14 Piger
Billedserier

DBU 3-Bold Tour
Fotograf: Ulla Pedersen
Mejrup Fodbold  |  Elkjærvej 26, Mejrup  |  7500 Holstebro  |  97 41 09 20  |   mail@mejrup-fodbold.dk