Dame KS Vest Kampreferat 2013


Kvindeserien Vest: Fortuna Hjørring – Mejrup GU (5 – 1)

Sidste kamp i KS turneringen for Mejrups vedkommende bestod af en tur til Fortuna Hjørring, hvor puljens hårdeste modstander var klar til at tage imod os.  

Mejrup har haft en vanskelig sæson, hvor vi i de forskellige kampe har præsteret på et meget svingende niveau. Sidste weekends resultater flaskede sig heldigvis således, at Mejrup-pigerne med 16 point har reddet sig endnu en sæson i KS.

Vi kunne derfor i dagens kamp spille uden nerver og tænke frem mod næste sæson. Derfor var holdet krydret med et par unge talenter fra U18-holdet; Annikka Andersen og Caroline Berthelsen. Samtlige spillere var indstillede på, at de sidste 2x45 minutter i denne sæson skulle bestå af fight, vilje og energi.

På forhånd vidste vi, at dagens modstander var en gigantisk opgave for det unge Mejrup hold, hvilket vi fik lov at smage i hele første halvleg. Allerede efter 1 minut var vi bagud 1-0 på grund af en misforståelse mellem keeper og et nysammensat midterforsvar.  

Det unge Mejrup-mandskab finder hurtigt ind i spillet igen, og efter 6 minutter får vi et frispark midt på Fortunas banehalvdel. Rikke Baunbæk tager chancen og placerer bolden lige under overliggeren og lige over Fortunas keeper.

Den sidste halve time forsøger et godt kæmpende Mejrup-mandskab at holde sig inde i kampen, men vi må erkende, at Fortuna har enkelte klassespillere, som vi ikke formår at stække.  Derfor står der i løbet af en halv time 5-1 på resultattavlen.

Resultatet til trods er Mejrup ikke spillet ud af kampen. Mejrup har masser af boldbesiddelse og er gode i vores presspil.

Derfor beslutter vi ved halvleg, at vi begynder kampen på ny, og at det ikke er vores hensigt at lægge os ned. I en fantastisk 2. halvleg med forrygende fight og spil af begge hold, formår vi at holde halvlegsresultatet 0-0, hvorfor slutresultatet ender 5-1 til Fortuna.
Det var en opløftende 2. halvleg, hvor Mejrup-spillerne endelig forstod vigtigheden af, at kommunikation, fight og holdmoral kan løfte præstationsniveauet. Det lover godt for den kommende sæson, og det var rent mentalt vigtigt at slutte godt af. Stor ros til pigerne for en god holdindsats.

Det var dejligt at se unge Annikka Andersen lukke godt af på venstre back og samtidig skille sig godt af med bolden, når den blev erobret. Det kan blive en god forstærkning for Mejrups førstehold.

I midterforsvaret spillede Frederikke Ovesen sin bedste kamp i denne sæson. Hun tog masser af ansvar og stødte frem på de helt rigtige tidspunkter og afviste dermed flere Fortuna-angreb. Derfor blev Frederikke også valgt som kampens spiller.

Holdet hang sammen i alle kæderne i dag, spillerne kæmpede for hinanden og en bedre afslutning kan man ikke ønske sig på en lidt broget sæson. Nu er tågen lettet, og vi kan se frem mod den næste sæson.

Kvindeserien Vest: Mejrup GU - Thisted FC (0 - 5)

Med to kampe tilbage i turneringen blev Mejrup reddet af "gong-gongen" grundet resultater i de øvrige kampe i puljen. Det betød, at dagens kamp mod Thisted ikke havde nogen reel betydning. Mejrup overlever i KS-rækken. Med nød og næppe.

Vi var dog indstillet på at ville vise flot fodbold, at kæmpe det bedste vi har lært for selv at have fuldført misionen om at forblive i KS.

Vi spiller en - efter de svære baneforhold - rigtig fin første halvleg, hvor vi i flere tilfælde spiller os igennem til afslutninger på mål. Men der var aldrig rigtig kvalitet i vores afslutninger. Vi har flere forsøg mod kassen, men ramte hver gang en velspillende keeper i Thisted målet. Med større kvalitet og held kunne Mejrup have ført 4-1 efter første halvleg - uden at nogen kunne have været utilfreds med det. Men uden præcision i afslutningerne - så forblev det 0-0 ved halvleg.

På bare 30 minutter viser Thisted os, hvordan man skal være effektiv.  Og hvordan man skal ramme kassen. 5 gange må Camilla i målet hente bolden ud af netmaskerne.

De sidste 15 minutter af kampen finder Mejrup tilbage til sit spil, men vi formår ikke at ændre på resultatet og må altså inkassere et svigende nederlag på 5-0.

Det er tydeligt, at Mejrups piger har haft en ualmindelig svær og tung sæson. Vi trænger gevaldigt til en vinterpause. Men inden da skal vi en tur til Fortuna Hjørring på søndag. Her kommer vi til at kæmpe mod en overmagt, der ser helt umulig ud.

Kampens spiller blev Mathilde Sandager, der konstant gik forrest med den rette indstilling.

Kvindeserien Vest: AaB - Mejrup GU (4 - 2)

Med en sløv kniv på struben drog 14 Mejrup-piger til AaB for at spille 3. sidste turneringskamp i Kvindeserien. Med en placering lige over nedrykningsstregen var det væsentligt i hvert fald at få point med hjem. Det var derfor med stor tænding, at pigerne tog fat på kampen.

Efter otte minutter har Mejrup sin første kvalificerede afslutning mod mål, men Rikkes skud mod målet ramte overliggeren. Mejrup fighter videre, og efter 22 minutter scorer Sofie Brøndgaard et fantastisk mål efter flot opspil af Malene Iversen og Lena Olesen.

Det så godt ud for Mejrup, men inden jublen havde lagt sig, lå bolden bag Camilla Toustrup – en foræring af Mejrups forsvar.

Seks minutter senere udbygger AaB scoringen til 2-1, og efter yderligere syv minutter ramler det igen for Mejrups forsvar, og AaB scorer til 3-1. Spillet ude på banen fungerer faktisk fint, men vi må konstatere, at det er for let at score mål imod os.

Vi rokerer lidt rundt på pladserne, og vi holder stand halvlegen ud.

Otte minutter inde i 2. halvleg sker det, der ikke må ske, AaB bringer sig foran 4-1. Kampen ud kæmper Mejrups piger det bedste, de har lært, og de spiller en flot 2. halvleg. Men vi har ikke tur i afslutningerne, og AaBs målmand står en meget fin kamp.

5 minutter inden kampens afslutning erobrer Sofie en bold og lægger den tilbage til Malene, som køligt placerer bolden yderligt i målet til slutresultatet 4-2.

Næste søndag spiller Mejrup på hjemmebane mod Thisted, og her er der virkelig brug for en sejr – her har vi en meget skarp kniv mod struben.

To spillere gjorde sig særligt bemærket. Lena Olesen på venstre kant spillede i store dele af kampen helt forrygende med gode førsteberøringer og snævre driblinger. Hendes præstation blev dog overgået af Camilla Balle på højre back, som leverede en sikker defensiv indsats krydret med kreativt fremadrettet opspil.

Kvindeserien Vest: Mejrup GU - Skovbakken Kvindefodbold (3 - 0)

Desværre formåede Skovbakken ikke at stille hold.

Vi vinder derfor kampen 3 - 0..

Kvindeserien Vest: Romalt IF - Mejrup GU (5 - 1)

Udebane mod puljens stærke tophold Romalt (ved Randers) var den opgave, som Mejrups piger stod overfor lørdag eftermiddag. Med afbud fra en skadet Mathilde Sandager og med to spillere med feber i kroppen kunne det godt se ud som en nærmest umulig opgave.

Og det kom hurtigt til at se endnu værre ud. Allerede efter 1 minut kommer vi bagud 1-0, da Romalts meget dygtige anfører sætter sig selv i scene - trækker fra alt og alle og banker bolden ind i kassen. Efter yderligere 15 minutter står der 4-0 på tavlen. Mejrup er i knæ. Romalt rider på en bølge. Det er et dygtigt hold, der finder hinanden godt på banen, der konstant presser boldholder og som er meget dygtige i omstillingerne. Vi havde dog chancer til at komme tilbage i kampen. Ida Larsen har en chance alene mod keeperen, som burde have være omsat til mål. Rikke Baunbæk har et frispark på overliggeren. Vi forsøger at spille os igennem til chancer, men vi har ikke kvalitet eller held med afslutningerne. Og for Romalt, der nærmest vinder alle de kampe, de stiller op til - lykkes tingene.

Det var derfor klart det bedste hold, der ved halvleg førte 4-0.

Ind til anden halvleg - bagud 4-0. Det er hårde odds for Mejrups meget unge mandskab. Men i anden halvleg viser pigerne noget af det Mejrup-hjerte, der skal til for at vinde fodboldkampe! Vi finder vores spil og sætter flere gange Romalt spillerne af i vores fine kombinationer. Defensivt får vi lukket af. Camilla Thoustrup i målet spiller sig op. Vi har flere chancer til at bringe balance i regnskabet, men vi er ikke skarpe nok.

Og så sker der jo det, som ikke må ske. Romalt får straffespark og omsætter sikkert til 5-0. Det er virkelig op ad bakke for Mejrup pigerne. En god fight den sidste halve time gør dog at Mejrup slutter kampen bedst. Sabrina Madsen sætter fra sin back-position et overlap ind, finder Rikke, der sætter tempo i sin fremdrift og finder Lena Olesen, der er søgt ind i feltet. Lena scorer sikkert på chancen og pynter derfor på resultatet til 5-1.

Et hårdt resultat, men ikke ufortjent. Romalt var der fra start og rystede de unge piger fra Mejrup.

Kampens spiller i Romalt blev Maria Antonsen, der med sin speed og vilje fik afvist mange angreb fra Romalts højre kant.

Næste weekend kommer Skovbakken på besøg i Mejrup.

Kvindeserien Vest: Lemvig GF - Mejrup GU (0 - 3)

Desværre formåede Lemvig ikke at stille hold.
Vi vinder derfor kampen 0 - 3.

Kvindeserien Vest: Mejrup GU - Bording IF (1 - 4)

Højt at flyve - dybt at falde!

Efter en fænomænal indsats i torsdagens kamp mod AaB, hvor Mejrup viste fodbold af høj, høj klasse, skulle vi nu være klar til endnu en kamp om vigtige points i bundstriden. Søndag mødte vi Bording, som ligger og slås for overlevelse i rækken - sammen med os!

Sidst vi mødte Bording, vandt vi 4-1! Og efter den flotte sejr i torsdags var fokus naturligvis på, at vi ikke skulle befinde os på den lyserøde sky. Det var en sindssygt vigtig kamp for os, så det var om at finde samme takter frem igen - og om at få samtlige spillere til at yde en helhjertet fighterindsats.

Vi starter også godt. Vi spiller igen vores flotte tic-tac fodbold. Vi sidder på spillet - og på sidelinien aner vi allerede efter kort tid en sejr forude. Efter 10 minutter kommer vi også foran 1-0 på et rigtigt angribermål af Ida Larsen, der er ved finde sin helt optimale form. I et dybdeløb vrister hun sig fri og kanonerer bolden i kassen.

6 minutter senere laver vi en personlig fejl i vores forsvarskæde, det straffes på hårdeste måde - og Bording kommer på 1-1. Vi kæmper videre og har både løse og store chancer, som vi ikke formår at omsætte til mål - og i dag er vi heller ikke tilsmilet af fru Fortuna. Vi rammer lige på keeperen, der i flere tilfælde et lidt heldig med at stå det rette sted.

Og da det ikke lykkes at bringe os i front, brænder vi mentalt helt sammen i hovederne, og Bording kan i et angreb få lov at få 3-4 chancer i samme angreb, uden at nogen griber ind. Totalt passive står vi og forærer Bording chancen for at score til 2-1.

Kort før halvleg får vi tilkæmpet os et indirekte frispark lige uden for feltet. Malene lægger bolden af til Rikke, der hamrer mod mål - men igen står keeperen lidt heldigt i vejen for bolden. I minutterne derefter får fighterinstinktet anføreren til at begå et frustrationsfrispark, som udløser et gult kort - og 10 minutter på sidelinien.

Anden halvleg er ikke værd at skrive hjem om. Vi scorer ikke på vores chancer - men forærer Bording to muligheder, som de på denne dag helt naturligt udnytter optimalt. Bording ville det mere end os i dag. De spiller primitivt med lange bolde frem i banen,  men det var måden at slå os på i dag. Det var klogt. De var kyniske. Og vi lod dem komme til fadet!

Når ikke vi er klar til opgaven, kan alle hold slå os. Og lige nu - ligger vi unægteligt med "røven i vandskorpen".

Et voldsomt pres at have på kappen, når næste modstander hedder Lemvig - på udebane!

Kampens spillere blev igen Mathilde Sandager, der gik forrest med slid og fight. Også Ida Larsen og Rikke Baunbæk viste mod og mandshjerte kampen igennem. Vi så momentvis flot fodbold, men i dag var der temmeligt langt mellem snapsene!

Kvindeserien Vest: Mejrup GU - AaB (4 - 0)

Torsdag aften stod den på kvindefodbold på kunstgræsbanen på Idrætscenter Vest. Mejrups bedste kvinder havde sat AaB  stævne, og det var en kamp, hvor 3 points faktisk var tvingende nødvendige for Mejrups piger, både for regnskabet i tabellen, men bestemt da også for den mentale stemning på holdet.

Der blev derfor talt temmelig direkte til spillernes parathed inden kampen.

Og Mejrup-pigerne var klar! Fra første spilleminut til slutfløjt. De leverede ganske enkelt en pragtkamp med flot presspil over hele linien, med fokus og kynisme i forsvarskæden, med intelligent opspil fra kreative spillere på midten og med angribere, der jagtede enhver mulighed for en scoring!

Vi styrede kampen i alle 90 minutter. Men der skulle dog gå 29 minutter før vi for alvor fik gevinst af en flot holdmoral. Ida Larsen, der i hele kampen var fysisk stærk og vandt mange dueller på top, tilkæmper sig et frispark næsten ude ved hjørneflaget. Rikke Baunbæk smækker en sukkerbold ind til en fremstormende Mathilde Sandager, der krydrer en super præstation med en perle af et hovedtødsmål. En kæmpe forløsning og stor glæde hos pigerne!

Den stilling holder første halvleg ud.

I halvlegen var vi enige om, at vi skulle fortsætte den meget flotte stil. AaB skulle holdes væk for scoring. I dag ville Tina Holm i målet - og forsvarskæden foran have clean sheet. Og så ville vi udbygge vores føring.

Det sker 7 minutter ind i anden halvleg. Rikke finder Ida i et dybdeløb. Hårdt presset af to AaB'ere vrister Ida sig fri med enorm fysik og energi og bringer sit hold foran 2-0. 4 minutter senere bliver Rikke fældet udenfor feltet, og igen vælger anføreren at banke frisparket direkte i kassen til nu 3-0 til Mejrup.

Efter godt og vel et kvarter spilles Malene Iversen i dybden på højre kant. Ikke helt normalt at finde Malene på den position, men et klasseløb og to gode driblinger og så en præcis aflevering ind i hovedet på Ida Larsen - og stillingen er nu 4-0.

Kampen ud styrer Mejrup sejren hjem. Det var så vigtig en kamp! Pigerne var klar! Og selv AaB erkendte, at de mødte et hold, der ville sejren - og som spillede flot fodbold!

Det var en sejr, der blev hentet hjem på en meget stor holdmoral! Alle leverede varen! Alle tog ansvar! Der var kommunkation og gejst. Pigerne vidste kampen var vigtig - og de comittede sig 100% til at løse opgaven. Der er ros til alle spillere. Der er lagt et lag på potentialet!

Næste kamp for Mejrup er på søndag, hvor vi  på hjemmebane møder Bording.

Kvinderserien Vest: Mejrup GU - Fortuna Hjørring (1 - 5)

Mejrup kom i menneskehænder!

Når man på Hjørrings hjemmeside forinden en kamp kan læse, at 3F ligaen har alle spillere til rådighed og fit for fight - så ved man godt nogenlunde, hvad klokken har slået for de hold, der skal møde deres andethold. De har altså vanvittigt dygtige spillere i Fortuna og lørdag eftermiddag må vi bare sande, at vi fik en flot  fodboldopvisning på EuroCon Arena.

Allerede indenfor de første 10 minutter har Fortuna chancer mod vores mål, hvor Tina Holm får afværgret. Og presset fortsatte faktisk hele kampen ud. Med flot positionsspil, styrke i nærkampe og hurtige fødder var Fortuna på bolden i langt størstedelen af kampen og Mejrups spillere kunne blot forsøge at presse sin modstander. Efter 21 minutters spil går det galt for vores meget flot fightende defensiv og Fortuna bringer sig foran 1-0. 4 minutter senere slipper en Fortuna spiller igennem på venstre kant og brager bolden i kassen over Tina Holm.

Bagud 2-0 kæmper Mejrup sig faktisk tilbage i kampen. I dag en kamp mod overmagten. Det ved alle. Såvel spillere, trænerteam og tilskuere. Men med en indædt fight over hele banen, så kommer Mejrup pigerne faktisk mere med. Og har enkelte afslutninger på mål. En af disse afslutninger kommer fra Sofie Brøndgaard, der valgte at sparke på kassen fra distancen. Flot mål - og dejligt at se, at hun tør tage chancen - for sparke til en bold, det kan Sofie nemlig godt!

Halvlegsresultatet var 2-1 til Fortuna. Meget flot indsats af Mejrup pigerne, der holdt stand så længe!

Men i anden halvleg går det hurtigt. 4 minutter efter dommeren satte spillet igang ligger bolden igen bag keeper Tina Holm. Den sidste halve time af kampen er optimisme og overskud noget man skulle kigge langt efter hos Mejrup pigerne. Det var en opslidende kamp. Fysisk såvel som mentalt. Der blev forsøgt fightet til det sidste, men her var enkelte spillere altså stået af. Og et presspil, hvor ikke alle er med - det virker ikke.

Det var kampen igennem en kamp mod overmagten. Imponerende, at pigerne holder stand så langt ind i kampen. Det kan være svært at forstå, at man kan hente noget med hjem fra et 5-1 nederlag, men der var faktisk noget at glæde sig over. Vi var med i første halvleg. Vi har rettet nogle af de fejl, vi tidligere har lavet. Men når Fortuna stiller med et hold af den standard, med spillere der også optræder i 3F ligaen, med flere U19 landsholdspillere - så er der ikke meget at gøre. Den svære øvelser bliver nu, at løfte pigerne mentalt - for allerede på torsdag aften er der kamp igen på Mejrup Stadion. Her møder vi Aab, som vi tidligere har haft spændende kampe imod.

Mejrups målscorer: Sofie Brøndgaard
Kampens spiller: Henriette Lund

Kvindeserien Vest: Thisted FC - Mejrup GU (4 - 3)

Lørdag eftermiddag var 14 til dagens udekamp orangeklædte piger klar til et møde med et af puljens tophold, Thisted. Med et nederlag ville vi placere os lige over nedrykningsstregen, og med en sejr ville vi flytte op blandt topholdene. Motivationen var derfor stor hos spillere og trænerteam. Vi gik efter en sejr. Vi har holdet til en topplacering.

Men vi må bare erkende, at det ikke altid går som præsten prædiker!

Vores første halvleg var med nød og næppe godkendt, mens vores anden halvleg var intet mindre end eminent! Over hele kampen laver vi godt og vel 4 fejl. Og vi straffes for dem alle. Vi er ikke klar i omstillingerne, og her må vi erkende, at dagens modstander var skarpere end os!

Vi starter kampen fint. Men efter 7 minutter taber Rikke Baunbæk bolden på midtbanen, og her får vi læst og påskrevet hvor hurtig og effektiv en omstilling kan være. Hurtig bold på top til en hurtig Thisted spiller, der klapper bolden i kassen til en føring på 1-0 til hjemmeholdet! 10 minutter senere gør Rikke skaden god igen og sender med en sukkerbold Katrine Kristensen afsted i dybden, og KK prikker bolden ind bag en fremstormende keeper - og der er igen balance i regnskabet.

I det 26. minut begår Frederikke et frispark lige uden for feltet og må for den forseelse inkassere et gult kort fra den helt igennem fantastisk dygtige dommer! Frisparket rammer en mur af Mejrup spillere, der ikke vil tillade Thisted flere nemme mål!

Men så sker omstillingen igen. Vi mister bolden på midtbanen, bolden klappes afsted til en hurtig kantspiller, forsvaret kommer ikke i balance og får ikke afvist - og ja, så står der 2-1 til Thisted. Den stilling holder til pausen.

Anden halvleg starter som lyn og torden. Mejrup VIL tilbage i kampen. Vi har flotte opspil, stort engagement og afslutninger på mål, der præcis på denne dag enten nappes af en fanstastisk Thisted keeper eller lige mangler held eller kvalitet. Men vi sidder totalt på kampen nu! I det 74. minut har Thisted dog et angreb uden over højre kant. Bolden passerer målstregen, men vinkes ikke til målspark. Den eksekveres i stedet indover, hvor kampens flotteste mål stadig står på nethinden. Flot firstimer flugt - lige i krydset. Det var flot. Men igen - også en af dem, man ser 1 gang ud af 100. Det var Thisteds dag med flot omstilling og lidt held.

Så er vi bagud 3-1. Det er tungt - for et ungt mandskab, der er i "opbygningsfasen" til noget stort.

Men 3 minutter senere melder unge KK sig for alvor ind i kampen. Fra venstre kant svinger hun den hyperfarlig venstreskøjte og klapper bolden ind højt over keeperen! NU er vi med igen. Desværre dummer vi os igen 2 minutter efter og får ikke afvist en Thisted spiller på venstre kant, hun smækker bolden indover, og Thisted rammer igen målet på et af få angreb.

I det sidste kvarter satser vi og spiller med 3 forsvarsspillere og to angribere. Det giver os et hav af muligheder. Vi broderer os igennem med flere førstegangspasninger, spillet flyder, der er tempo i vores spil. Der er muligheder til Sofie Brøndgaard, til Camilla Balle, til Ida Larsen og til Rikke Baunbæk. Men ind ville bolden ikke!

Læs venligst videre, stregen har ingen praktisk betydning
10 minutter før tid får vi hjørnespark. Rikke sender en flot bold ind foran mål, hvor hattricket lurer - for her kommer KK, rammer bolden på panden, kipper flot i kroppen - og smækker bolden i kassen til nu 4-3. Mejrup spillerne "tror på lortet" til allersidste fløjt! De finder gode løsninger i det fremadrettede spil. Og med mere tempo i spillet i anden halvleg - så spiller vi altså aldeles fremragende fodbold.
Men omstillingerne skal vi være klart bedre til! Det var alene dét, vi tabte på i dag.

Næste lørdag kommer et andet tophold i puljen på besøg i Mejrup. Det drejer sig om intet mindre end Fortuna Hjørring. Og så har vi igen et hårdt kampprogram foran os. Med en torsdagskamp hjemme mod AaB - og en hjemmekamp søndag mod Bording.

Vi håber, at mange vil støtte os i det næste 3 hjemmekampe!

Kampfakta
7. minut: 1-0
17.minut: 1-1, Katrine Kristensen, assist Rikke Baunbæk
28. minut: 2-1
74. minut: 3-1
77. minut: 3-2, Katrine Kristensen
79. minut: 4-2
83. minut: 4-3, Katrine Kristensen, assist Rikke Baunbæk

Stemmerne til kampens spiller blev fordelt over alle spillere. Men Katrine Kristensen løb med de fleste, og hun spillede det bedste, vi har set fra hende, da hun blev skiftet ind igen i den sidste halve time af kampen. Mathilde Sandager bød også kampen igennem ind med en rigtig god indstilling. Også Malene Iversen spillede igen en suveræn kamp på den defensive midt.

Vi sunder os, indtil det igen er tirsdag. Så træner vi fremadrettet mod den næste kamp.

Kvinderserien Vest: Bording IF - Mejrup GU (1 - 4)

Endnu en midtugekamp ventede Mejrups bedste fodboldpiger onsdag aften på udebane i Bording. En vigtig kamp for point for at rykke lidt frem i tabellen. Med 16 spillere klar til kamp, måtte to af pigerne sidde over, og de kunne fra sidelinien se deres holdkammerater spille ret prangende fodbold, faktisk!

Fra start til slut var vi spilstyrende, og vi spillede klogt, overlegent - og en lille smule hurtigere end Bording brød sig om. Momentvis faldt vi ned i tempo, og det er ikke godt nok. Men set over hele kampen, så var der ingen tvivl om, at det var de hvidblusede, der spillede det bedste og mest opfindsomme fodbold.

Allerede i det 6. minut er Charlotte Lauridsen lige ved at sætte sin første kasse ind for sin nye klub. Men hendes skud strøg lige over mål. I det 15. minut tilkæmper vi os et frispark fra distancen. Og fra den position er Rikke Baunbæk farlig for tiden. Også i dag finder hun med et præcist og hårdt spark vejen til netmaskerne og bringer sit hold i front med 1-0.

Med det ene fine opspil efter det andet forsøger vi at finde vej til flere afslutninger, men vi skal hen til det 25. minut, før vi igen kan strække armene over hovedet. En bold indover i feltet fra Rikke rammer en Bording spiller i ryggen og smutter forbi keeperen.

Vores defensiv stod distancen i første halvleg, og i offensiven var vi kreative med hurtigt pasningsspil.

I halvlegen fik vi snakket lidt om, at lidt mere speed i vores spil ville kun splitte Bordings mur af en defensiv. Og vi var ikke tilfredse med en 2-0 føring. Vi ville mere i den her kamp!

Efter et kvarters spil i anden halvleg finder en meget velspillende Malene Iversen, Rikke Baunbæk i et dydbeløb. Med tempo afdribler Rikke 2 mand og kanonerer bolden i kassen til den føring på 3-0. 2 minutter senere vil tilbagevendte Ida Larsen også være med i scoringslegen. Hun erobrer en bold uden for feltet med sin enorme energi, afdribler et helt forsvar og scorer i sin første kamp for Mejrup efter sin lange skade med et brækket kraveben.

I de sidste 10 minutter bliver vi overspillet på højre kant, og Bording får lov at pynte på resultatet til 4-1.

En meget flot kamp af Mejrup pigerne. Suveræn holdpræstation, hvor man ikke helt kommer uden om at rose den centrale midtbane med Malene Iveresen, Charlotte Lauridsen og Rikke Baunbæk. De sled og løb rigtig mange kilometer. Camilla Balle og Mathilde Sandager var meget stærke fra hver deres backposition, og så var det dejligt at se Ida Larsen på banen igen. Men der er faktisk ros til hele holdet. Det var god fodbold, vi leverede i dag!

Målscorere
0-1, Rikke Baunbæk
0-2, selvmål - assist Rikke Baunbæk
0-3, Rikke Baunbæk - assist Malene Iversen
0-4, Ida Larsen
1-4

Kampens spiller valgt af spillere og trænerteam: Rikke Baunbæk med 8 stemmer.

Kvindeserien Vest: Skovbakken Kvindefodbold - Mejrup GU (2 - 2)

Efter onsdagens - ja lade os da bare kalde det "fadæse-kamp" - så ventede søndag eftermiddag en svær udekamp mod Skovbakkens ligareserver. 3 afbud og 2 skader i truppen gjorde ikke betingelserne nemmere for Mejrups spillere. Det føltes som lidt "op ad bakke",men det er jo også i en sådan situation, at man som team skal bevise, at man er klar til store udfordringer!

Vi starter lidt nervøst på kampen og husker vist lidt for godt, hvad der skete onsdag aften i Mejrup! Og selvom vi langsomt kommer lidt mere med, så finder Skovbakken en åbning i vores ellers solide forsvar og scorer på en flot halvflugter mod en sagesløs Tina Holm i målet. Så var det pludselig endnu mere op ad bakke for de hvidblusede.

Men Mejrup kæmper en ihærdig kamp for at komme tilbage i kampen. Trænerteamet bukker og tager hatten af. Man kan simpelthen ikke være andet en tilfreds og stolt af den vilje, som pigerne viser halvlegen ud. De VIL have point på kontoen! Vi sidder på spillet i slutfasten af første halvleg, og i det 42. minut må Skovbakken se sig nødsaget til at begå frispark et stykke uden for feltet! Det plejer jo normalt at være det samme som en åben målchance for anfører, Rikke Baunbæks højreben. Også i dag eksekverer hun bolden i kassen fra distancen - en meget vigtig scoring til 1-1.

Anden halvleg er Mejrup det bedste hold. Vi spiller bolden rundt og forsøger at finde åbninger. Og i bagerste kæde er der lukket af. På Skovbakkens venstre kant huserer en særdeles farlig pige, som flere af Mejrups spillere kender ganske godt. Hun er sindssygt hurtig og skyder godt med venstrebenet. Hvem andre end Mathilde Sandager kan løse en opgave, som at følge med hende. Mathilde spillede en stjernekamp og turde endda kampen ud også at deltage i det fremadrettede spil.

3 minutter inde i anden halvleg får vi under et af mange angreb fremtvunget et hjørnespark. Rikke sender den høj sukkerbold ind bagerst i feltet, hvor hovedstødsstærke, Rebecca Gren dukker op, og på eminent vis dirigerer hun bolden i mål! Til en i øvrigt fortjent føring til Mejrup.

I det 33. minut får vi ikke afvist et godt angreb fra Skovbakkens side og de udligner til 2-2.

Det resultat holder kampen ud.

Resultatet er tilfredsstillende, selvom vi da hellere havde vundet kampen! Men at vi kan rejse os - med så mange nye spillere på holdet - og fra en meget forfærdelig kamp fra i onsdags i benene og ikke mindst i hovedet - det er stærkt gået. Vi viste takter, der går i den rigtige retning. Vi må erkende, at en turneringsstart med 4 kampe på 14 dage er hård kost med mange nye spillere i truppen! Men hver eneste, der spillede i dag i Skovbakken, rejste sig! Personligt - såvel som holdmæssigt! Thats the spirit! - og vi skal nok høste både sejre og points i flere af de kommende kampe!

Næste kamp er onsdag aften i Bording.

Herefter går vi over til en mere human turnering med kamp i hver weekend.

Målscorere
1-1: Rikke Baunbæk
1-2: Rebecca Green

Kampens spiller: Mathilde Sandager

Kvinderserien Vest: Mejrup GU - Romalt IF (2 - 5)

Onsdag aften var bane 3 klar til KS fodbold. Dommeren var mødt. Modstanderen ankommet. Og pigerne fra Mejrup var efter sejren over Lemvig i søndags også parat til kamp! Vi vidste præcis, hvordan vi ville spille kampen, men kendte intet til vores modstander! Romalt spillede sidste sæson i jyllandsserien og sluttede som nummer to i samme kreds som Lemvig.

Med speed, lange bolde og effektive afslutninger manede de på bare 32 minutter Mejrups selvtillid i jorden og kom usvigeligt sikkert fra land med 3 scoringer, mens Mejrup lejren stod stille og kiggede på!

En chokstart for spillere og trænerteam.

Det var ikke fordi, vi ikke selv havde chancer, men vi var ikke lige så effektive som vores modstander - og vi må også sande, at vi spillede skidt. Vi blev presset til at vælge de forkerte løsninger, vi spillede stresset og pasningerne blev for langsomme, for korte og for upræcise.

På en dag hvor ingenting lykkes, må man gribe godt fat i nakken og tage arbejdstøjet på. Det gjorde Mejrups piger, og det var lige ved at udløse spænding om resultatet - tæt mod halvleg. I det 35 minut har Malene Iversen i sin frustration fundet en kriger frem og forsøger sig med et langskud fra distancen. Et behjertet forsøg på en vej ud af frustrationerne - og bolden fandt vej til netmaskerne højt i målet og over en sagesløs keeper.

Læs venligst videre, stregen har ingen praktisk betydning
I det 39. minut har Mejrup frispark et godt stykke uden for feltet. Rikke Baunbæk hamrer højreskøjten på bolden og scorer højt i målet over keeperen.

Nu var der gejst og tro på, at vi kunne komme tilbage i kampen! Men i anden halvleg scorer Romalt yderligere to flotte mål og kan rejse hjem med 3 points i kassen. Helt fortjent.

Det var en forfærdelig kamp for spillerne. Intet lykkes. Vi fandt aldrig de løsninger, der var nødvendige for at vende kampen. En kollektiv off-dag, hvor de positive vinkler er vanskelige at fremhæve. Men på intet tidspunkt stoppede Mejrup-spillerne med at fighte, og viljen til at ville var til stede. Det var bare ikke vores dag.

Tilskuerne valgte Rikke Baunbæk som kampens spiller, mens medspillere og trænerteam stemte på debutanten Charlotte Lauridsen, der virkelig beviste, at hun med flere kampe i benene bliver en forstærkning af holdet. Charlotte kom ind og gjorde en forskel. En god indstilling og god fysik - det var netop, hvad der var nødvendig i denne kamp.

På søndag skal vi være klar igen. Her tager vi en tur til Skovbakken - en modstander, vi normalt har det meget vanskeligt med. Så nu må vi slikke sårene og hurtige komme ovenpå igen! Og så må vi igen finde vores normalt meget flotte fodboldspil frem igen.

Målscorere
35. min. 1-3: Malene Iversen
39. min. 2-3: Rikke Baunbæk

Kvindeserien Vest: Mejrup GU - Lemvig GF (3 - 1)

Efter en dejlig sommer og en ultrakort optakt til sæsonen - så stod Mejrup i dag klar med 14 voldsomt dygtige fodboldspillere, der var udtaget til premierekampen i Kvindeserien. Modstanderen var lokalrivalerne fra Lemvig.

Vi havde 3 rigtige debutanter på holdet. Camilla Thostrup og Annikka Andersen (begge fra U18) og Camilla Balle, som er kommet til klubben fra Team Viborg. De leverede alle en rigtig flot præstation og kunne sammen med de andre holdkammerater løfte armene over hovedet efter endt spilletid. En solid sejr på 3-1 var en realitet.

Vi var enige om, at vi fra start ville styre spillet og være det mest boldbesiddende hold. Og det var vi konstant i første halvleg. Allerede efter 19 minutter bringer vi os foran på et eminent opspil. Rikke Baunbæk ryster sig fri af markeringen på midten og passer en sukkerbold til Lena Olesen, der med et perfekt løb i dybden kan udplacere Lemvigs keeper og bringe sit hold i front med 1-0.

Der er pres på Lemvig målet nu - og kort efter scoringen har Line Mejdal er godt forsøg fra distancen, hvor bolden springer over keeperen, men desværre ikke i mål.

Vi har flotte opspil og mange chancer halvlegen ud, men vi går til halvleg med en smal føring på 1-0.

Kort ind i anden halvleg slår Henriette Lund en flot lang bold mod venstre kant, hvor Katrine Kristensen kommer stormende. Hun runder Lemvigs forsvar og bringer Mejrup foran 2-0. Den allerfarligste føring et hold kan have!!

For nu er det som om spillet daler. Vi falder ned i Lemvigs tempo og formår ikke at ramme hinanden på banen længere. Vi spiller jævnt skidt i en periode, og det bliver man straffet for på dette niveau. Således også i dag, hvor vi ikke får ekspederet bolden ud af eget straffesparksfelt!

Læs venligst videre, stregen har ingen praktisk betydning
Heldigvis får vi til slut rettet op på spillet, finder tilbage til spilkonceptet og finder igen hinanden på banen. Således også på et hjørnespark fra Rikke Baunbæk, som Rebecca Green forlænger frem til Sofie Brøndgaard, som er på pletten og hamrer bolden ind i netmaskerne. Der havde forinden været fine forsøg fra både Camilla Balle, Katrine Kristensen og Rikke Baunbæk, men skarpheden var ikke helt intakt. Det kommer til de næste kampe!

En sejr i premierekampen er særdeles godkendt. Spillet i 2/3 af kampen særdeles godkendt.

Når vi på onsdag 19.00 på hjemmebane igen møder Romalt fra Randers, skal vi forsøge at holde os til konceptet hele kampen igennem. Det kan blive en vanskelig modstander, som vi ikke rigtig kender styrken af. Men de første 3 point er i hus - og dem kan ingen tage fra os.

Målcorere
19. min: 1-0 Lena Olesen
47. min: 2-0 Katrine Kristensen
51. min: 2-1
88. min: 3-1 Sofie Brøndgaard

Kampens spiller (publikum): Camilla Balle
Kampens spiller (spillerstemmer): Sofie Brøndgaard

Opdateringer


17.9.18Dame S1 Trup Efteråret 2018
16.9.18U9 Piger
15.9.18Dame JS Trup Efteråret 2018
13.9.18Dame senior JS 2018
13.9.18Dame senior S1 2018
12.9.18Målsætning senior herrer
12.9.18Seniorudvalget (Damer/Herrer)
12.9.18Herrer senior S4 2018
11.9.18Klubbens Vision
11.9.18U14 Piger
Billedserier

DBU 3-Bold Tour
Fotograf: Ulla Pedersen
Mejrup Fodbold  |  Elkjærvej 26, Mejrup  |  7500 Holstebro  |  97 41 09 20  |   mail@mejrup-fodbold.dk