Danmarksserie Damer Kampreferater


20012/2013

Danmarksserien: Mejrup GU - Aalborg Freja (3 - 2)

Endegyldigt sidste kamp i Danmarksserien. En række vi har befundet os rigtig godt i - og som vi er lidt triste over ikke længere eksisterer efter sommerferien. Her overgår vi til den nye række, Kvindeserie Vest - og DS er et overstået kapitel.

Når det skal være på den måde, så er det altid godt at slutte det af på den helt rigtige måde. Så det var trænerteam og spillere naturligvis voldsomt indstillede på. Med en sejr i dag ville vi sikre os 4. pladsen i puljen og vi ville bevise, at vi kan slå de nyoprykkede hold i 1. division.

Derfor var der faktisk lagt i kakkelovnen til Freja. Der gik heller ikke mere end 7 minutter, før Mejrup første gang er farlige foran mål. På en flot bold i dybden af Anna Vig er Lena Olesen sluppet igennem, men keeperen klarer Lenas forsøg mod mål. Men 8 minutter senere har Lena andre planer. På en sukkerbold fra Line Mejdal slipper Lena igennem, afdribler keeperen og putter bolden i netmaskerne til 1-0 til hjemmeholdet.

I det 20. minut erobrer Anna Vig bolden, passer bolden til Rikke Baunbæk, der svinger højrebenet fra distancen og kanonerer bolden mod mål, så den snitter trekantsammenføjningen og blæser ind i gardinerne. Mere yderligt kan man vist ikke placere en bold. Fremragende mål. Som i øvrigt bragte Rikke øverst på topscorerlisten. For en stund!

En fantastisk halvleg hvor vi vel i 10 minutter tillod Freja at være med. Men vi var fokuserede i defensiven, og det var ikke let for Freja at brodere sig igenne, selvom de momentvis viste høj klasse i deres spil i små trekanter.

I halvlegen var vi helt klare i spyttet på, at vi ikke måtte lukke Freja ind i spillet. Derfor gik vi benhårdt efter at lægge tryk fra start i anden halvleg. Således lykkedes det også for os at bringe os yderligere i front. Anna Vig står ikke tilbage for Rikke B. Fra distancen banker hun til bolden og scorer højt og flot i fjerneste hjørne uden chance for keeperen. Så stod der 3-0 til Mejrup. Og 1-1 i topscorerkampen!

Kort efter scorer vi yderligere efter et hjørnespark fra Rikke B. Sofie Brøndgaard presser flot på bolden, og den passerer også mållinien med omkring en halv meters penge. Men den gule mand, der ikke på nogen måde dømte en prangende kamp, kunne ikke se bolden inde. Jeg har ikke for vane at blande mig i dommernes beslutninger på banen, men i dag var det godt nok svært at holde rede på antal mærkelige kendelser og antal mærkelige mangel på samme.

Freja spiller sig igennem til scoring, da deres bedste spiller eminent vender rundt om vores back og koldt udplacerer keeper Mille Gammelvind, der stod en rigtig fornuftig kamp. Det var på et tidspunkt, hvor der kun var 9 minutter tilbage. Det var lidt ærgerligt, men der kunne jo på dette tidspunkt ikke blive spænding om resultatet. Hvis ikke ham i den gule trøje igen fejlbedømmer en situation og i de døende minutter dømmer straffe, fordi Maria Anton tackler en modstander i feltet! Det tyndeste straffespark set nogensinde på en fodboldbane!! Freja reducerer og pynter på resultatet.

Men vi løber med sejren. Vi har nok engang besejret et hold, der er rykket i 1. division. Vi spillede suverænt flot fodbold og var spilstyrende i omkring 75 minutter. Vi scorede flotte mål. Og vi takkede af med Danmarksserie-fodbold med endnu en sejr. Det lover ualmindeligt godt for den kommende sæson, hvor vi dog må se bort fra Sara Poulsen og Anna Vig. Sara bor i Århus og kan ikke længere få tingene til at hænge sammen. Anna Vig rejser til USA og skal studere og spille fodbold. Hun vender heldigvis tilbage til klubben, når hun er "færdig med det pjat".
Publikum valgte Rikke Baunbæk som kampens bedste spiller. Hun spillede også en meget flot kamp med stor arbejdsiver. Godt krydret med lækre afleveringer og et flot mål. Samme spiller fik hædren i omklædningsrummet - stemmerne fra spillere og trænerteam. Også Maria Antonsen og Anna Vig spillede en flot kamp, men der var roser hele vejen rundt. En flot holdpræstation, alle fighter for holdet og for hinanden. Ren fornøjelse!

Tak for en flot opbakning fra publikum! Det var super dejligt.

Kampfakta
15. minut: 1-0, Lena Olesen
20. minut: 2-0, Rikke Baunbæk
47. minut: 3-0, Anna Vig
81. minut: 3-1, Freja
92. minut: 3-2, Freja (tyndt straffe)

Danmarksserien: Esbjerg fb - Mejrup GU (1 - 9)

Sidste udebanekamp i Danmarksserien og puljens bundhold, Esbjerg var, hvad der ventede Mejrups DS piger lørdag eftermiddag. Med et hold ramt af afbud og skader, så var det trods alt med en god tro på tingene, at vi tog afsted. Vi har spillet noget meget, meget flot fodbold. Ikke med den store pointhøst til følge, men måske netop derfor var vi alle opsatte på, at i dag skulle det være. Vi ville have 3 points med hjem.

Esbjerg lægger ud med et ekstremt hårdt pres. De spillede godt og var konstant over os. I en sådan situation handler det om at bevare roen. Det pres og tempo ville Esbjerg ikke kunne klare i hele kampen. Og stille og roligt, køligt og uden slinger i valsen piller vi pynten af Esbjergs meget flotte start. Efter 7 minutter rykker Anna Vig fra alt og alle, og en Esbjerg forsvarer får i et heroisk øjeblik hånden på bolden. Kampens meget kompetente dommer fløjter straffe. Det straffe tager Rikke Baunbæk sig af - og bringer sikkert sit hold foran 1-0. På et tidspunkt hvor det faktisk ikke var helt fortjent.

6 minutter senere går luften helt af Esbjergs ballon, da Sabrina Madsen, der spillede en rigtig flot kamp for sit hold, spiller Katrine Kristensen fri på venstre kant. KK tager et træk og sender bolden afsted med den frygtede venstreskøjte. Ind over keeperen. Et flot mål af en ung spiller, som seniorholdet får glæde af fra sommer. Så går der præcis 6 minutter igen. Mathilde Sandager trækker fri fra sin højrekant, passer en bold til Sofie, der elegant lægger bolden af til Anna Vig, som afslutter et flot angreb med en flot scoring. Nu står der 0-3.

Nu står der Mejrup på det hele. Defensivt er der lukket af. Mejrups presspil fungerer, og vores spil op ad banen er en nydelse at se på!

Efter 22 minutter er Mathilde igen på spil på højrekanten. Med et flot rush henter hun en svær bold, passer den ind til Sofie, som bare kan sætte indersiden på og bringe Mejrup på 0-4.

Kort før halvleg er Anna Vig igen på spil med sine snævre driblinger. Keeperen presser dog Vig ud i en vinkel, hvor det blev svært at skyde fra. Men det gjorde hun alligevel - og satte med et flot mål punktum for første halvleg. 0-5 og halvleg. Det var fedt.

Mejrup forsætter det flotte offensive spil i anden halvleg. Og efter 7 minutter sker det, vi alle har håbet på længe. Vores dygtige Malene Iversen scorer! Efter en god pasning i dybden fra Rikke afdribler Malene et par Esberg spillere og scorer helt rigtigt i det lange hjørne.

Esbjerg scorer 20 minutter ind i halvlegen et mål, hvor vi må erkende, at vi stod og tog os en lille blunder. Men det forhindrer ikke, at vi to minutter senere kan scorer yderligere. Denne gang flot forarbejde af Sofie Brøndgaard og en scoring af Rebecca Green, der også er en talentfuld U18 spiller, der rykker op som senior efter sommer. Facit er nu 1-7.

Næste angreb smider Rikke en flot assist til Anna Vig, der eminent vender med bolden og placerer sit skud helt ude ved stolpen. Og 5 minutter før tid lukker vi festen med endnu en scoring. Mathilde har trukket sig fra i venstre side, passer bolden ind til Rikke, der med et træk bringer sig fri til endnu en scoring.

Den sidste udebanekamp i Danmarksserien blev vundet med 9-1. Mejrup spillede suverænt. Det er en fornøjelse at være en del af. Dedikerede spillere, der roligt arbejder sig igennem et voldsomt Esbjerg pres fra start og rutineret (hvis man kan sige det om et meget ungt mandskab) piller alt i stykker for Esbjerg. Vi har talt om scorings-kriser på vores hold. I dag ramte vi målet. Og når vi spiller så flot og samtidig rammer kassen, så er vi altså en vanskelig modstander.

Sidste kamp i DS er på søndag imod Aalborg Freja, som har fejret deres oprykning til 1 division. Samme dag hylder vi pigefodbolden i Mejrup og håber, at vi om formiddagen får træningsbanerne fyldt med piger i alderen 6-14 år.

Deltagerne slutter af med at se DS kampen mod Aalborg Freja på EuroCon Arena kl. 13.00.

Danmarkserien: Skovbakken - Mejrup GU (2 - 2)

Søndag eftermiddag tog Mejrup fat på 14 dage med udebanekampe! I dag gjaldt det Skovbakken, der indtil dagens kamp har vundet 4 kampe - hentet blandt andet i de to tidligere kampe mod os. Vi var derfor indstillet på, at det nu måtte være vores tur til sejr! Efter en rigtig flot kamp mod Vildbjerg i sidste weekend var det også med en god tro på tingene, at vi alle stillede op til kamp.

En rigtig stærk opstilling i den nye formation. Vi var klar. Vi troede på det!

Vi kommer ikke helt så godt fra start. Vi styrer ikke rigtig spillet. På midtbanen stod Skovbakken med rigtig mange spillere for at dække for dels Anna Vig, dels Rikke Baunbæk. Det tog noget tid for de hvide, før vi styrede spillet. Men det gjorde vi så også efter godt og vel et kvarter - og kampen ud.

Flere flotte opspil gav tilbud til Ida Larsen, Mathilde Sandager og Lena Olesen. I det 32. minut sparker Rikke et frispark på overliggeren. Og i bagkæden lukker vi Skovbakken ude!

Stillingen er derfor fortsat 0-0 ved halvleg.

Fortrøstningsfulde går vi til anden halvleg. Men ganske kort inde i halvlegen rykker Skovbakken forbi på venstre kant, spiller bolden indover, hvor vi forsøger at heade bolden væk. Den rammer en Skovbakken-spiller og har kurs mod målet. Tilfældigt og ikke helt efter fodboldens ABC, men et mål er et mål - og det tæller! Vi var bagud 1-0.

Et angreb efter fodboldens ABC kommer til gengæld i det 63. minut, hvor Mejrup igen viser flotte løbebaner. Opspil til Ida, der lægger af til Rikke. Vig, der foretager sit løb, Rikke der spiller sukkerbolden og Vig, der dribler forbi keeperen og putter bolden i kassen. Fortjent! 1-1!

Siden er der chancer til vores meget farlige angriber på top, Ida Larsen. En aggressiv angrebstype, der kæmper for alle løse chancer. I en af disse situationer er hun alene med keeperen, men har ikke det fornødne held til at score. Sofie Brøndgaard har kort efter en god chance for at bringe os foran, men overplacerer sit skud.

Ida rammes af uheld i endnu en aggressiv duel. For anden gang i denne sæson brækker hun kravebenet og må forlade banen og en tur på sygehuset. Dommen var som frygtet: kravbenet brækket, en slynge på og ingen fodbold i de næste 6 uger! Surt. Ida har virkelig fundet formen. Og må nu slutte sæsonen på tilskuerpladsen!

Kort efter uheldet er vi ikke helt skarpe i defensiven. En midtbanespiller får chancen fra distancen og scorer  uden at være blevet presset optimalt. Flot mål helt bredt i målet.

Stadionuret tigger mod 90. Idas uheld tog naturligvis nogle minutter, som kun dommeren havde styr på. Rikke overhører, at dommeren siger "et halvt minut" - og så tager f..... ved hende. Hun afdribler to spillere og bringer med en flad afslutning balance i regnskabet. Til slutfacit 2-2. Helt, helt fortjent. Og det ville bestemt ikke have været uretfærdigt, om vi havde fået de tre points. Men de gule var tilsmilet lidt mere af fru Fortuna i dag - og så må vi jo bare sande, at de rammer målet, når de afslutter, mens vi jo skal bruge mange forsøg for at score vores to mål.

Men spillet er flot! Spillerne elsker at spille fodbold! Og de kæmper i samtlige 90 minutter. Og tror på tingene til det sidste! Og med den indstilling fra sin spillertrup - så er det svært at være utilfreds!

I næste weekend skal vi besøge Esbjerg. Dem har vi vundet over i de to tidligere opgør. Men de har dygtige spillere, og vi skal virkelig spille med stor fokus, hvis vi vil have noget med hjem fra Esbjerg.

Kampens spiller blev med 5 stemmer i dag Maria Antonsen, der fra sin venstre backplads spillede helt, helt suverænt. Der var lukket land i den side af banen - og afleveringerne frem i banen sad lige i skabet. En stor kamp af "Anton"!

50 minut: Henriette Lund ud, Sofie Brøndgaard ind
60 minut: Lena Olesen ud, Sara Poulsen ind
76 minut: Ida Larsen ud, Kristina Agger ind

Danmarksserien: Mejrup GU - Vildbjerg SF (3 - 2)

LÅ-LÅ-LÅ-LÅ-LÅ-LÅ-LÅ ...

Ja, lad det da bare skinne igennem med det samme! Mejrup vandt en suveræn kamp over nyoprykkede Vildbjerg. Fra start til slut dominerede Mejrup kampen, måske lige med undtagelse af en lidt nervøs start på anden halvleg!

Med en kraftig vind i ryggen i første halvleg svingede de hvide dirigentstokken og bestemte overalt på banen. Efter 22 minutter kan Henriette Lund fra sin højre kantposition sparke en høj bold mod kassen, der med vindens drilske fart, snyder Vildbjergs keeper og springer over hende ind i målet. Forløsning! Endelig kunne vi blive tilsmilet af en lille smule held. Men klogt af "Henry" at tro på chancen. Og vi kender godt betydningen af den scoring!

Vi fortsætter med at lægge pres på Vildbjerg. Vi har sådan set bolden ret meget, men de gylde bolde i dybden får lidt for meget i dag, fordi vinden tog godt fat. Kort efter scoringen har Anna Vig et seriøst forsøg på mål, hvor hun efter at have rundet en forsvarsspiller hamrer bolden på stolpen!

Mejrup stillede i dagens kamp op i en lidt ny formation på midtbanen. Og kun med en enkelt angriber! Med en hamrende intelligent spiller som Malene Iversen på den defensive midt, så er det måske præcis den formation, vi skal spille fremadrettet. Malene havde i hvert fald forstået konceptet og spillede sin bedste kamp - måske endda nogensinde - i den hvide trøje! Konstant stod hun i vejen for et Vildbjerg opspil. Og med Rikke Baunbæk og Anna Vig foran som spilkreatører - så var der godt nok meget at glæde sig over i dag.

Anden halvleg og vinden lige i ansigtet! Men så er det netop, at kreatørerne sætter ind. Ida Larsen gjorde et fantastisk indhop til anden halvleg, og på en lækker dybdebold smækker hun bolden på tværs i feltet til en fremragende Lena Olesen, der køligt sætter indersiden på. Klasseangreb. Mejrup fører 2-0!!

Kort efter vil Vildbjerg være med! De får et frispark ved midterlinien og udnytter vinden - og sparker direkte mod mål. Præcis som i første halvleg bliver det denne gang vores keeper, der bliver snyt af boldens fart i opspringet - og Vildbjerg har reduceret til 2-1.

Det er i disse situationer, at Mejrup normalt går i panik. Det gjorde vi også ganske kort i dag. Men kun ganske kort. For 10 minutter efter får vi kampens allerflotteste angreb! Med løbebaner der er trænet på grønsværen i Mejrup. Så sent som i torsdags!! Malene finder Rikke på midten. I samme øjeblik sætter Anna Vig et løb ind. Det ser Rikke, og hun passer en perfekt bold til Anna Vig, der afdribler keeperen og putter bolden ind i kassen! Mønster angreb! Og 3-1. Helt, helt fortjent.
I det 92. minut får Vildbjerg reduceret til 3-2, men vi var ligeglade. For vi havde netop slået det kommende 1. divisionshold. To gange ud af 3 mulige! Med kløgt, med fight og med en fantastisk holdmoral!! Alle leverede varen! Fra spiller nummer 1 til spiller nummer 14. Lena Olesen, der spillede en stor kamp vandt publikums-prisen, mens Malene Iversen fik hele 9 stemmer i omklædningsrummet. Ida Larsen gjorde et fremragende indhop. Forsvarskæden stod stærkt og spillede fokuseret. Og spilkreatørerne Vig og Rikke på midten spillede med stor autoritet!

I næste weekend skal vi møde Skovbakken på udebane. De spiller også i gult. Lad os håbe, vi kan finde samme takter frem! For så er det altså godt nok sjovt at spille fodbold!!!

Målscorere for Mejrup: Henriette Lund, Lena Olesen og Anna Vig.

Indhop: 45 min: Ida Larsen ind - Sofie Brøndgaard ud / 55 min: Sara Poulsen ind - Henriette Lund ud / 70 min: Maria Antonsen ud - Sabrina Madsen ind.

Danmarksserien: Fortuna Hjørring - Mejrup GU (1 - 0)

Afgang i fælles bus med U13 piger mod Landlyst i Hjørring hvor mægtige Fortuna Hjørring hører til. En hyggelig og lang bustur, som vi altid bruger konstruktivt til socialt samvær og gode samtaler. Vi var helt klare i spyttet - vi tog til Hjørring for at byde storklubben op til dans. Set i lyset af den seneste meget mangelfulde pointhøst, så var det også pointsultne piger og trænere, der gjorde klar til kamp.

I de seneste oplæg har vi talt meget om, at vi skulle kunne stå distancen, holde fokus og hovedet koldt i 2 x 45 minutter. Det har, for vores meget unge hold, været et emne, vi har talt meget om. Hvis ikke man holder fokus, straffes man i en vanskelig DS række med kloge og dygtige modstandere.

Pigerne var derfor klar til, at i dag ville de vise, at de kunne spille fokuseret fodbold i begge halvlege.

Sådan blev det også næsten. Men vi havde det svært i begyndelsen af kampen. Her var Fortuna bedst, mest skarpe og ekstremt hurtige på bolden. Vi var ikke spillet ud af banen, men vi var lettere rystet over det pres, Fortuna lagde på os. Helt fortjent bringer Fortuna sig også foran i en vanvittig omstilling fra midtbanen, hvor de lynhurtigt kommer til afslutning og scorer sikkert, uden at Mille Gammelvind i målet havde en chance. Det tog os 10 minutter at ryste den start af os. Men så stod der også Mejrup på resten af halvlegen. Og ja - resten af kampen.

For i anden halvleg spillede Mejrup noget af det bedste og flotteste fodbold, vi har set dem spille i denne sæson. Det unge Mejrup mandskab fightede, så det fløjtede, og de spillede genialt fodbold op ad banen. Fine pasninger, vendinger, dybdebolde. Alt var flot. Bortset fra at vi ikke udnytter de åbne chancer, vi har for scoring. Hvis vi taler rene 100% chancer, så var der i hvert fald fire. Og så var der de løse ved siden af. Vi sad totalt på spillet i anden halvleg og efterlod ikke Fortuna at komme til fadet.

Men de mange brændte chancer blev igen en bremseklods for succes til Mejrup. Det skal dog siges, at Fortuna i målet havde en klassekeeper, der i helt nødvendige situationer diskede op med de TV-redninger, der skulle til, og som altså resulterede i, at Fortuna ufortjent fik sig de første 3 points mod Mejrup i denne sæson.

Det er altså en bitter pille at sluge. Ikke mindst for pigerne, der gav alt, hvad de havde for at hente en sejr i land. Vi har spillet fint i mange kampe, men vi henter ikke mange point. Det må vi bare se i øjnene. Men det er heller ikke nu, Mejrup skal toppe. Vi så igen rigtig mange positive momenter i spillet. Vi så spillere slå til på uvante pladser, Sofie Brøndgaard på kanten og Malene Iversen i midterforsvaret. Samtidig så vi Maria Antonsen på backpladsen, der godt nok fik vist, at hun gerne gør sig berettiget til en plads i startopstillingen. Og vi så et ungt mandskab styre kampen til de døende minutter - et mandskab der fightede sammen til sidst fløjt. Det er vanvittigt ærgerligt, at så flot en holdmoral ikke tilmiles af lidt af det held, der også engang imellem skal til.

Det gjorde jo så - i bogstaveligste forstand - "Fortuna" i dag.

Efter kampen blev der stemt om kampens spiller. Helt fortjent gik stemmerne til "holdet"! Flot moral, flot spil, god fight - men igen et knebent nederlag.

Nu har Mejrup 14 dages kamppause. Vi vil udnytte tiden til at træne i de små finesser, der skal til for, at vi igen kan komme på scoringstavlen. Skarphed i den sidste aflevering og skarphed foran mål.

Danmarksserien: Mejrup GU - AaB (1-1)

Solskin over EuroCon Arena. 14 piger klar til kamp! En ekstra spiller i reserve og en veloplagt speaker i stadionskuret. Mejrup var klar til DS bold - modstanderen var AaB. AaB har netop passeret os på fjerdepladsen med et point mere, og der var derfor lagt op til en lige kamp mellem de to hold.

Det blev det også. En halvleg til Mejrup, der var totalt spilstyrende i hele første halvleg. Og en halvleg til Aab, der tog over, da Mejrup mere eller mindre gav dem lov.

I første halvleg spillede vi ellers fantastisk fodbold. Vi stod rigtigt i defensiven, vi lukkede af, vi styrede spillet og havde masser af kreative angreb. Fordi alle var fokuserede og arbejdsomme lykkes det os at komme til et hav af afslutninger. Ikke alle med samme held.

Efter 10 minutters spil viser Sara Poulsen og Rikke Baunbæk dog, hvordan et mønsterangreb skal afsluttes. Sara har bolden på kant og ser Rikke i et tempofyldt løb frem i banen. Sara ligger en fin pasning, som Rikke kan løbe lige ind i - og hun udplacerer koldt en fremstormende keeper.

20 minutter senere har Mejrup en gigantisk chance, hvor Ida har opsnappet en bold på højre kant og smukt ligger bolden til rette for Sara P inde foran mål. Men Sara misser desværre den fine chance. Rikke Baunbæk sender et frisparksforsøg kort forbi mål og på et frispark eksekveret af Henriette Lund, kommer en sprudlende Lena Olesen til afslutning - men rammer stolpen! Kort efter frispark af Rikke Baunbæk hvor Henriette Lund header lige forbi. Chancer var der godt nok mange af, men 1-0 stillingen hold til pausen
Vi var helt enige om, at nu manglede 45 minutter, hvor vi igen måtte holde fokus på at afvise alt i defensiven. Vi var faktisk stadig farlige i det fremadrettede spil, og der var gode chancer til både Ida Larsen og Sofie Brøndgaard. Rikke Baunbæk havde flere forsøg udefra. Henriette Lund var farlig på hovedet foran kassen ved dødbolde. Men det forblev til den ene scoring til hjemmeholdet, og da fusen efterhånden gik af ballonen hos hjemmeholdet, så skete det, som ikke måtte ske, men som vi for tiden oplever for ofte. Modstanderen tager over - får en chance og udnytter den til fulde! Et kvarter før kampens afslutning gør Aab det onde ved os. Faktisk fortjent for på det tidspunkt var det Aab, der var spilstyrende og dem, der havde mest overskud!

Det er surt, ærgerligt og dumt, at vi på en dag, hvor vi spiller så suverænt i første halvleg ikke magter at holde fast i spillet - og dermed kører kampen hjem til en sejr. Det giver stof til eftertanke, for det er meget vanskelige kampe vi har i sigte. Næste weekend skal vi på bustur til Fortuna Hjørring. Her følges vi med vores talentfulde U13 piger, der også spiller mod Fortuna i U13 mesterrækken!

Tilskuerne valgte i dag Mathilde Sandager som kampens spiller. Hun har speed og var suveræn på højre kant i første halvleg. Medspillere og trænerteam valgte Lena Olesen til kampens spiller. På en dag, hvor Lena viser hele sit potentiale - så er hun en fantastisk spiller. Teknisk god og fysisk stærk. Hun var med i rigtig meget i Mejrups opbyggende spil. Så helt fortjent, at hun fik hele 9 stemmer!

Danmarksserien: Fredericia KFUM - Mejrup GU (2 - 2)

I sidste weekend tabte Mejrup 2-0 til Fredericia på hjemmebane og med stort set alle spillere til rådighed. I denne weekend var det blevet tid til den omvendte kamp i Frederica. Mejrup med 4 ufrivllige udskiftninger i truppen i forhold til hjemmekampen. Der var faktisk ikke så meget at rafle om. Vi måtte gå på banen med en indstilling, der sparker røv! Der blev skuet på nogle parametre for kampens tema med fokus på at undgå de fejl, som vi begik i 2-0 kampen. Og med det fokus gik spillerne på banen!

Allerede et minut inde i kampen er vi på færde i Fredericias målfelt. Rikke sparker til bolden på et frispark et stykke udenfor feltet. Bolden er ikke så langt fra mål endda og unge KK, som vi til dagens kamp havde lånt af U18, var lige ved at prikke returbolden i kassen. Da 24 minutter er spillet, er det KK, der med sit frygtede venstreben forsøger sig udefra med et meget kvalificeret spark, men keeperen må ud i fuld længde og lykkes med at parrerer bolden over mål.

Vi forsøger at spille bredt og med Sara Poulsen og Mathilde Sandager på kanterne, er der garanti for både speed og fight! Det brede spil efterlader lidt spillerum til en meget velspillende midtbaneduo; Malene Iversen og Rikke Baunbæk. Og de to satte sig selv i scene i det 30 minut. Malene bærer bolden frem, snyder to Fredericia spillere og serverer en klassebold til Rikke, der helt efter bogen kanonerer bolden fladt yderst i målet. 1-0 og stor jubel. Og helt fortjent. Det var en flok Mejrup spillere, der havde revanche i tankerne.

Vi var klart spilstyrende i hele første halvleg. Der var ro i bagkæden, der fornuftigt stod de rigtige steder, og som køligt bragte bolden i spil bagfra. Der var bevægelse og konstante løb. Vores løbestærke duo på midten løb nok igen i omegnen af hver sine 15 km. Kanterne var aggressive, og det samme var Marie Nielsen og KK på top. Der var konstant pres på Fredericias bagkæde, og de var tydeligvis rystede en overgang i første halvleg.

I halvlegen skifter vi Marie Nielsen ud med endnu en U18 spiller, nemlig Rebecca Green. Allerede i første minut af anden halvleg vil Rebecca være med til fodboldlegen. Med bolden på fødderne løber hun i fri position og finder elegant sin holdkammerat KK, der køligt sender bolden i kassen fladt i målet og under keeperen. 2-0 til et fremragende Mejrup mandskab!

Desværre holder jubelen ikke længe. Efter 5 minutter spiller Fredericia en lang dydbebold, der splitter vores forsvar. Deres hurtigste spiller løber fra os og udplacerer en sagesløs Mille Gammelvind i målet.

Og 5 minutter efter går det galt igen! Vi får ikke bolden clearet væk. og nok engang straffes vi på den ondeste måde ved en udligning til 2-2.

Vi foretager et par rokeringer, og ind kommer Line Kallesøe og Mai Poulsgaard. Sidstnævnte også fra U18 holdet. Ud kommer KK og Sara Poulsen.

Vi kæmper os i fællesskab tilbage i kampen, og forrest i denne fight går Mathilde Sandager, Malene Iversen og Rikke Baunbæk, der virkelig viser vejen frem. Virker spillet ikke - så må man fighte det ene point hjem. Og det var faktisk også tæt på at lykkes os at score endnu engang, fordi vi igen i de sidste 10 minutter blev spildominerende. Men det forblev remis i en kamp, hvor vi fik rettet op på fejlene fra det sidste møde, og hvor man bare må rose spillerne for en meget disciplineret indstilling! Og så må man rose vores lånte spillere fra U18. De bragte en helhjertet fight og god energi med sig. Dejligt, at man ved, man kan regne med de unge talenter i klubben!

Kampens spiller blev med 6 stemmer Mathilde Sandager.

Danmarkssserien: Mejrup GU - Fredericia KFUM (0 - 2)

EuroCon Arena bød søndag eftermiddag på solskin og rigtig dejlig varme. På lægterne var omkring 50 tilskuere klar til at se de hvidblusede levere varen på banen - mod puljens bundprop. Mejrup spillede også flot fodbold. I 2 gange 15 minutter. Ellers blev det en rodet affære, hvor vores vante pasningsspil aldrig kom til at flyde, hvor vores førsteberøringer var for dårlige - hvorfor de hvide konstant måtte slås for bolden.

Vi magtede ikke at omsætte vores chancer til mål. Og chancer var der nok af. Vi havde et mål i kassen, men fløjtet for offside. Anna Vig har en gigantisk chance allerede i det 5. minut. Og sådan fortsatte det faktisk kampen igennem. Hjørnespark med stolpe ud, flere nærliggende forsøg  - men vi var alt for uskarpe i afslutningerne.

På midtbanen måtte vi slås med megen fysik og Fredericia efterlod ikke vores midtbane plads til at stikke de normalt skarpe afleveringer. Moralen fejler sådan set ikke noget hos Mejrup pigerne. De fortsætter deres fight, men denne dag lykkes tingene bare ikke - og som så ofte i den slags kampe, så straffes vi i de sidste minutter i en omstilling og Fredericia bringer sig foran 1-0. 3 minutter senere spiller Fredericia sig flot igennem og banker bolden højt i målet - uden chance for Mille i målet, der stod en flot koncentreret debutkamp for Mejrup.

Det er super træls lige nu. Vi ville så gerne have vist det fremmødte publikum noget andet. Vi ville så gerne spille flot fodbold. Men i dag blev det ganske enkelt noget rod. I næste weekend skal vi spille den omvendte kamp i Fredericia - og vi må se om ikke vi kan komme bedre fra land i den kamp.

Mille Gammelvind på 18 år fik debut i målet og stod koncentreret kampen igennem. Hun havde ingen chancer for at snuppe de to scoringer. Holdkammeraterne giver Mille stemmerne efter kampen. En flot gestus - og helt fortjent.

Danmarksserien: Aalborg Freja - Mejrup GU (1 - 0)

Efter en solid sejr i sæsonpremieren på 4-0 over Esbjerg stod den lørdag på langfart til puljens tophold, Aalborg Freja. Mejrups trup har en gennemsnitsalder på omkring 19 år, og det var derfor på forhånd udråbt til en temmelig stor mundfuld for de unge piger at møde et fysisk stærkt og voldsomt rutineret mandskab fra Freja, som har til hensigt at rykke op i 1. divison. Oplægget var derfor også, at hovederne kampen igennem skulle holdes kolde, at vi skulle stå helt rigtigt defensivt, og at vi efter vores hurtige bolderobringer skulle forsøge at holde bolden i spil på egne fødder.

Pigerne hold fast i konceptet i hele kampen! Der var fuld fokus, der var arbejdsomhed i boldpresset, og i pasningsspillet er vi ganske enkelt klasser foran Freja. På den øverste del af banen var vi i dag ikke skarpe nok. Det hænger helt naturligt sammen med, at Freja har det stærkeste forsvar i puljen med kun 8 inkasserede mål! Det var ikke let at komme igennem - eller at komme på skudhold. Vi har chancerne, men må sande, at vi i flere tilfælde afventer for længe, inden vi afslutter.

Både Anna Vig og Rikke Baunbæk har dog hver et kvalificeret skud fra distancen i første halvleg. Desværre uden held i støvlen.

5 minutter før halvleg laver vi den eneste fejl i vores forsvar i den kamp. Og det straffer et rutineret mandskab jo gerne. En upræcis pasning opnappes af en hurtig Freja angriber, som gør det onde ved et godt fightende Mejrup mandskab - og bringer hjemmeholdet i front med 1-0.

Efter pausen gør Mejrup det eneste rigtige. Kæmper sig tilbage i kampen! Den sidste halve time er der konstant pres på Frejas forsvar og på Frejas mål. Vi forsøger at skyde, vi forsøger at drible, vi forsøger at spille os igennem. Ida Larsen har rigtig fornuftig afslutning mod mål, som kun grundet en TV redning fra Frejas keeper, ikke udløser en scoring. Lena Olesen har et godt forsøg, som reddes i første omgang, hvor sidste weekends måltyv Sofie Brøndgaard presser på anden bolden - men også uden held.

Mejrupspillerne fightede til det sidste for at hente en fortjent udligning, men i dag var heldet ikke helt med de hvidblusede! Og da kampen blev fløjtet stod der stadig 1-0 til Freja.

Selvom det i dag blev til et nederlag, så var indsatsen fra Mejrupspillerne så opløftende, at man kun en kort stund var ærgerlig over resultatet. Jeg har sjældent set et hold, hvor det så tydeligt skinner igennem, at de nyder at spille sammen! Der er så meget potentiale i det hold, der er så megen vilje, så meget hjerne og så meget hjerte i alt, hvad de foretager sig. Jeg er stolt. Selv i nederlagets stund!

Kampens store spiller blev i dag Rikke Baunbæk, der med et heroisk løbearbejde konstant var med både fremme og tilbage. Hun gik forrest og viste vejen for holdkammeraterne. Også roser til velspillende Lena Olesen og hurtige Mathilde Sandager!

Næste weekend skal Mejruppigerne spille på EuroCon Arena. Her tager vi imod Fredericia, som ligger i bunden af puljen med - i skrivende stund - kun 5 points! Vi håber, at mange har lyst til at støtte Mejruppigerne. Vi har et fantastisk hold. Og en fantastisk moral!

Danmarksserien: Mejrup GU - Esbjerg fB (4-0)

Endelig stod den på turneringsfodbold igen! Efter en opstartsperiode på 2 måneder med træning, træning og træning var det rart af komme igang med de "rigtige" kampe igen. Mejrup har haft en fin opstart, og vi havde fundet frem til, hvordan puslespillet på banen skulle lægges! Nu var det bare spændende, om brikkerne var sat rigtigt sammen.

Esbjerg fB var dagens modstander. De har en farlig angriber med et vildt speed i fødderne. Vi har opmærksomme på, at det var Esbjergs farlige våben. Men vores fokus var dog mere på, hvordan vi selv ville spille spillet på banen. Sætte defensivt ind, styre spillet og være farlige på top.

Efter en svær start med hagl og vind over banen og vel også med lidt premierenerver i kroppen så fik vi efter godt og vel 20  minutter helt styr på kampen. Og sådan forblev det spilletiden ud. Vi lukkede Esbjerg ud, og de nåede aldrig at sætte keeper, Lisbeth Skjødt på nogen prøve. Dertil var vores defensiv for stærk! Fremadrettet spillede vi flot pasningsfodbold. Vi fandt hinanden med korte og lange pasninger og var klart bedst, når bolden var i spil på fødderne! Flere forsøg mod Esbjergs keeper løb dog ud i sandet i første halvleg, skarpheden var ikke helt på plads endnu. Chancer var der nok af! Vi var aggressive og arbejdsvillige, men vi havde ikke held eller skarphed i støvlerne i første halvleg.

Vi gik derfor til pause ved stillingen 0-0.
Vi var fast besluttet på at fortsætte vores fine fremadrettede spil. Og vi skulle da heller ikke længere ind i anden halvleg end 6 minutter, da Anna Vig forsøger med et skud fra distancen. Keeperen parerer bolden, der ender for fødderne af en fremstormende Sofie Brøndgaard, der med et lille prik på bolden starter det, der senere komme til at ligne et målorgie! 3 minutter senere smider Anna Vig en sukkerbold i dybden til Ida Larsen, der køligt kigger op og sender en suveræn bold indover til Sofie Brøndgaard, der elegant flugter bolden i kassen til 2-0. Et fantastisk mål!

Efter en times spil forsøger Malene Iversen sig med en afslutning fra midtbanen. Med en Sofie Brøndgaard på top kan det blive en farlig situation. Igen mister keeperen grebet om bolden, og Sofie kan prikke bolden i kassen. Vaskeægte hattrick fra den unge spiller. Men hun er ikke færdig endnu. For 10 minutter før slutfløjt sendes en lang bold frem i i banen. Sofies løb mod bolden viste vilje og energi - og naturligvis kommer hun først, vrister sig fri og og passerer en fremstormende keeper.

Mejrup vinder 4-0. Alle mål scoret af Sofie Brøndgaard, der spillede en fantastisk kamp. Det samme gjorde Frederikke Ovesen i vores centrale forsvar! En helt ny plads til en helt ung spiller. Hun leverede en suveræn indsats. Stod de rigtige steder, brød spillet og slap hver eneste gang helt rigtigt af med bolden. Det er en fornøjelse at være træner, når de helt unge spillere pludselig har fundet melodien og har fundet sin plads på holdet. De to leverede i begge ender af banen, mens der også er ros til midtbanekæden for et fabeltagtigt løbearbejde, der baner vej for en boldbesidddelse på omkring 75%.

Dejlig start på sæsonen. Det er godt for pigerne, der alle meldte sig ind i kampen! Der er så meget potentiale i Mejrups unge hold! En fornøjelse, ganske enkelt!

Kampfakta
45. minut: Marie Nielsen ud, Lena Olesen ind
60. minut: Cecilia Kirk og Line Mejdal ind, Ida Larsen og Henriette Lund ud.

Målscorer: Sofie Brøndgaard: 4 stk!
Kampens spiller: Sofie Brøndgaard (tilskuere), Frederikke Ovensen (holdkammerater og trænerteam)

Næste kamp er mod topholdet fra Aalborg Freja. En vanskelig udekamp mod en stærk og fysisk modstander, der formentlig er på vej mod 1. division.

Danmarksserien: Mejrup GU - Skovbakken (0 - 2)

Nederlaget til Vildbjerg i tirsdags havde ramt Mejrup spillerne hårdt. Vi var ramt på selvtilliden, vi var ramt mentalt. Søndag eftermiddag mødte vi Skovbakken på "hjemmebanen" på Vest. Vi skulle rejse os. Det var vigtigt for os med 3 points.

Men vi rejste os ikke. Vi spillede usikkert i vores defensiv, som ellers i mange kampe har været vores stærke side.

Det var ikke fordi, vi ikke havde chancer i kampen. Faktisk havde vi to gigantchancer i første halvleg, som kunne have ændret kampens forløb, hvis bolden var blevet sparket i kassen. På en flot bold i dybden blev Lena Olesen spillet fri allerede efter 6 minutter af kampen. Men hendes afslutning ramte stolpen. Kort efter var Frederikke Ovesen på færde i Skovbakkens felt, og tilbagevendte Ida Larsen lagde konstant pres på Skovbakkens forsvar.

I den anden ende lykkes det Skovbakken at score to gange på ti minutter. Vi fik ikke clearet bolden, og så blev vi straffet af de effektive Skovbakken-spillere.

Det gik ikke vores vej i dag! Det må vi bare sande. Bagud 2-0 ved halvleg. Vi har skavanker på Lisbeth Skjødt i målet og på Rikke Baunbæk på midten.

I halvlegen foretager vi indskiftning af Sofie Brøndgaard, der overtager pladsen på højre back efter Cecilie Krarup. Kort ind i anden halvleg må Rikke Baunbæk udgå med noget, der ligner en fiberskade i baglåret. Ind kommer Henriette Lund.

Mejrup-pigernes moral fejlede ikke noget i dag. Spillerne blev ved at søge heldet. De viste figthervilje og god moral. Og selvom vi lagde et voldsomt pres på Skovbakken i den sidste del af kampen, så var vi ikke heldige med vores afslutninger, og vi fik aldrig puttet bolden i kassen.

Vores defensiv løftede sig i anden halvleg. Sofie Brøndgaard spiller en meget flot højre back, fik clearet det hun skulle og deltog aktivt i det fremadrettede spil. Hun spillede det bedste,  vi har set fra hende i år, så det er bestemt en spiller, vi kan vente os meget af i den kommende sæson.

Malene Iversen spillede både angriber og midtbane i dag. Også hun leverede en flot indsats med et stort løbepensum og med masser af bolderobringer. Vi fandt de sidste resourcer frem, spillerne gjorde, hvad de kunne for at søge heldet og finde hullerne i Skovbakkens forsvar. Men vi må erkende, at vi var slidte. Mentalt og fysisk! Det har været en hård sæson. Vi har spillet fremragende kampe, men vi har også spillet kampe på knap så højt niveau.

Vi måtte i dag tage afsked med keeper Lisbeth Skjødt og med Charlotte Hansen i vores midterforsvar. De lægger støvlerne på hylden og "dribler" videre i livet med uddannelse og andre træningsformer.

Til gengæld forventer vi, at vores skadede spillere vender tilbage til den sidste halvdel af sæsonen i det nye år.

Vi har nu vinterpause. Det trænger vi alle til. Vi træner en gang i ugen i november måned, styrketræner henover vinteren, og så gør vi os klar til at kæmpe for overlevelse i Danmarksserien i den sidste halvdel af sæsonen!

Kampfakta
16 minut: 0-1
29 minut: 0-2
45 minut: Cecilie Karup ud, Sofie Brøndgaard ind
55 minut: Rikke Baunbæk ud, Henriette Lund ind
83 minut: Lena Olesen ud, Cecilia Kirk ind

Kampens spiller blev Sofie Brøndgaard, kåret af tilskuere såvel som af holdkammerater. Malene Iversen var ligeledes blandt de bedste i dagens kamp.

Danmarksserien: Vildbjerg SF - Mejrup GU (4 - 1)

Efter en kamppause på 14 dage skulle Mejrups DS damer endelig i kamp igen! På udebane mod Vildbjerg. Vi skulle se, om vi kunne finde de meget flotte takter frem igen fra kampen mod Fortuna. En kamp, vi stadig med stor stolthed kan se tilbage på. Og måske en kamp, som vi kom stadig hviler lidt på laurbærrerne over. Vi må i hvert fald sande, at vi i Vildbjerg kom ud for et gigantisk pres og over hele første halvleg blev vi statister til et meget flot spillende Vildbjerg hold.

Vi sad slet ikke på spillet, vores afleveringer havde ingen adresse og vi styrede ikke vores offside med vanlig sikkerhed. Vores normale presspil kom aldrig til at fungere.
At vi kun var bagud 2-0 ved pausen kan vi takke en velspillende keeper, Lisbeth Skjødt for.

I anden halvleg kom vi heldigvis bedre med i spillet. Der kom lidt mere tro på tingene og i denne halvleg var vi da boldbesiddende i længere perioder. Til helt store målchancer kom vi dog aldrig. Med undtagelse af det skud, som Rikke Baunbæk fra distanacen sætter i kassen højt i målet efter en flot dribletur. Kort tid efter bliver vi afdriblet i den anden ende og slutfacit blev dermed 4-1 til Vildbjerg.

Det var en kamp, Vildbjerg var kommet for at vinde. Det stod klart fra kampens første fløjt. De ville det mere end vi. Jeg har kun respekt for et flot spillende fodboldhold og det er helt, helt fortjent, at vi taber kampen. Vi kunne såmænd have tabt med endnu større cifre!

Vi må se i øjnene, at hvis ikke alle byder ind med 100% vilje, så er vi ikke et fremragende hold. Og der var for mange, der af uvisse årsager aldrig fandt niveuaet i dag.

Lisbeth Skjødt og Rikke Baunbæk måtte deles om at være kampens bedste spiller. Helt fortjent. De viste begge klasse og højt niveau. Herudover spillede Maria Antonsen på venstre back en solid kamp. Sofie Brøndgaard og Frederikke Ovesen gør en forskel, da de træder på banen til anden halvleg. Og på højre back spillede Mathilde Sandager en vigtig rolle overfor en lynhurtig Vildbjerg angriber, som aldrig nåede at blive helt så farlig, som vi har set hende før.

Ellers var det en halvsløj præstation, der bestemt kun kan og bestemt også skal løftes til næste kamp. Vi møder på kunstgræsbanen på Vest, Skovbakken. Her har vi revanche tilgode, da vi på deres bane led et forfærdeligt nederlag.

Kampfakta
0-1 20 min
0-2 32 min
45 min: Ind Sofie Brøndgaard, ud Henriette Lund. Ind Frederikke Ovense, ud Cecilia Kirk
0-3 57 min
60 minut: Ind Cecilie Krarup, ude Sara Poulsen
1-3 63 min, Rikke Baunbæk
1-4 67 min

Danmarksserien: Mejrup GU - Fortuna Hjørring (2 - 0)

Grundet et meget langvarigt regnvejr og derfor regntunge og lukkede baner i Mejrup var DS damekampen mellem Mejrup og Fortuna rykket til kunstgræsbanen på Idrætscenter Vest. Det betød, at der var spilbart underlag til to hold, der gerne vil spille fodbold! Og det blev en kamp med damefodbold på højt niveau! Det blev en kamp med masser af fight, fint pasningsspil og med farlige forsøg i begge ender af banen. Flest i Fortunas ende - for Mejrup leverede en indsats, der var så fornem, at Fortuna blev snørret ned i sækken med en hjemmebanesejr til Mejrup på 2-0.

Endnu engang vinder Mejrups fantastiske holdmoral og gejst over pensionerede A-landsholdsspillere, over ungdomslandsholdsspillere og over spillere, der har rigtig gode vilkår i en fantastisk fodboldklub fra Vendsyssel. Og vi gør det overbevisende. Og vi gør det, fordi vi i hele kampen bakkede op for hinanden. Fordi vi stod flot i vores forsvarskæde. Fordi vi spillede fantastisk disciplineret på vores midtbane, og fordi vi over hele banen lægger pres på de grønblusede og derfor aldrig tillader dem at komme rigtigt ind i kampen!

Mejrups første nærgående forsøg falder efter frispark fra Rikke Baunbæk. Hun finder Henriette Lund foran mål. Henriettes suveræne hovedstød er meget tæt på, men dog forbi. Kort tid efter er der igen fare på færde i Fortunas felt. Cecilia Kirk sender en flot afslutning afsted mod mål, men rammer overliggeren!

Efter en halv times fight har Anna Vig bolden på sine fødder. Det kan være farligt for enhver modstander. Hun trækker forbi alle på sin vej - og det var en lang vej - men misser desværre sin afslutning mod Fortunas dygtige keeper.

Mejrup spiller flot fodbold, og at vi i dag vinder kampen på midtbanen, er altså imponerende set i lyset af, at man her finder en spiller med 64 A-landskampe på sit CV. En dygtig og erfaren spiller, som vores hårdt arbejdende midtbane lukker ud af kampen!

Første halvleg byder dog på et par overlegne indgreb fra Mejrups keeper, Lisbeth Skjødt. I en af situationerne afværger hun et angreb langt ude af sit felt ved at heade bolden væk. Dejligt at have så cool en bagerste mand!

Halvlegen byder også på et nærgående forsøg fra Rikke Baunbæk med skud lige over mål, og på en afslutning fra Henriette Lund efter flot opspil af Anna Vig!

Halvlegsresultatet hed altså 0-0. Vi var egentlig tilfredse. Vi havde holdt Fortuna væk fra alt for nærgående forsøg. Og vi havde de fleste chancer. Det var på med optimismen og arbejdshandskerne i endnu 45 minutter!

I det 54. brænder Henriette Lund endnu en stor chance, og kort efter afslutter Rikke Baunbæk igen udefra - uden held.

Herefter er vi flinke og lukker Fortuna lidt ind i kampen. De har nu et par chancer, men omsætter dem ikke til mål. Lisbeth Skjødt i målet og et overlegent forsvar holder os i denne korte periode inde i kampen. Maria Antonsen, som havde spillet en fornem back, måtte nu udgå med en skade på sin ankel. Ind kommer Sofie Brøndgaard. Vi skifter ligeledes Henriette Lund ud med Katrine Kristensen.

Mejrup finder heldigvis tilbage på sporet og kæmper sig ind i kampen. I det 83 minut får vi frispark udenfor feltet. Det er ikke ufarligt på en dag, hvor Rikke Baunbæk har snørret højreskøjten helt optimalt. Med en følt inderside sparker hun bolden mod fjerneste stolpe og keeperen må, godt presset af Katrine Kristensen, kapitulere, og bolden ender i kassen.

5 minutter senere vil en godt spillende Lena Olesen med frem og afslutte. Hun modtager bolden og hamrer den flot mod kassen, men her ryster Fortuna keeperen op med en TV redning og parerer bolden til hjørnespark. Men så er Rikke Baunbæk igen på plads. Med et velplaceret spark finder hun Charlotte Hansen, der er stormet med frem i feltet, hun sætter pandebrasken på og bringer sit hold foran med 2-0 med få minutter tilbage af en fantastisk fodboldkamp.
I slutfasen må Lisbeth Skjødt diske op med en TV redning i den anden ende af banen, men hun og holdet klarede skærene, holdt nullet og vandt en fortjent sejr på 2-0 over mægtige Fortuna Hjørring. To kampe har Fortuna tabt! Alle andre er vundet. At Mejrup er i stand til at slå så stærk en modstander er fantastisk, men at gøre det to gange - det er virkelig eminent. Jeg er hamrende stolt af den moral, som pigerne viser! Vi løfter i flok! Vi arbejder i fællesskab! Og der bliver ganske enkelt fightet fra kampens start til kampens slutning!

Kampens spiller valgt af publikum blev Lisbeth Skjødt, der udover fine indgreb og to feberredninger egentlig havde en stille dag på kontoret! Men hendes aura har stor betydning for holdet. Spillere og trænerteam valgte "holdet" som kampens bedste, men der var også stemmer til Anna Vig og Rikke Baunbæk, der løb mange kilometer i den her kamp og til Charlotte Hansen og Sara Poulsen i vores midterforsvar!

Hold da op en fodboldkamp!! Vi ligger nummer 3. Næste modstander er Vildbjerg, der har præcis lige så mange points, som vi selv! Men nu får spillerne en velfortjent kamppause på 14 dage! Og så må vi op på hesten igen i lokalopgøret i Vildbjerg.

Danmarksserien: AaB - Mejrup GU (0 - 1)

Søndag eftermiddag gik turen til Aalborg, hvor dagens modstander var AaB. Mejrups største udfordring i dag var at rejse sig efter et forfærdeligt nederlag på 8-3 i sidste weekend.  Samtidig var det en meget vigtig kamp, hvor vi med en sejr kunne fastholde 3. pladsen, mens et nederlag ville sende os ned i tabellen. AaB vandt opgøret i Mejrup, så der var også tale om et revancheopgør.

Mejrup-pigerne gik til kampen med en helt rigtig indstilling – stor fokus i opvarmningen og i kampens samtlige 90 minutter.

Det blev en hårdt spillet kamp, hvor de fysiske spilere fra AaB forsøgte at kyse de mere vævre og tekniske spillere fra Mejrup. Den første halve time sad AaB på spillet, som foregik i luften henover midtbanen. Det er ikke Mejrups spillestil, og de sidste kvarter af 1. halvleg og resten af kampen fik vi bolden pillet ned på jorden. Vi forsøgte konstant at spille det spil, vi er bedst til og lykkedes i perioder.

Vores forsvarskæde stod kampen igennem helt fantastisk, og det samme gjorde keeper Lisbeth Skjødt. Igen og igen pillede de pynten af AaB’s angribere. I den anden ende af banen var chancerne fordelt på et par gennemspillede angreb og frispark fra distancen.

Mejrup sluttede 1. halvleg bedst af, hvorfor vi i halvleg var fortrøstningsfulde i forhold til de sidste 45 minutter.

Kort inde i 2. halvleg nedlægges Ida Søndergaard i en af mange hårde dueller. Hun lander uheldigt på skulderen og ender dagen på Aalborg Sygehus. Ind skifter vi Cecilia Kirk.

I de følgende 10 minutter er vi en smule under pres, men i den her situation redder et flot kæmpende forsvar og et par fremragende reaktioner fra Lisbeth Skjødt os fra at komme bagud. Vi får styr på spillet igen og er toneangivende i resten af kampen. Således har vi igen et par nærgående forsøg, hvor især Maria Antonsen havde chance for at bringe os i front på en friløber.

Spillet bølger frem og tilbage. Mejrups holdmoral er stor, og spillerne tror på det til det sidste. Således satte vi i det sidste minut et fremragende angreb i gang. Rikke Baunbæk lægger en klassebold til en fremstormende Cecilia Kirk, der tager et par træk og placerer bolden koldt i det ene hjørne efter et teknisk veludført spark. Stor jubel. Stor forløsning. Mejrups holdmoral blev afgørende igen.

Efter kampen gik turen til Aalborg for at afhente uheldig Ida Søndergaard. Lykkelig vis viste røntgen ingen skade i skulderen, men endnu kender vi ikke status på Idas eventuelle deltagelse i næste kamp.

Kampens spiller blev Maria Antonsen, som på midtbanen sled og slæbte og flere gange kom hun fri fra sin venstre kant til farlige forsøg mod mål. Keeper Lisbeth Skjødt stod en fantastisk kamp med et formidabelt godt forsvar foran sig. Det er dejligt at kunne sætte en spiller som Cecilia Kirk ind, som med sin tekniske evner sikrer os sejren i dag med et flot mål.

Kampfakta
47. Ida Søndergaard ud – Cecilia Kirk ind
65. Mathilde Sandager ud – Cecilie Krarup ind
78. Henriette Lund ud – Sofie Brøndgaard ind
89. minut 0-1 – Cecilia Kirk – assist Rikke Baunbæk

Danmarksserien: Skovbakken - Mejrup GU (8 - 3)

Efter den fantastiske indsats og sejr over Vildbjerg i sidste weekend var turen nu kommet til Skovbakken. Vi var ovenpå. Vi var klar!

En skade på keeper Lisbeth Skjødt skabte dog en smule bange anelser. Vi måtte rokere rundt i spilletruppen, og i vanlig stil melder Henriette Lund sig som keeper, skønt det aldrig har været hendes plads på et fodboldhold. Henriette er bare den slags spiller. Der ofrer sig for sit hold. Der ofrer sin egen position for at støtte holdet. Al ære og respekt for den indstilling.

Den indstilling må vi bare sande ikke rakte i dag. For på banen var indstillingen ikke den samme. Hvad der ligger til grund herfor er uvist, men det sætter naturligvis lidt uro i bølgerne at have en markspiller på så vigtig en post som på keeperpladsen.

Men vi tabte første halvleg. Og vi tabte stort. Og vi tabte, fordi vi ikke var klar!!! Der var for mange overvejelser om, hvorvidt man ville løbe, presse eller tackle, vi slap boldene for sent i forhold til det ekstreme pres, vi var ude for, og vores afleveringer lå hver anden gang til en Skovbakken-spiller. Vi var ganske enkelt piv-ringe i den første halvleg. Vi stod højt på banen i vores forsvarskæde - det har vi haft stor succes med i vores andre kampe. I dag kiksede vi for ofte. Skovbakken havde et lyn af en angriber, og hun kom flere gange alene med stakkels Henriette Lund i målet.

Eneste trøst var, at Lena Olesen sparkede et trøstemål ind langt udefra - et fantastisk mål - men forinden havde Skovbakken puttet 6 ind af slagsen.

I halvlegen fik vi snakket lidt om tingene. Det nyttede ikke at tro, at vi "bare skulle komme igen". Vi var nødt til at tro, at vi startede helt fra start. Vi var slet ikke kommet ind i kampen. Vi måtte starte forfra.

Anden halvleg blev da også en pænere en af slagsen, hvor der blev kæmpet for sagen, hvor vi forsøgte at spille bolden rundt, og hvor slutfacit blev 2-2.
Begge mål scoret af Lisbeth Skjødt, der med en skade på tommelfingeren godt kunne spille i marken, men altså ikke var i stand til at indtage pladsen i målet. Dejligt aggressivt gjorde hun en forskel, da hun kom på banen. Det samme gjorde Maria Antonsen, som er ganske ny i truppen. Hun fik en halv time og mere skulle der ikke til for at overbevise holdkammeraterne om, at hun i hvert fald var har både vilje, fysik og speed.

Slutresultatet blev 8-3 til Skovbakken. Forfærdeligt, ganske enkelt! Det positive er, at vi fra miserabel indsats flytter os til at kunne spille lige op i anden halvleg.

Det her er en kamp, man har svært ved at kapere. Der var for mange frustrationer. Der var for mange spillere, der aldrig fandt niveau. Faktisk stort set alle. Eneste rigtige lyspunkt på banen i dag var unge Lena Olsen, der med sit mål i første halvleg krydrede en fin indsats. Lena arbejdede flot fra sin højrekant og leverede en fin defensiv, såvel som offensiv indsats.

På top fik Lisbeth Skjødt scoret to kasser på en halvleg. Hun bragte energi ind i angrebet. Og hun blev af holdkammeraterne valgt som kampens spiller med 8 stemmer.

Vi var oppe mod et hold i dag, der ville det mere end vi. Ærgerligt, når vi har præsteret så flotte kampe hidtil. Vi må og skal løfte os til næste weekend, hvor vi igen møder fysisk stærke modstandere, der gerne vil slås om boldene.

Kampfakta
6 mål - Skovbakken
40 minut: 6-1 Lena Olesen
45 minut: Sofie Brøndgaard og Frederikke Ovesen ud - Lisbeth Skjødt og Cecilie Krarup ind
55 minut: Lisbeth Skjødt 6-2
65 minut: 7-2
75 minut: Lisbeth Skjødt 7-3
85 minut: 8-3

Danmarksserien: Mejrup GU - Vildbjerg SF (6 - 1)

Efter sidste weekends sejr over Esbjerg på 5-1 og to efterfølgende træningspas med fantastiske indsatser fra alle spillere var det faktisk med en god ro i maven, at vi tog imod nyoprykkerne fra Vildbjerg, som er kommet vanvittigt flot fra start i Danmarksserien. Vi kunne ikke være mere klar! Sådan lå landet. Og var det ikke nok til at byde Vildbjerg op til dans, så vidste vi i hvert fald, at vi havde ydet det, vi kunne.

Med udgangspunkt i det VI er gode til, startede kampen da også med Mejrup i teten. Allerede efter 3 minutter var Mejrup på færde i Vildbjergs felt. Et hjørnespark ender med ripost til Malene Iversen, der helt resolut banker en helflugter mod kassen. Det kunne godt have fortjent en bedre skæbne, det skud, men det forblev lige forbi.

I det 9. minut har vi et af mange flotte opspil mod Vildbjergs mål. Henriette Lund, der spillede en brandkamp i dag, spiller en bold i dybden til Lena Olesen, der trods sin unge alder har is i maven, og hun bringer køligt sit hold foran 1-0.

Mejrup har i denne sæson fået seriøst styr på defensiven, og selvom Vildbjerg konstant forsøger at komme tilbage i kampen, så lykkes det ganske enkelt ikke. Mejrups spillere har jerngreb om defensiven og spiller flot kombinationsspil frem i banen. Således også i det 27. minut, hvor Anna Vig bringes i spil på en friløber. I første forsøg kikser Vig på keeperen, men i andet forsøg kæmper Vig bolden i kassen til en føring til hjemmeholdet på 2-0.

I angrebet efter vil Lena Olesen igen være i centrum fra sin højre kant. Hun vælger denne gang at sende bolden afsted med et langskud, der er placeret udenfor keeperens rækkevide. Nu 3-0!

Vildbjerg har bestemt også retning mod vores mål, men løber ofte ind i vores offside - og når de alligevel lykkes med at komme igennem, så står vores keeper Lisbeth Skjødt højt i banen som en stor klippe og afviser angrebet.

5 minutter før halvleg lykkes det dog Vildbjerg at reducere hjemmeholdets føring. Et flot hjørnespark får vi ikke clearet, og bolden finder vej til netmaskerne. I minutterne efter viser Mejrup, at også vi kan være farlige på hjørnespark. Rikke Baunbæk sender en sukkerbold ind foran kassen - og her dukker banens mindste og måske også yngste spiller op, springer højst og placerer et fremragende hovedstød bag Vildbjergs keeper.

Halvlegsresulatet blev således 4-1. En flot halvleg af Mejrup, der spillede med stor fokus og vilje og leverede en fantastisk holdindsats.
Anden halvleg. Vi var enige om at fortsætte det fine spil og den fokuserede defensiv. I starten må vi dog sande, at vi var lige ved at give Vildbjerg plads og rum til at komme ind i kampen. Således havde de efter 10 minutter en friløbet mod kassen, som Lisbeth køligt presser på og dermed tvinger Vildbjerg-spilleren til at placere skuddet forbi.

Men så sad vi igen på kampen. I det 60. minut sender Rikke Baunbæk igen et hjørnespark indover, og her er det igen Ida Søndergaard, der finder vej til bolden. Denne gang vender hun ryggen til - og scorer så bare på den facon.

6 minutter senere har Sara Poulsen fået mod på også at deltage i scoringsfesten. Med et kvalificeret spark skyder hun fra midterlinien med direkte kurs mod Vildbjergs mål. Bolden rammer jorden foran keeperen og har så meget fart, at den springer over hende og ender i netmaskerne.

Set over hele kampen så må vi bare sige, at Mejrups defensiv havde jerngreb om Vildbjerg. Vildbjerg fik ganske enkelt ikke lov til at komme til fadet - og når vi så krydrede det med flot positionsspil og målfarlighed, så var sejrens størrelse faktisk ikke misvisende. En fabelagtig indsats af de hvidblusede, der til dagens kamp havde alle spillere til rådighed. Spillere, der sad på bænken og kom ind leverede flotte indsatser, så det ser faktisk ret lovende ud!

Kampens spiller, kåret af publikum, blev Henriette Lund, der spillede sin bedste kamp i den hvide trøje siden sit come-back efter en korsbåndsskade.

Spillere og trænerteam stemte ligeledes om kampens spiller - det blev helt fortjent Lena Olesen, der fik sat en tyk streg under, at hun er en ung og talenfuld pige, der kan så mange ting på en fodboldbane!

Efter kampen hyldede Mejrup spillerne damefodboldens igangsætter i Mejrup, Gunnar Kristensen. Når det går godt i en forening, skal man huske at takke dem, der har gjort det muligt. Og pigefodbolden lever og trives i Mejrup. I 1970erne startede Gunnar Kristensen op med damefodbold. Rikke Baunbæk overrakte blomster til Gunnar, vi sang sejrssang med Gunnar i midten - og han var heldigvis ganske stolt af pigernes indsats på banen i dag.

Kampfakta
9. minut: 1-0: Lena Olesen, assist Henriette Lund
27. minut: 2-0: Anna Vig
30. minut: 3-0: Lena Olesen
40. minut: 3-1
43. minut: 4-1: Ida Søndergaard, assist Rikke Baunbæk
61. minut: 5-1: Ida Søndergaard, assist Rikke Baunbæk
66. minut: 6-1: Sara Poulsen

Danmarksserien: Esbjerg fb - Mejrup GU (1 - 5)

Lørdag eftermiddag. Kamp i Esbjerg. Puljens absolutte bundprop og et Mejrup-hold, der var meget interesseret i at få gentaget den defensive succes fra Freja kampen krydret med et offensivt spil, som spillerne også magter!

Det er ikke altid let at finde en seriøs respekt for sin modstander, når de lige har tabt 12-0 til Fortuna i sidste spillerunde. Vi var bestemt opmærksomme på, at kampens resultat nok fortalte mere om Fortunas styrke, end den fortalte noget om Esbjergs svaghed. Vi vidste, at Esbjerg havde en hurtig angriber, som vi var nødt til at have fokus på. Esbjerg har tabt alle de kampe, de har spillet, men vi må sande, at vi faktisk fik kamp til stregen - i hvert fald i første halvleg.

Vi havde til dagens kamp en vikar som keeper. Unge Ida Marie Nygaard reddede os i en lidt kneben situation med en skadet keeper og afbud fra en reservekeeper. Og vi skulle bruge en halvleg på at finde os til rette med en ny keeper. Men da havde Ida Marie også overbevist os om, at vi sagtens kunne have tillid til hende. Hun stod ganske enkelt en brandkamp og reddede os i flere situationer, hvor Esbjerg spilleren med det hurtige antrit var spillet fri i onside situationer.

Men det blev altså en mærkelig første halvleg. Vi fandt ikke vores spil. Vi var febrilske og valgte de forkerte løsninger. Ikke at vi ikke havde chancer. Dem havde vi flere af, men vi forkrampede i skræk over, at et boldtab kunne blive fatalt i den anden ende. Men det blev da til fine forsøg fra både Ida Søndergaard, Anna Vig, Frederikke Ovesen og Cecilia Kirk.

I det 34. minut indskifter vi Rikke Baunbæk og rykker lidt rundt i kæderne, så Anna Vig kommer på back og ofrer dermed Cecilie Krarup ud fra den betragtning, at der skal en mere rutineret bagkæde til for at sætte skik på sikkerheden i vores spil.

I det 43. minut afslutter Cecilia Kirk et meget velspillet angreb med Ida Søndergaard som assist og sparker sit hold foran 1-0. Det mål måtte vi vente længe på, men det var til gengæld et flot angreb og flot sparket ind. Så skulle man tro, at roen indfandt sig. Men der var fare på færde i vores eget felt allerede i minuttet efter, men lykkeligvis var skarpheden ikke Esbjergs stærke side i dag!

Det var en halvleg, der fik de grå hår til at arbejde kraftigt i Dorthe B's hårbund.

Men lykkeligvis fandt Mejrup-spillerne sit blændende pasningsspil frem i anden halvleg. Det blev til det ene flot angreb efter det andet! Spillet blev fordelt, det blev sat op, og det blev afsluttet med så stor klasse, at man kan forestille sig, at der stadig står tilskuere på Esbjerg Stadion for at genkalde sig en langsom gengivelse af det spil!

Efter mange afslutninger, efter en situation, der kunne have lignet et straffespark og efter 18 minutters pres på Esbjerg, så lykkes det at finde netmaskerne igen. Cecilia Kirk finder Rikke Baunbæk i et direkte løb mod målet. En oplagt situation til et skud - og ind strøg kuglen til 2-0 for Mejrup.

Vi presser og spiller voldsomt flot angrebsfodbold. 7 minutter og flere forsøg senere vælger Anna Vig at skyde fra distancen. Sjældent fra den skøjte, men en fremragende scoring højt i målet. Næste gang Vig er i spil tager hun Henriette Lund med som bande, bolden ligger for fødderne af Vig, der let kan udplacere Esbjergs keeper. Nu 4-0.
Kort efter finder Esbjerg vej til målet. Vi får ikke clearet en bold, står højt, så åben bane til en hurtig angriber. Denne gang lykkes det ikke hverken vores forsvar eller Ida Marie at redde forsøget. Vel også fortjent, at Esbjerg får scoret. Chancer havde de i hvert fald nok af. Også i en halvleg hvor vi spiller fremragende.

I det 38. minut vil Mathilde Sandager være med i målfesten. Hun går med frem fra sin backposition, bruger sine medspillere undervejs og bringes til skud fra distancen. Bolden stryger til tops i fjerneste hjørne, og Mathilde Sandager er med på Mejrups topscorerliste.

En flot sejr på 5-1. Flot, flot angrebsspil krydret med et offensivt og hurtigt forsvar og en klassekeeper til låns - tja det var dagens kamp i Esbjerg. En fantastisk holdmoral løftede holdet fra nærmest katatstrofe til eminent fodboldspil!!

Debut fik vi også til Maria Antonsen, som er kommet til klubben fra Højslev. En pige, der ved, hvad hun vil! En DS spiller i svøb. 14 minutter fik hun på banen, men det var ikke ringe, det vi så!!

Stemmerne om kampens spiller blev givet til Ida Marie Nygaard. Hun stod en brandkamp for os. Hun var ikke nervøs, hun er bare en pige, der tror på sig selv. Fabelagtig indsats. Sara Poulsen spillede igen en flot forsvarskamp og måtte i flere tilfælde løbe i 100 meter løbs fart for at indfange Esbjergs hurtige spiller.

Anna Vig spillede også en flot kamp med masser af fight og fine detaljer, og Rikke Baunbæks indhop på banen betød en ro og rutine, der var med til at vende kampen til vores fordel.

Næste kamp er hjemme mod lokalrivalerne fra Vildbjerg. Et fantastisk dygtigt hold som er kommet rigtig godt fra start i Danmarksserien. Her skal vi godt nok være oppe på tæerne i mere end i halvleg, hvis vi skal have noget med fra den kamp.

Kampfakta
34. minut: Rikke Baunbæk ind, Cecilie Krarup ud
43. minut: 0-1 Cecilia Kirk, assist Ida Søndergaard
55. minut: Henriette Lund ind, Frederikke Ovesen ud
56. minut: 0-2, Rikke Baunbæk, assist Cecilia Kirk
65. minut: 0-3, Anna Vig
68. minut: 0-4, Anna Vig, assist Henriette Lund
70. minut: 1-4
80. minut: 1-5, Mathilde Sandager

Danmarksserien: Mejrup GU - Aalborg Freja (0 - 1)

Det var et lidt skades- og afbudsramt Mejrup hold, der lørdag eftermiddag stilllede op mod puljens absolutte tophold, Aalborg Freja. Men det samme var nu gældende for Freja, og vi må også være ærlige at indrømme, at den skræk, vi havde sat i livet på os selv om deres styrke, blev manet godt og grundigt til jorden. Det var vores kamp fra start til slut. Og især i anden halvleg spillede Mejrup pigerne fuldstændig Freja ud af banen og spillede med en fantastisk defensiv disciplin, der tydeligvis frustrerede pigerne i de røde trøjer.

Totalt styr på kampen, lige med undtagelse af det 13. minut, hvor Freja spiller en lang bold op mod vores forsvar. Bolden bliver ikke clearet væk i første omgang, og opsnappes derefter af en godt skydende angriber, der scorer udenfor Lisbeth Skjødts rækkevidde i målet. Freja på 1-0. På det første og eneste angreb i første halvleg.

Meget, meget kendetegnende for Mejrup finder vi figtherviljen frem igen. Der arbejdes flot over hele banen. Vores bagkæde har aldrig spillet så fabelagtig en kamp, som de spillede denne lørdag eftermiddag. Sara Poulsen spillede med overskud og overblik og trak konstant sin kæde med frem. Det betød sammenhæng med midtbanen, og det betød Freja spillere i offside position. Cecilie Krarup fik fuld spilletid i en vigtig kamp, alene fordi hun spillede sit livs bedste kamp i den forsvarskæde. På midtbanen sled og slæbte Mejrups spillere, men offensivt var vi ikke skarpe i dag. Vores spil med bolden var godt, vores tekniske omgang med bolden var god, vores løb uden bold var gode. Men den sidste aflevering manglede kvalitet. Og vi fik os derfor aldrig helt spillet frem til en rigtig farlig målchance.

Med et pakket forsvar var vi nødt til at skulle forsøge udefra. Men her var vi ikke effektive nok. Vi fik dem ikke lokket frem. Og derfor fandt vi ikke hullerne til den farlige dybdebold eller til at drible igennem.

Men spillet på banen var i top. Og med utallige bolderobringer over hele banen, så var vi vel i boldbesiddelse i noget, der ligner 80:20! Det giver grund til optimisme til de næste mange kampe.
Vores nye spiller, Sofie Brøndgaard gjorde sit indhop i kampen allerede i det 33. minut, da Henriette Lund måtte udgå med en skade. Henry havde indtil da leveret en stor indsats, men også Sofie viser store fremskridt. Hun har fanget melodien på holdet og deltog hurtigt i det fine pasningsspil. Både Henriette og Sofie havde aflutninger mod mål, men ikke med held nok til, at bolden gik i mål.

Anna Vig og Malene Iversen leverede begge store arbejdsindsatser på midtbanen, og igen må vi se sande, at vores formkurve er bedre end vores modstanders. Hvis ikke det da er en forbilledelig holdmoral, der løfter og konstant giver nye kræfter.

Tilskuerne valgte efter kampen Anna Vig som kampens spiller, men spillere og trænerteam i fællesskab valgte Sara Poulsen som kampens spiller.

Næste kamp er på lørdag - på udebane mod Esbjerg. Kan vi finde samme disciplin og holdmoral frem, så står vi stærkt. Også set i lyset af, at vi her råder over Ida Søndergaard, der havde afbud til kampen, og at Rikke Baunbæk forventeligt er ovre sin skade og derfor igen kan trække i nummer 10.

Kampfakta
13. minut 0-1
33. minut: Henriette Lund ud (skadet), Sofie Brøndgaard ind
56. minut: Rebecca Green ud, Kristina Agger ind

Danmarksserien: Fredericia KFUM - Mejrup GU (0 - 2)

Det var med en utrolig stor portion selvtillid, at Mejrups bedste piger tog afsted til Frederica. Vi har i de seneste to  kampe bevist, at vi kan bide skeer med de store. To flotte pragtkampe er leveret imod to hold, der med garanti slutter i toppen af DS, når alle kampe er spillet.

Fredericia er nedrykker fra 1. disvision, men er bestemt ikke kommet godt fra land i DS. Sidste weekend fik de en snitter på 6-0 af Aalborg Freja, så Mejrup var klar til at lægge pres på Fredericia fra kampens start.

Med en skadet anfører udenfor var Anna Vig i dag blevet kaptajn for sit hold.

Regnen ikke bare silede – den storsilede ned over banen og gjorde det ret vanskeligt at spille pænt pasningsfodbold. Oveni ville Fredericia helst spille over deres midtbane, så det blev en ret uskøn kamp, hvor bolden fløj i luften fra den ene halvdel til den anden.

Heldigvis finder vi da ind imellem noget flot spil frem. I de første 15 minutter af første halvleg er Mejrup spilstyrende og klart bedst. Her viser vi noget af det, som gør holdet så stærkt!  Havde vi blot udnyttet nogle af vores chancer her, var kampen måske blevet en lidt anden, end faktum var.

Men på trods af flere gode forsøg fra både Anna Vig og Ida Søndergaard, så står der 0-0 på tavlen. Og vi mister lidt troen på, at vi kan spille mod et hold, der spiller så primitivt. Vi bliver frustrerede og mister grebet om kampen.

Lisbeth Skjødt i målet må derfor ud i flere gode redninger, både på skud og på indgreb på dybdeløb. Godt hun holdt hovedet koldt – for der var ikke meget styr på det på banen i disse øjeblikke.

Et par omrokeringer på banen, en snak om tingene og et par spillere til opvarmning, og vi var klar på anden halvleg.

Nu skulle vi altså ind og vise, at den her kamp var en overkommelig en af slagsen, hvorfor det var nødvendigt at komme op i gear og sætte nogle ting på plads.

Allerede i første minut er der fare på færde. Charlotte Hansen finder med en dybdebold Ida Søndergaard, der desværre missede sit skud på mål. Kort efter er Mejrups hyperfarlige angriber på færde igen, men i dag ramte Ida ikke sin sædvanlige skarphed. Men hun er der, når hun skal være der og arbejder stenhårdt med at lægge pres på forsvarsspillerene.

I det 53. minut indskifter vi Cecilia Kirk. Ud går Henriette Lund.

Kirk viser 5 minutter efter, at hun er ved at være modnet og helt klar til DS fodbold. Hun afdribler først en forsvarsspiller, derefter Fredericias keeper og putter bolden i kassen og bringer dermed sit hold foran i en kamp, der var ved at give panderynker hos trænerteamet.

Kort efter er Kirk på færde igen. Hun smider et flot indlæg indover til en fremstormende Frederikke Ovesen.  Frederikke header bolden ned i jorden, bolden sjutter og er meget tæt på at smutte under keeperen. På sin kant spillede Frederikke en meget flot kamp.
I det 65. minut har en storslidende Anna Vig fået blod på tanden. Med små snævre driblinger snyder hun først en, så to modstandere før hun banker bolden ind bag en sagesløs keeper. Mejrup nu på 2-0.

Forinden var vores nye spiller, Sofie Brøndgaard, trådt ind i kampen og fik et meget, meget fint indhop. En dygtig spiller, der bestemt fik vist, at også hun har ting at byde ind med.

I det 69. minut sker det, som bare ikke må ske. Mejrup rammes af en skade på Sabrina Madsen, der i en tackling vrider rundt i foden. Ind kommer Cecilia Krarup, som dermed fik debut i denne del af fodboldsæsonen. Også KP kommer godt ind i kampen!

I slutfasen har både Fredericia og Mejrup chancer, men i denne fase er Mejrup så spilstyrende, at intet kunne gå galt.

Vi fandt heldigvis melodien i anden halvleg. Vi fandt heldigvis måden, hvorpå vi kunne komme igennem til scoring. En 2-0 sejr på udebane over nedrykkerne fra 1. division må siges at være i orden. Spillet var ikke helt suverænt, men den tunge bane havde sikkert også sin andel heri.

Kampens spiller blev Anna Vig, der fightede og sled og tog masser af ansvar på midtbanen.  Hun lukkede Fredericias fysiske spiller ud af kampen og var selv en drivkraft i Mejrups fremadrettede spil.

Også Malene Iversen spillede en fremragende kamp. Hun er altid villig til at løbe mange kilometer, og hun erobrer simpelthen så mange bolde, at hun er uundværlig for sit hold.

Også en stor glæde at Cecilia Kirk havde is i maven og rent faktisk blev en afgørende faktor for, at Mejrup trak sig ud af kampen med en sejr.

Næste kamp møder vi på hjemmebane skræmmende Aalborg Freja, der er kommet rigtig godt fra start og i sidste sæson stod med en næsten indløst billet til 1. division, men som missede en af to play-off kampe. 3 sejre og en målscore på 10-0 taler sit tydelige sprog. Det bliver en særdeles vanskelig kamp!

Men Mejrup har ikke for vane at lægge sig ned for skræmmende modstandere. Således heller ikke på lørdag, hvor der igen vil blive brug for en ufattelig holdmoral. Men den er let at kalde frem hos de hvidblusede. De VIl det her hold! Og de elsker bare at spille fodbold..

Kampfakta
53. minut: Cecilie Kirk ind, Henriette Lund Jensen ud
59. minut: 0-1, Cicilia Kirk
65. minut: Sofie Brøndgaard ind (DEBUT), Lena Olesen ud
65: minut: 0-2, Anna Vig
69. minut: Sabrina Madsen ud, Cecilie Krarup Petersen ind.

Danmarksserien: Mejrup GU - AaB (3 - 4)

Efter gigantsejren i Fortuna i sidste weekend var vi søndag eftermiddag klar til at tage imod nedrykkerne fra Aab. Et hold, vi ikke vidste meget om, men som vi naturligvis havde stor respekt for. To år i træk er Aab rykket ned, for blot to år siden spillede holdet i 3F ligaen. Vi var derfor klar over, at det er en klub og nogle piger, der ved, hvad der skal til. Og som formentlig ville være tændte på at slutte nedturen i denne sæson. Men pigerne fra Mejrup ved også, hvad der skal til!

I en bagende hede blev de mange tilskuere derfor vidne til en fodboldkamp på meget højt niveau. Og vi takker for opbakningen. Det var livlige tilskuere, der med stor enthusiasme fulgte slagets gang på fodboldbanen. Tusind tak for det. Vi håber naturligvis, at alle bakker os op igen, næste gang vi stilller op på EuroCon.

I løbet af de første 15 minutter har Mejrup 3 meget kvalificerede afslutninger mod mål. Rikke Baunbæk med et frispark lige forbi. Lena Olesen havde afslutning lige forbi mål. Rikke rammer overliggeren på skud udefra.

Men så vågner Aab op og sætter en kontra igang med flot afslutning, hvor Lisbeth Skjødt i målet må ud i en fremragende redning og vifte bolden til hjørnespark. På det spark får vores defensiv ikke eksekveret bolden væk, og Aab scorer til 0-1. Mejrup lader sig ikke slå ud af det og kæmper sig tilbage i kampen. Ida Søndergaard er en fantastisk angriber, der også passer de defensive pligter. Under en sådan aktion opsnapper Ida bolden, dribler fra en forsvarsspiller og forbi den høje keeper og putter bolden i kassen til en meget velfortjent udligning!

I det 40. minut er den igen gal i vores egen forsvarskæde, vi får ikke eksekveret en høj bold væk, en Aab angriber kommer på skud og lobber bolden over en fremtormende Lisbeth.

1-2 ved pausen og vi ved godt nu, at vi er oppe imod et af de hold, der kommer til at vinde mange kampe!

Det gør dog ikke noget ved Mejrups egen selvtillid. Efter 10  minutters spil i anden halvleg udligner Ida Søndergaard, da hun udnytter Rikkes flotte assist i dybden og scorer dybt under keeperen. Få minutter senere er Rikke selv i målscorerens rolle, da Frederikke Olesen med en fin stikning sender RIkke afsted, hun scorer bredt i målet udenfor keepers rækkevidde.

Så er vi pludselig foran 3-2, og hvis ikke det var fordi Aab igen svarer tilbage med en scoring i minutterne efter - så havde vi set den kamp vundet nu. Men her sætter Aab ind med et af de bedste angreb i kampen, det er hårde flade fleveringer og ad banen og ind til en fri spiller, der hamrer bolden ind i kassen.

I slutfasen af kampen får Aab en friløber. Lisbeth brager ud af målet og ødelægger angriberens chance for scoring. Helt naturligt dømmer dommeren straffe, og det eksekveres let og elegang af Aab, som nu fører 4-3. Det resultat holder kampen ud. Desværre for Mejrup - det bestemt har kæmpe stor ære af kampen! Men lige efter - er det altid træls. Og pigerne var også skuffede og triste over, at det i det mindste ikke kunne have udløst 1 point.
Sådan skulle det ikke være i dag. Men der er masser at gode positive takter! Spillerne viser enorm vilje, de løber for hinanden og fighter til sidste fløjt. Formen er i orden. Vi skal arbejde med at lukke af i vores forsvar. Scorer man 3 kasser i en kamp, så bør man jo vinde den! Men Aab var et godt hold, så mon ikke de napper points fra de øvrige hold i puljen også.

Mejrup må op på hesten igen. I næste weekend hedder det Fredericia. Endnu et ubeskrevet blad i vores pujle - endnu en nedrykker fra 1. division. Der er ingen nemme kampe i denne pulje, men det er heldigvis også det, vi synes, er det fedeste!! Vi vil naturligvis gerne vinde, men vi vil først og fremmest nyde at spille for en sejr. Det gjorde vi i dag - vi fik den bare ikke.





Kampfakta
16 min: 0-1
31 min: 1-1, Ida Søndergaard
40 min: 1-2
55 min: 2-2, Ida Søndergaard, assist Rikke Baunbæk
57 min: 3-2, Rikke Baunbæk, assist Frederikke Ovesen
59 min: 3-3
75 min: 3-4 (straffe)

Tilskuerne valgt efter kampen en meget sprudlende Anna Vig som kampens spiller. Vig er hurtig og teknisk fremragende. Hendes rush op langs venstre kant er hyperfarlige. Spillere og trænerteam valgte efter kampen Ida Søndergaard som kampens spiller. Ida er en eminent angriber, der holder på bolden, der levere solidt defensivt arbejde, og som i afslutterens rolle er "kold som is".

Danmarksserien: Fortuna Hjørring - Mejrup GU (2 - 3)

Lørdag den 11. august var sæsonstart for Mejrups DS damer. En uheldig lodtrækning havde sikret os en udebanekamp mod Fortuna. Ikke det bedste udgangspunkt efter en kort sommerpause og med nye spillere i truppen, der skulle spilles ind.

Mejrup har mistet to store profiler i Kristina Agger og Tulle Petersen. Til gengæld har vi fået masser af tilgang af helt unge spillere. Oprykket fra Team MTMs U18 er Simone Sand, Line Mejdal og Marie Nielsen. Udefra er der tilgang fra Ida Larsen, Frederikke Ovesen og Lena Olesen. Derudover er der flere nye spillere i klubben, som er kommet lidt sent igang og derfor endnu ikke er en del af DS truppen.

Efter en ikke helt optimal træningsopstart med tre træningskampe i baggagen og med enkelte småskavanker på centrale pladser tog vi alligevel til Hjørring med en god tro på tingene. Vi har et fantastisk hold, men enkelte manglede dog at stifte bekendtskab med det tempo, der spilles i, når man møder de bedste hold i turneringen. Så ikke helt behageligt at møde Fortuna på udebane i første kamp. Det må vi være ærlige at indrømme.

Stort fokus under oplæg og opvarmning sikrede dog en god start i kampen.  Vi styrede faktisk spillet pænt og allerede efter 18 minutter har vi de første store chancer for at bringe os fortjent i front. Rikke laver overlap over kant med Ida, der passer bolden videre. Rikke sender et flot indlæg indover, som dog ikke helt udnyttes efter fortjeneste. Flot angreb! I minuttet efter gør Fortuna det grimme ved os og scorer næsten direkte på hjørnespark, godt hjulpet af Lisbeth Skjødt, der i dag var trådt i keeperens rolle, da Laura Poulsen i en træningskamp pådrog sig en ret alvorlig knæskade. Lisbeth er en fremragende keeper, hvilket vi også i løbet af kampen fik utallige smagsprøver på. Med en stor aura styrer hun forsvaret og agerer nærmest som en sweeper bag sin forsvarskæde.

Bagud 1-0 arbejder Mejrup sig igen ind i kampen. Der arbejdes ganske enkelt stenhårdt over hele banen, og vi bliver igen spilstyrende. Rikke bringer sig selv i en skudsituation med venstreskøjten. Det hug havde vi alle set inde, men vi glemte lige, at Fortuna i målet i dag havde en fantastisk keeper, der havde flere TV redninger og også i denne situation springer op til trekantsammenføjningen og vifter skudet over mål.

Heldigvis er Vig fra sin backposition to minutter senere rykket på kant og smider et perfekt indlæg ind til Ida Larsen, der i to omgange får prikket bolden i kassen til en fortjent og forløsende udligning.

Minuttet efter må Lisbeth i aktion i den anden ende og piller overlegent pynten af en Fortuna spiller, der er sluppet alene igennem.

Kort før halvleg dribler Rikke sig igennem på midtbanen og spiller Henriette Jensen fri til afslutning. Og "Henry" er kendt for sære afslutninger. Det blev den her også. Pænt langt udefra skovlede Henry bolden mod mål, og det var måske præcis på den måde, man skulle overraske Fortunas fantastiske keeper. Ind gik bolden, og vi var foran 2-1 i Hjørring! Henry tager bare de chancer, der skal tages, og det er fantastisk at have en spiller som hende på top.

Forvaret stod fantastisk! Midtbanen sled som heste. Angriberne var på og hentede et hav af bolde. En flot halvleg. Kunne vi holde det niveau kampen ud?
Efter 4 minutter er vi i hvert fald igen på færde i Fortunas felt. Igen er det Vig, der sætter et par spillere på venstre kant, hun finder Ida, der passer bolden perfekt til Henriette, som i denne situation brænder sin chance.

Nu følger 30  minutter hektisk fodboldspil. Vi er under pres. Men vi holder fokus og arbejder vildt flot sammen som et hold. Med speed i fødderne og med stor fysik og kløgt så lykkes det forsvarskæden at holde Fortuna fra scoring helt frem til det 65. minut, hvor den hårde udligning falder. En misforståele i bagerste række giver Fortuna en løs chance, som de naturligvis udnytter.

Forinden havde Lisbeth på målet haft flere store indgreb, et par fabelagtige og meget kølige redninger. Vi var gevaldigt under pres i denne periode, men vi holdt fokus. Vi holdt hovederne kolde!

Netop som vi alle havde tænkt "nå ja, uafgjort er også fint i Fortuna", er der et par spillere på vores hold, der tænker anderledes. Anna Vig, som igen fra sin backposition finder uanede kræfter, trækker forbi alt og alle på venstre kant. Rikke ser chancen, og også hun finder kræfter, vi ikke ved hvorfra. I en vild spurt og med høje råb kalder hun på Vigs bold. Og naturligvis vælger Vig at snyde endnu en Fortuna spiller, før hun passer en perfekt bold til Rikke, der smækker bolden i mål. Stor, stor jubel!!! I det 41. minut bringer vi os på 3-2!

Minsandten om vi ikke også slutter kampen med en kæmpe chance til Mathilde. Flot forarbejde af Cecilia Kirk og Julie Lauridsen. Mathilde stormer frem på højre kant. Kirk holder fast i bolden og passer bolden perfekt til Mathilde, der dog med sit ærgerlige skrig gør os alle opmærksom på - i god tid, at den bold går ikke i mål. Det gjorde den heller ikke, det var en stor chance, men vi havde sikret os sejren, så der var jo heller ingen grund til at score.

En perfekt start på en ny sæson i DS. Et hold, der arbejdede sammen i samtlige 90 minutter. Indskiftere, der tog ansvar, og alle lavede flotte indhop! Spillere, der glemte småskavankerne og ofrede sig for sit hold. Lisbeth, der indtog pladsen i målet og gjorde det med så stor ro og aura, at det smittede hele vejen op. Et helt hold med 14 spillere, der VILLE! En af de kampe, der gør, at alle de hårde timer på træningsbanerne er glemt. Det her var en FED oplevelse af holdmoral, gejst og en vilje, der lover så godt for de fremtidige kampe.

Næste kamp er hjemme, søndag den 19. august kl. 13.00 på EuroCon Arena. Vi møder nedrykkerne fra 1. division, Aab. En ekstremt svær kamp, hvor det igen er nødvendigt at finde al gejst, fokus, vilje, glæde og holdmoral frem.

Kampfakta
19 minut: 1-0 Fortuna
30 minut: 1-1, Ida Larsen, assist Anna Vig
40 minut: 1-2, Henriette Jensen, assist Rikke Baunbæk
55 minut: Henriette Jensen ud, Cecilia Kirk ind
60 minut: Lena Olesen ud, Sabrina Madsen ind
65 minut: 2-2, Fortuna
84 minut: Ida Larsen ud, Julie Lauridsen ind
85 minut: 2-3, Rikke Baunbæk, assist Anna Vig

2011/2012

Danmarksserien: Mejrup GU - Aalborg Freja (0 - 2)

Sommerferie-fodbold

Den sidste kamp for DS damer i denne sæson blev ikke noget stort tilløbsstykke. Aalborg Freja spillede for en oprykningsplads, Mejrup spillede for at slutte sæsonen. Det var ikke den eneste forskel på holdene i dag. Mens Mejrup på dagen har en gennemsnitsalder på omkring 19 år, så har Freja en mere rutineret flok. Og mens Mejrups spillere er små, er Frejas langt højere.

I første halvleg har Freja en stærk vind i ryggen og allerede efter 5 minutter spiller Freja en af mange lange bolde frem mod vores forsvar. Desværre lykkes vi ikke med at cleare bolden væk, og Freja scorer til 1-0. Vi er noget under pres i første halvleg - og vinden presser os ofte ud i situationer, hvor vi må give hjørne. Det havde vi på forhånd talt om, at det var vigtigt at undgå, men i den her kamp scorede vi tværtimod nærmest rekord. 7 hjørnespark i første halvleg - og ikke af dem var kvalificeret nok til at blive farlig. Underligt, når spillerne er så høje, Men heldigt og godt for os, at vi lykkes med at vinde duellerne under det pres.

1-0 var stillingen ved pausen, og vi foretager vores to første udskiftninger. Ud går Charlotte Hansen og Sabrina Madsen, der i dag ikke nåede det niveau, vi tidligere har set dem på.  Ind kommer Kristina Agger og helt unge Rebecca Green.

Vinden i ryggen og ændringen på nogle pladser restulterede i, at vi sad på anden halvleg. Vi var spilstyrende, men vi var ikke gode. Vores afleveringer havnede alt for ofte hos en Frejaspiller, der nemt kunne sætte et kontraangeb ind. På et af disse får vi igen ikke sparket bolden ud af farezonen, og Freja scorer til 2-0.

Mejrup forsøger, forsøger og forsøger at komme tilbage i kampen. Flere gode angreb og flere behjertede forsøg udefra blev det til. Men kvaliteten i pasningerne og i afslutningerne fandt i dag aldrig det niveau, som spillerne skal ramme for at vinde fodboldkampe.

Godt, at nederlaget ikke betød noget for Mejrup. Vi har en sæson mere i DS. Og det glæder vi os allesammen til. Freja skal ud i to kampe i den kommende uge. Står de bedst af to efter dem, rykker de i første division. Det sætter da også tingene lidt i perspektiv. Vi var ikke udspillet på noget tidspunkt i kampen. Vi var vist i virkeligheden vores egen værste modstander.

Vi må træne videre. Og det gør vi gerne! Vi VIL vores hold, og vil VIL DS.

Kampens spiller kåret af publikum: Tulle Petersen
Kampens spiller kåret af spillertrup og trænerteam: Sara Poulsen

Mejrup må fra næste sæson tage afsked med topscorer Tulle Petersen og med forsvarskrumtappen Kristina Agger. To rutinerede spillere, som vi er frygtelig kede af at skulle undvære. Piger, der yder på banen, og som giver en masse af sig selv udenfor banen. Tulle skal til København for at studere, og Agger fortsætter sit studie i Århus.

Men Mejrup får også kvalificeret tilgang. Fra U18 rykker der flere spillere op, som allerede har trænet sammen med DS truppen. I dag har vi Rebecca og KK med og de viste, at de med lidt mere træning og råstyrke vil kunne indgå i truppen uden problemer. Udefra får vi i hvert fald 3 helt store talenter, som allerede har trænet med flere gange.

Tak for støtten til de tilskuere, der valgte at bruge lørdag eftermiddag på EuroCon Arena. Vi håber, at I vil komme igen, selvom kampen i dag ikke bød på det helt store fodboldshow.

Danmarksserien: OB – Mejrup GU (1 - 3)

Hævnen er sød

Tidlig søndag morgen var der kaldt til afgang mod Odense for Mejrups DS damer, der skulle afvikle den andensidste kamp i sæsonen. Intet problem for Mejrups damer at tage på langfart, det gør vi gerne for at spille kamp. I forårets første kamp skulle vi have mødt OB i Mejrup, de valgte at melde fra aftenen før. Det var derfor 14 hævntørstige fodboldpiger, der var klar til kamp i OB.

Første halvleg blev en pose blandede bolsjer. Defensivt havde vi styr på OB, men afleveringerne savnede indimellem kvalitet, og afslutningerne savnede saft og kraft. Periodevis spillede vi flot fodbold, men vi formåede ikke at få bolden over stregen. Nærmeste forsøg var efter 12 minutter, hvor Anna Vig fra højre kant bankede bolden på modsatte trekantssammenføjning.

Tulle og Lisbeth har også flere nærgående forsøg, men det blev ved 0-0 ved halvleg.

I halvlegen skifter vi Anna Vig og Cecilia Kirk ud med Lena Olesen og Cecilie Krarup.

Vi aftaler, der skal være mere styrke i vores nærkampe, så OB ikke får mulighed for at komme ind i kampen. Konditionsmæssigt er vi noget foran dem, så det handler om at tro på, at afslutningerne rammer målet.

I det 55. minut beslutter Tulle Petersen sig for at score sit 17. sæsonmål, og det blev et flot et af slagsen. Fra distancen knalder hun bolden i det fjerneste hjørne uden chance for Obs målmand.

Minuttet efter er der igen fare på færde i Obs felt, men Lena brænder i to omgange, og Lisbeth har også en afslutning forbi målet.

Efter en times spil giver Mejrup debut til Ida Larsen, der netop har skiftet til klubben. Efter 5 minutter på banen sendes Ida af sted med en god aflevering i dybden, og Ida takker for tilliden og banker bolden i mål til stillingen 2-0.

5 minutter senere får Mejrup frispark 30 m fra mål, og Rikke Baunbæk lægger an til skud og sender en kanonkugle af sted, som sidder i krydset udenfor målmandens rækkevidde.

Med 10 minutter tilbage får OB reduceret efter et indlæg, som vi ikke får clearet. Men kampen er vundet, og hævnen var sød. En flot kamp af et meget ungt hold. Talent og vilje er der masser af. Det ser ikke helt skidt ud for fremtiden.

På midtbanen spillede Malene Iversen den bedste kamp meget længe. Med et sandt arbejdsraseri og en stor spillelyst viste hun hele sit store potentiale. Malene måtte også indkassere et gult kort, og selvom vi ikke var glade for det, så var det dejligt at se, hun fandt den indre kriger.

Også Mathilde Sandager er der roser til for sin enorme arbejdsindsats. De to helt unge piger, Lena og Ida, gjorde flotte indhop i angrebet.

Næste kamp er på lørdag på hjemmebane mod Aalborg Freja. Her har vi revanche til gode, og vi håber, pigerne kan finde samme kampmoral frem, for det bliver nødvendigt mod de fysisk stærke aalboirgensere.

Danmarksserien: Vejlby IK - Mejrup GU (2 - 5)

Mejrup får endnu en sæson i Danmarksserien

Efter sidste weekends sejr over Randers uden kamp har Mejrups DS damer sikret sig endnu en sæson i Danmarksserien. Sæsonens målsætning er indfriet, og det er fantastisk flot af pigerne og af holdet. Da vi denne søndag drog til Vejlby ved Århus, var det dog ikke for at hvile på laurbærerne. Det var for at SPILLE os til en sejr. Det var væsentligt for os at understrege overfor os selv og overfor andre, at vi KAN vinde kampe - også når vi spiller dem.

Og det kom denne søndag til at gå ud over Vejlby. Bundproppen, som længe har måttet se i øjnene, at deres næste sæson spilles i jyllandsserien.

Mejrups piger var klar. Ingen var i tvivl om, at den her kamp faktisk var vigtig!! Vi skal heller ikke langt ind i kampen, før bolden ligger bag Vejlbys keeper. Faktisk er kampen kun 2 minutter gammel, da vi får vores første hjørnespark. Rikke Baunbæk sparker en perle af en aflevering ind foran mål. Hovedstødsstærke Kristina Agger timer sit løb, sætter panden på bolden og scorer sikkert for sit hold. Et meget, meget flot mål!

Ti minutter senere er der fare på færde fra vores venstre side, hvor Sara Poulsen og Anna Vig arbejder godt sammen. Anna Vigs afslutning ligger desværre lige på keeperen, der dog ikke kan holde bolden, og Lisbeth Skjødt dukker op som trold fra en æske og sender bolden i mål.

Derefter kommer vi i en periode til at hvile lidt på laurbærerne. Og det gør man ikke ustraffet i Danmarksserien. Fluks straffes vi af et ikke ueffent fodboldhold, der fra distancen skyder bolden over Laura Poulsen i målet.

Efter den scoring spiller vi en mule panisk i en periode, men heldigvis finder Rikke Baunbæk vejen til netmaskerne i minuttet før halvleg, da hun fra distancen banker bolden ind bag en sagesløs keeper. Godt set af en spiller, der fra 10. spilleminut spillede med et øje! Hun fik et kæmpe sæbeøje i en hovedstødsduel på midbtanen.

I halvlegen kommer Kristina Agger ud, og Sabrina Madsen ind. Vi omrokerer i bageste kæde og håber, at Sabrinas speed kan sætte Vejlby på prøve. Og allerede fra første fløjt viser Sabrina stor spillelyst.

Vi sidder totalt på spillet i denne anden halvleg. Der er konstant fare på færde i Vejlbys felt. Men vi omsætter ikke chancerne til mål.

Anna Vig og Lena Olesen skiftes ud med Cecilie Krarup og Marie Nielsen. De gør begge fine indhop, og der står faktisk Mejrup på det hele nu. I det 71. minut tager Vejlbys forsvar hånden til hjælp, og dommeren dømmer korrekt straffe. Dette eksekveres af Rikke Baunbæk, der dermed scorer sit andet mål i kampen.

10 minutter senere scorer Vejlby et flot mål fra distancen. Et par minutter senere gør Lisbeth Skjødt det samme og scorer et flot mål med venstreskøjten fra distancen efter en vild solotur på venstre kant.

5-2 blev den samlede sejr! Det var fantastisk igen at smage sejrens sødme. Og det var godt nok dejligt at se den tænding, der var på pigerne i dag. De VILLE det. Det var fedt!! Der er krummer i de DS piger. At rejse sig efter en lammetæver på 8-3 mod Vorup er flot. At rejse sig med sådan en stil er ganske enkelt fremragende!

Kampens bedste Mejrup spiller blev Cecilia Kirk, der langt om længe viste hele sit potentiale i en kamp! Ingen er i tvivl om hendes evner, men hun har ikke haft held med at vise det i vores kampe! Det gjorde Kirk i dag! En kæmpe forløsning for hende og for alle os omkring hende. Flot kamp med masser af vilje og mod. Og med flere glimt af et stort potentiale.

Lisbeth Skjødt spillede også en meget flot kamp, og det var også glædeligt at se Malene Iversen med masser af spillelyst på midbtanen.

Næste weekend skal vi en tur til Odense, der i dag overraskede med at vinde 4-1 i Fortuna Hjørring.
Kampfakta
02: 0-1, Kristina Agger, assist Rikke Baunbæk
13: 0-2, Lisbeth Skjødt, assist Anna Vig
19: 1-2
45: 1-3, Rikke Baunbæk
71: 1-4, Rikke Baunbæk (straffe)
80: 2-4
82: 2-5, Lisbeht Skjødt

Indskiftninger:
45: Kristina Agger ud - Sabrina Madsen ind
60: Anna Vig ud - Cecilie Krarup ind
60: Lena Olesen ud - Marie Nielsen ind

Kampens spiller: Cecilia Kirk med 8 stemmer, Lisbeth Skjødt med 4 stemmer, Malene Iversen 2 stemmer, Anna Vig, Charlotte Hansen og Sabrina Madsen hver en.

Danmarksserien: Mejrup GU - Randers (3 -0)

Vundet uden kamp - Randers har trukket sig fra DS.

Sejren sikrer Mejrup GU endnu en sæson i DS.

Danmarksserien: Vorup - Mejrup GU (8 - 3)

At tabe til et bedre hold er ikke en skam!!

At tabe stort til et langt bedre hold er vel også ok. Vi må i hvert fald bare erkende, at vi på Vorups hjemmebane, Ulvehøj Park, blev banket sønder og sammen af et fantastisk dygtigt hold, der mestrede alle spillets facetter. 8 mål måtte Laura Poulsen hente ud af netmaskerne - og i dag kunne hun faktisk ikke gøre noget ved et eneste af dem. Vores defensiv var bare ikke konsekvent nok. Vi var bange for at slå os i nærkampene, vi efterlod god plads til alt for dygtige spillere, og i en halv time i anden halvleg mistede vi helt grebet om kampen og måtte bare se på, at Vorups hurtige, stærke spillere overløb os gang på gang og konsekvent sendte bolde ind bag en sagesløs Laura Poulsen i målet.

I første halvleg spillede vi ellers noget flot fodbold. Vi kom endda foran efter 7 minutter, da Rikke Baunbæk (sædvanen tro, fristes man næsten til at sige) scorede direkte på et frispark fra distancen. Vi har fat i spillet, pigerne i de hvide trøjer vil det - og det ville de faktisk kampen igennem! Der skal dog ikke gå mere end et kvarter efter vores føringsmål, før Vorup svarer igen og på hjørnespark udligner til 1-1. 6 minutter senere bringer Vorup sig foran 2-1, men vi er stadig med og får efter et hjørnespark udlignet til 2-2. Rikke eksekverer hjørnesparket, der efter clearing opfanges af Tulle Petersen, der flot sender bolden til Rikke igen. Hun smækker en sukkerbold ind bagerst i feltet, hvor Lisbeth Skjødt rager højst op af alle og header bolden i kassen.

Så langt så godt...

På to forsvarsfejl bringer Vorup sig i spidsen med 4-2, inden vi kan gå til pause uden at være nedspillet og med en god tro på, at vi godt kan bringe balance i regnskabet. Spillerne ville det. Viljen var der ikke noget i vejen med i dag.

Det var desværre bare en af de dage, hvor evnerne haltede en smule efter. De første 25 minutter i anden halvleg bliver vi statister i kampen. Vi magter ikke at bremse en blå offensiv, der buldrede løs mod os. Vi tackler ikke, vi kommer for sent til alle bolde, vores afleveringer ligger til en blå spiller. Vi kigger bold! Og det var også imponerende, det vi så. Det må vi bare sande. Vorup styrer direkte mod 1. division og med sådan en spillertrup, så er der heller ingen tvivl. Det er de helt rigtige oprykkere!

At Mejrups piger så efter kampen kan bryste sig af at vinde det sidste kvarter med 1-0 på endnu et mål af en meget velspillende Rikke Baunbæk, det vidner om en moral, man nærmest skulle tro var umulig at holde fast mod så god en modstander.

Vores første halvleg er godkendt, omend vi laver et par fatale personlige kiksere. Vores sidste kvarter er godkendt på forbilledelig fight af spillere, der burde ligge ned på det tidspunkt. Minutterne der ind imellem, må vi bare sige, tilhørte Vorup.

8-3 blev kampens endelige resultat. Det var noget en af snitter! Og det er dejligt med en kærkommen kamppause i næste weekend. Her vinder vi uden kamp over Randers. Næste gang, vi spiller, er på udebane mod Vejlby. Her har vi forhåbentlig alle spillere klar efter skadespauser, og så skal vi igang med at hente sejre og points til kontoen.

I søndagens kamp mod Vorup kan vi fremhæve gode præstationer fra Kristina Agger, Sara Poulsen og Lena Olesen. De turde tackle, de kom først i duellerne, og de kunne slå afleveringer med korrekt adresse. Anfører Rikke Baunbæk blev fortjent kåret til kampens spiller af både trænere og spillere. Rikke er i en fantastisk form for tiden, og det giver hende overskud til både at fighte, at spille gode bolde og at score mål!

Vi måtte i dagens kamp tage afsked med vores norske piger, Ingjerd Alsvik. I daglig tale kaldet Norge. Norge skal til Norge for at færdiggøre sit studie. Ærgerligt, for hun har virkelig bragt mange gode ting med sig til Mejrup. Først og fremmest en seriøs indstilling og et super herligt humør! Vi vil komme til at savne dig, Norge. Tak for din tid i Mejrup - og for alt hvad du gav af dig selv!!

Danmarksserien: Mejrup GU - Fortuna Hjørring (2 - 5)

Det var ikke godkendt!

Efter et par flotte præstationer mod Skovbakken skulle Mejrups DS damer forsøge at følge op på spil og fight fra de to kampe, da da på hjemmebane mødte Fortuna Hjørring søndag eftermiddag. Der var god opbakning på EuroCon, men tilskuerne fik langt fra den oplevelse, de var kommet efter. Mejrup leverede den hidtil dårligste kamp og måtte på den baggrund indkassere et svidende nederlag på hele 5-2. Ærgerligt, for pigerne kan bestemt præstere bedre.

Med afbud fra driblestærke Anna Vig, der sad ud med en lyskenskade og en skade på Henriette Jensen under opvarmningen, så var oddsene også blevet vanskeliggjort. Men det betyder ikke, at de 13 spillere, der er tilbage, ikke stadig kan levere en bedre indsats. Der var groft sagt ikke mange spillere, der kunne være indsatsen bekendt, og hvis ikke vi præsterer, er bundniveauet for lavt. Der skal selvsagt andre boller på suppen, når vi i næste weekend stævner ud mod Vorup - et hold, der gør det rigtig godt i turneringen og styrer direkte mod en oprykning.

I første halvleg var vi nu ellers godt med. Allerede efter 6 minutter er vi bagud 1-0, men efter 20 minutter kæmper holdet sig frem til en udligning. Rikke spiller en af mange gode dybdebolde til Lisbeth, som serverer bolden ind i feltet til Tulle, der fighter bolden i kassen. Kort før havde Tulle og Lisbeth broderet sig igennem, men chancen blev, som flere andre, ikke omsat til mål.

Det var ellers ikke svært at hamle op med Fortunas forsvar, men det var bestemt svært for vores egen defensiv i dag. Fortuna råder over pågående angribere, der konstant lagde pres på vort normalt sikre forsvar, men i dag vaklede vi.
Kort før halvleg bringer Fortuna sig foran 2-1, og vi skulle såmænd blot igang med anden halvleg, før de efter 2 og 4 minutter putte to bolde i kassen. Vi er nu nede med 4-1 - straffet af et dygtigt fodboldbold, der ville det mere end vi i dag.

Unge Marie Nielsen kommer på banen og gør sit til at forstyrre Fortunas forsvarsspillere. Hun gør et rigtig flot indhop og er en af de spillere, som Mejrup i fremtiden kommer til at få stor glæde af. Marie bliver også oplægger til Mejrups andet mål, som Tulle scorer 3 minutter før tid.

Cecilie Krarup kommer også ind i kampen, og også hun gør et flot indhop. Fremtidens spillere banker på til holdet, og det er positivt. Positivt var det også, at Rikke Baunbæk sled som en hest på midtbanen og kampen igennem leverede flotte afleveringer. Hun blev af publikum kåret til kampens spiller. I angrebet var det positivt, at Lisbeht Skjødt synes i spillemæssig fremgang. Hun spillede nogle flotte bolde, løb fra modstanderne og slog flotte indlæg fra kant. Hun blev fortjent hyldet med flest stemmer af trænerteam og holdkammerater efter kampen.

Ellers var der ret langt mellem snapsene i dag på EuroCon Arena. En kamp vi må gemme væk. Og en kamp vi må lære af. Det her kan vi i hvert fald ikke være bekendt at gentage.

Danmarksserien: Skovbakken - Mejrup GU (2 - 2)

Lørdag eftermiddag var der dømt revanchekamp mellem Skovbakken og Mejrup. Sidste weekend tabte Mejrup på hjemmebanen knebent med 3-2 i en kamp, hvor det blev gået til stålet, og hvor en uafgjort bestemt ikke ville have været ufortjent. Det var derfor et Mejrup-mandskab, der havde lyst til at hente revanche. Et mandskab, der havde fået smag på at drille de store. Og et Mejrup-hold, der var indstillet på, at nok hører Skovbakken til en af de førende kvindefodboldklubber i Danmark, men derfor kan man jo godt forsøge at bide skeer med dem.

De første 45 minutter ender 0-0. Mejrup er toneangivende, vi har bolden mest. Men vi er ikke skarpe nok på den sidste tredjedel af banen. Defensivt har vi lukket stærkt af, og på midtbanen er vi også med, selvom vi her er oppe imod spillere, der til tider har deres gang på 3f-liga-holdet i Skovbakken. Mathilde Sandager på højre back spiller forrygende og får lukket helt af på den side af banen. Sabrina Madsen gør det samme på venstre back. En flot fight og en god defensiv har holdt os inde i kampen, og vi tror på, at vi lykkes fremadrettet i anden halvleg. Desværre må Anna Vig kort før halvleg udgå med en lyskenskade. Vig havde ellers haft gang i sine gode rush op ad banen og var også kommet frem til et par afslutninger - dog uden at komme på tavlen.

Ind kommer i stedet det nye store talent i Mejrup, Lena Olesen. Allerede på første berøring viser Lena, at hun bestemt bliver en forstærkning af Mejrups hold.

Kort ind i anden halvleg må Charlotte Hansen udgå, idet hun stadig er i en genoptræningsperiode efter en skade. Et par omrokeringer på banen og ind med Ingjerd Alsvik på venstre kant, og Mejrup lægger tryk på Skovbakken. Efter flere afslutninger uden saft og kraft er det som om Tulle synes, at nu skal der altså til at ske noget. På et flot angreb med opspil i verdensklasse serverer Sara P en bold til Tulle, som banker resolut til bolden fra kanten af feltet. Skovbakkens keeper så kun røgen og, føringsmålet til 1-0 for Mejrup var ikke bare en kendsgerning men også fuldt fortjent!

Desværre holder vores defensiv ikke stand kampen ud. Kort efter føringsmålet udligner Skovbakken efter et et hjørnespark. Og mindsandten om de ikke igen gør det onde ved Mejrup og scorer til 2-1 og straffer et boldtab på midtbanen.

Cecilie Krarup Petersen kommer på banen den sidste halve time og erstatter Sabrina Madsen på backen. "KP" gør et godt indhop og følger op på Sabrinas flotte præstation.

De sidste 20 minutter står der Mejrup på det hele! Vi presser Skovbakken helt i bund. Vi har mange flotte angreb, vi styrer kampen. Skovbakken bremser flere gange vores igangsættende spil ved brug af ren muskelkraft - og i et af disse tilfælde får vi et frispark mellem midterlinien og målfeltet. Rikke stiller sig klar. Presset af stillingen og af tiden, banker hun til bolden, der suser gennem luften og lige ind under overliggeren og over en sagelsløs keeper. En fantastisk scoring - og stor forløsning. Så fik vi alligevel lidt med hjem fra Skovbakken!!

Fantastisk indsats af alle spillere. Fra nummer 1 til nummer 14 er der konstant fight, og selvom ikke alle vores afleveringer havde perfekt adresse, så var det kampen igennem tydeligt, at der var tænding og vilje. Det er optimalt, at der på bænken sidder 3 spillere, der alle går ind og viser, at de også har noget at byde på.

Der er krummer i de piger! Der er så mange ting at være tilfreds med. Og vi ved jo godt, at vi ikke alene spiller mod et tophold i Danmarksserien, men også mod 3f-liga-reserver, der er vant til højt tempo i træning og kamp.

Kampfakta
45 min: 0-0
Anna Vig ud - Lena Olesen ind (debut)
50 min:
Charlotte Hansen ud - Ingjerd Alvik ind
55. minut: 0-1 Tulle Petersen
60. minut: 1-1
65 min:
Sabrina Madsen ud - Cecilie Krarup Petersen ind
70 min: 2-1
75 min: 2-2 Rikke Baunbæk

Kampens spiller, valgt af spillere og trænerteam, Mathilde Sandager.

Danmarksserien: Mejrup GU - Skovbakken (2 - 3)

Spillemæssig fremgang, men pointhøsten udeblev.

Hjemmekamp søndag for DS damerne - gæsterne var mægtige Skovbakken. En klub med store ambitioner og med både 3f ligahold og U18 DM hold.

Det var derfor klart, at Mejrup på forhånd var underdogs. Vi tabte det første opgør mellem de to hold i efteråret og Skovbakken ligger helt naturligt med i toppen af puljen.

Men Mejrup-spillerne var kommet til kamp for at give den en skalle. Vi ville forsøge at drille de store. Vi ville vise, at vi har gejst og vilje til mere end den halve time, vi havde til i Freja. Og lad det bare være sagt med det samme. Mejrups DS piger leverede en solid fight kampen igennem og bød derfor de store op til dans!  Nogle gange må man slide sig igennem en kamp - det gjorde pigerne i dag. Og det fortjener de en stor ros for. De opgav aldrig og var derfor med til at give de 75 tilskuere en god og underholdende fodboldkamp. Og Skovbakken kamp til stregen!
I det 11. spilleminut bringer Skovbakken sig foran på et flot langskud udenfor Laura Poulsens rækkevidde i målet. 7 minutter senere bringer Tulle Petersen balance i regnskabet efter et vanvittigt soloridt på højrekanten af Anna Vig.

5 minutter senere er Tulle alene på jagt efter bolden i Skovbakkens felt, og Skovbakkens forsvarer ser ingen anden udvej end at hægte den hurtige angriber fra Mejrup. Straffesparket eksekvereres af Agger, der ikke i første, men anden omgang sætter bolden i kassen!

Mejrup har momentum. Vi er foran! Desværre går der ikke lang tid, før Skovbakken udligner til 2-2, som var resultatet ved halvleg.

I pausen indskiftes Sabrina Madsen, vores unge komet på backpladsen. Ud skiftes Charlotte Hansen, der netop er klar efter en skade. Hansen er en vigtig forsvarskrumtap for Mejrup, så vi måtte følge fys'ens ordre.

I kampens 68. minut gør Skovbakken det onde ved Mejrup og scorer målet, der sikrer dem sejren på 3-2.  

Forbilledlig fight af Mejrup-pigerne udløser dog ikke den udligning, som ifølge langt de fleste tilskuere ville have været helt fortjent.

Mejrup-pigerne må derfor igen mentalt finde den jernvilje, der ganske enkelt er nødvendig på DS niveau. Men med en indsats som i denne kamp - så skal man være mere end almindelig sortseende for ikke at kunne øjne en masse positive momenter, som kan bruges i de kommende kampe.

Publikum valgte Anna Vig som kampens spiller, mens spillere og trænerteam valgte Rikke Baunbæk som kampens helt store profil. Det var helt fortjent. Det var de to, der skilte sig ud. Anna Vig med smarte, snævre driblinger, Rikke Baunbæk der vandt alle dueller på midtbanen og overlegent svang dirigentstokken for sit hold.

Næste lørdag tørner de to hold sammen igen i den omvendte kamp i Skovbakken.

Danmarksserien: Aalborg Freja - Mejrup GU (3 - 1)

En halv times fremragende spil var ikke nok…

Lørdag eftermiddag tørnede både JS og DS afsted i samme bus mod henholdsvis Aalborg og Skagen. Fælles bus – fælles mål. Der skulle hentes de to sejre.

Pigerne lægger ud i Aalborg. Det var et ualmindelig tændt hold, vi sendte på banen. Pigerne havde glædet sig helt vildt til at komme i kamp. Vi blev jo snydt sidste weekend, da OB meldte afbud aftenen før. Vi var dog klar over, at vi denne lørdag stod overfor en meget svær opgave. Freja er et godt hold med særlige forcer indenfor fysikken.

Den første halve time spillede Mejrup noget af det sejeste fodbold, vi endnu har set holdet præstere. Vi var i boldbesiddelse konstant og med hurtige pasninger flyttede vi konstant spillet frem mod Frejas mål.

Allerede efter et minut i kampen får Anna Vig den første chance i kampen og kunne med lidt held have bragt sit hold foran 1-0. Men hun forpassede chancen. Kort efter betaler hun tilbage, runder en Frejaspiller på sin venstre kant, spiller ind til Malene, der snildt snyder to spillere, før hun uselvisk putter bolden ind foran mål til Tulle, der bare kan løbe bolden ind i kassen.

Vi fortætter det gode pres og er spilstyrende frem til det 29. minut, hvor Freja får udlignet efter flot angrebsspil, hvor vi i vores angrebsivrighed bliver overspillet i defensiven.  Rigtig ærgerligt, vi spillede fantastisk frem til det tidspunkt.

I det 43 minut scorer Freja igen og det er lidt op ad bakke for Mejrup pigerne, der havde præsteret så flot.

Vi forsøger at finde frem til spillet igen i anden halvleg, men vi finder det aldrig. Vi er lagt ned af et fysisk stærkt spillende Freja hold, der straffede os på de få fejl vi lavede.

Pigerne kæmper stadig med Mejrup i hjertet under den hvide trøje. Mejrup pigerne løb til sidste fløjt. Men vi magtede ikke at finde rytmen i spillet igen.

I det 74. minut sætter Freja trumf på deres overtag og scorer til slutresultatet 3-1.

Vi må op på hesten igen. Der var rigtig mange flotte ting at glæde sig over, men vi skal lære af de fejl vi laver undervejs. For de straffes på DS niveau.

Dagens spiller blev Sara Poulsen, der spillede overbevisende i midterforsvaret. Sara satte mange bolde i spil fremadrettet og var ”cool” i alle boldberøringer. Solid indsats, der tegner godt for hendes sæson.

Næste kamp for Mejrup er hjemmebane på Fort EuroCon Arena, søndag kl. 15.00.
Kampfakta
5 min: 0-1 Tulle Petersen
29 min: 1-1
43 min: 2-1
45. min: Sabrina Madsen ud – Cecilia Kirk ind
60. min: Henriette Jensen ind – Ingjerd Alsvik ud
74 min: 3-1
80 min: Kristina Agger ud – Cecilie Krarup ind

Danmarksserien: Mejrup GU - OB (3 - 0)

Lørdag den 14. april!! Dagen hvor DS skulle igang med sæsonen. Når man arbejder med en spillertrup, som vi gør  - så ER det ikke spor uvæsentligt endelig at spille vigtige turneringskampe. Da vi tog fra træningen torsdag aften, sprudlede pigerne af kampgejst - Uha, hvor vi allesammen så frem til en kamp, der talte points - og en kamp på vores fort: EuroCon Arena.

Fredag kl. 19.00 sender coach en sms om den endelige startopstilling og en lille peptalk til pigerne om at GLÆDE sig til kamp.

Fredag aften kl. 19.28 bliver coach ringet op af OBs helt uskyldige træner, der måtte beklage, men hun rådede simpelthen ikke over spillere, der var rede til at rejse til Mejrup for at spille kamp denne lørdag, som kampen i øvrigt var flyttet til fra søndag efter OBs anmodning. Stakkels OB træner. Det er svære odds! Svære betingelser og ualmindeligt demotiverende for fremtidige træningspas.

Trænerteamet i Mejrup priser sig lykkelige for, at sådan hænger det ikke sammen i vores trup!

Så måtte coach jo igang med at ringe rundt. Trods enorme frustrationer hos spillerne aftalte vi træning i stedet for - samme tid, samme sted.

Vi fandt i fællesskab frem til ting at glæde os over. Vi fik 3 points. Vi fik ingen skader. Turneringen er igang. Men faktum er, at det slet ikke lindrer på skuffelsen over ikke at komme i kamp. Vi vil langt hellere spillere end at få points forærende. I vores pulje har Randers for længst trukket sit hold - det betyder endnu en kamp mindre. Og for os handler det om at spille. Om at udvikle os. Om at være sammen om en opgave. Om at spille fodbold.

I næste weekend rejser vil til Aalborg. En sindssyg svær kamp at lægge ud med. Freja er fysisk stærke, og det ville have været en fordel for os at have haft en kamp i benene inden det møde. Men nu må vi træne hårdt i ugens løb. Lægge skuffelsen på hylden og finde kampgejsten frem igen.

For Freja stiller hold. Et utrolig godt hold. Så vi må og skal være klar! Men med vores spillertrup er det slet ikke et problem!!

Danmarksserien: Mejrup GU - Vejlby IK (4 - 0)

Søndag eftermiddag bød Mejrups DS damer op til dans på EuroCon Arena. Solen skinnede, pigerne strålede, og der var god opbakning på lægterne. Pigerne var klar til opgaven. Den sidste kamp i denne sæson skulle ende med en sejr og 3 points, så vi kunne konsolidere vores fjerdeplads i puljen!

Pigerne VILLE det også. Men vi må sande, at første halvleg blev lidt  af en ørkenvandring. Vi forsøgte at finde frem til vores spil, og ind imellem så vi også fine gennemspillede angreb, men chancerne blev godt nok ikke omsat efter bedste evne. Og chancer var der mange af! Defensivt lukkede vi godt af, og selvom Vejlby - i en noget stærkere opstilling end på egen hjemmebane - forsøgte at sætte sig på spillet, så fik vi igen afvist alle forsøg. Laura tog det, hun skulle uden dog at blive sat på nogen større opgaver. I den modstatte ende diskede Vejlbys keeper op med flere redninger, og vi må også erkende, at vores afslutninger ikke helt havde fart og præcision.

Vores midtbane sled godt og fik sat sig igennem på midten og sluttede også af med at være sejrherrer på den del af banen, inden vi gik til halvleg med 0-0 på måltavlen.

Til start af anden halvleg sætter vi Henriette ind på top, rykker Tulle ned på højre kant og tager Anitta ud. Og helt fortjent efter et fantastiske fremmøde til træning hele sæsonen og altid med de helt rigtige attituder, blev Henriette i dag den spiller, der gjorde en forskel for kampens udfald.

I det 57. minut spiller Lisbeth en sukkerbold ind til Henry, der er rykket med helt frem i feltet. Og Henry takker for tilbudet om at komme på scoringstavlen og prikker bolden ind i kassen til stor forløsning for os allesammen, der var tæt på at tvivle på, om det overhovedet ville lykkes os at score i denne kamp.

Men nu tager kampen fart. Og helt efter fortjeneste kommer vi også på 2-0 et kvarter senere i kampen. Denne gang er Henry trådt i assiststøvlerne i et angreb, hvor Lisbeth og Henry spiller ping-pong og helt udspiller Vejlby forsvaret. Næstsidste bold fra Henry, sidste bold fra Lisbeth, der når ret skal være ret også skyldte en kasse efterhånden.

Tulle - vores lille hurtige topscorer - er ikke lige inde i en scoringsstime for tiden. Hun er altid hyperfarlig, hun søger chancerne, men i dag lykkes det ikke at komme på tavlen. Også selvom en af chancerne var så stor, at selv hendes egen mor ville have kunnet putte bolden i kassen på den! (citat Tulles mor)

Anna Vig er også altid hyperfarlig fra sin venstre kant, men i dag var ikke dagen, hvor hun ramte skarphed i afslutningerne. Heldigvis får Vig pyntet lidt på sin statitstik, da hun i det 87. minut bliver spillet fri på kant af Henry, river sig løs af sin modstander og scorer til stillingen 3-0.

I slutminutterne vil Tulle i det mindste være assist. Hun smider en flot bold til Lisbeth, der roligt placerer bolden under keeperen til slutfacit 4-0!

Sejren var hjemme. Den var helt fortjent og ikke et mål for stor! Snarere tværtimod. Sejren kom i hus uden at Mejrups spil rigtig var prangende. Momentvis var der flotte opspil, gode angreb, men helhedsindtrykket bærer præg af de mange brændte chancer. Men fire mål er heldigvis nok til en sejr, når hele holdet leverer så flot en defensiv!

Holdet præsterede igen! Pigerne stod sammen, pigerne arbejdede sammen, der blev slidt og slæbt over hele banen, og takken for en fornem indsats er altså, at vi lige i skrivende stund faktisk har placeret os på tredjepladsen i puljen. En plads vi dog må forvente at vige for Vorup, der har en kamp tilgode i næste weekend. Mod netop Vejlby. Men at slutte på fjerdepladsen og med afstand til de øjeblikkelig nedrykningskandidater, ja det er en fremragende præstation. Vi er nyoprykkere i den fine række, men pigerne har bestemt fortjent det. De udvikler sig konstant, og som hold præsterer vi simpelthen de resultater, der er nødvendige.
Dagens store spiller blev i dag Henriette Jensen, der med sit fremragende indhop til anden halvleg satte sit præg på kampen med en scoring og to assists. 10 stemmer indkasserede Henry helt forjent.

Nu er der vinterpause, bortset fra at vi spiller et par kampe i en vinterturnering, træner hver torsdag indtil Kong Vinter lukker banerne og i øvrigt træner på fittness for at holde formen vedlige indtil sæsonen igen sætter ind i til næste år.

Danmarksserien: Randers KF - Mejrup GU (1 - 5)

SÅ KOM VI OVER STREGEN!

Denne weekend stod den på lørdagskamp for DS pigerne fra Mejrup. Udebane mod Randers. Holdet, der på vores hjemmebane stjal mindst 2 points, og som der nu var lagt i kakkelovnen til! Vi spillede en suveræn kamp sidste søndag, hvor vi besejrede Vorup, og Mejrup spillerne havde derfor rygsækken godt fyldt med selvtillid.

En halvrodet affære blev det dog, da vi ankom til Randers. Først var der bøvl med omklædningsrummene, siden var der bøvl med den plads, vi havde valgt at varme op på. Men banen, vi spillede på var perfekt, vejret var fantasisk og dommertrioen var nogle flinke mennesker, som havde ok styr på kampen. Og Mejrup tøserne lader sig bare ikke ryste af knap så ordnede forhold. Vi var kommet til Randers for at vinde en fodboldkamp - og det var det, spillerne havde fokus på!

Det første kvarter skulle dog gå, inden vi sådan rigtig kom ind i vores spil og fik helt styr på det hele. Første afslutning mod mål kommer ved langskud fra Rikke, siden er det Malene, der forsøger udefra. Tulle rykker sig derefter flot fri i gennembrud, men hendes afslutning rammer heller ikke målet. Vi skal hen til det 21. minut af kampen, før det første perfekte angreb udløser en scoring til Mejrup. Rikke spiller Tulle fri i dybden på højre kant. Tulle vælger uselvisk at smække en flad bold ind gennem feltet til Lisbeth, der prikker bolden i kassen til en Mejrup føring på 1-0.

I det 28. minut har Randers det første farlige skud mod mål. Men Laura, der stod med solen lige i skærmen, skubber den høje bold op på overliggeren, hvorefter forsvaret får clearet bolden ud af farezonen. Anna Vig melder sig ind i kampen meget tidligt og sætter et flot aftryk kampen igennem. Således også i det 33. minut, hvor Vig afdribler en Randers spiller fra sin venstre kant, søger ind i banen og scorer bredt i målet!

5 minutter senere scorer Randers et bragende flot mål på langskud - så højt i målet, at Laura er uden chance. Laura var måske kommet lidt for langt ud, og vi fik ikke tacklet af på midtbanen i den situation. Men det blev så også den eneste situation i resten af kampen. Og hvis nogen tillader sig at score mod os - så svarer vi bare igen med det samme. Sådan må Lisbeth næsten have tænkt, for i minuttet efter trækker hun fri på højre kant og scorer højt i nærmeste hjørne, elegant, flot og med masser af vilje!

Ved halvleg fører vi altså 3-1. Efter godt og vel et kvarter var Mejrup spilstyrende, defensivt afvisende og hyperfarlige på hver eneste angreb. Vi kunne sagtens have scoret flere mål, men 3 var bestemt også godkendt. Vi havde jo en halvleg mere at gøre godt med, og da det betød sol lige i skærmen på Randers keeperen, var der dømt "afslutnings-fest"!

En fest der startede i det 51. minut, hvor Anna Vig trækker fra venstre kant mod midten og scorer højt i modsatte kryds. Et mål, vi længe har talt om, måtte komme. Det var sindssygt flot udført. Tulle har kort efter en af mange store chancer i kampen. Tulle er bare ikke heldig i dag, og også denne afslutning rammer ikke målet. Sådan en dag rammer en topscorer engang imellem, og vi ved allesammen, at det ikke er noget, der huer Tulle.

Vi slutter målfesten i det 68. minut, hvor vi efter hjørnespark får spillet Sara fri til venstre for målet. Sara banker til bolden, der har retning direkte mod krydset. Nu står der 5-1 på tavlen. Kampen er lukket. Mejrup har vundet. De to hold bytter plads i puljen, vi er nu over nedrykningsstregen og uden at have alt for hvide briller på, så er det bestemt fortjent!
Det er en stor forløsning for os alle. Vi har arbejdet så fokuseret med at skabe sammehold, med at finde os tilrette i Danmarksserien og med at være i stand til at modstå presset i den nye række. Vi har arbejdet fokuseret med at finde den rette opstilling og med at udnytte de spidskompetencer, som hver enkelt spiller har. Det ser nu ud til, at det hele er ved at gå op i en højere enhed. I hvert fald spiller pigerne noget flot fodbold, der er opbakning og støtte hele banen rundt, og der er kampgejst og vindermentalitet på alle attituder.

Kampens spiller blev i dag Anna Vig med 6 stemmer. Hun er faldet rigtig godt til på holdet, hun er en driblestærk spiller, der kan sætte sig igennem mand mod mand. Og så er Vig begyndt at score mål. Malene på midtbanen og Lisbeth på top spillede også begge to en fremragende kamp. Men over hele linien er der gode takter. Vi har spillere med lårskader, vi har spillere med knæproblemer og i kampen i dag havde vi også Hansen med så ondt i ryggen, at hun knapt kunne stå til sidst. Men alle tænker på holdet - og alle holder stand! Og alle har fortjent et skulderklap - for der bliver fightet igennem over hele linien.

Gevinsten blev en sejr på 5-1, og en noget skønnere placering i rækken!

Kampfakta
21.minut: 0-1 Lisbeht Skjødt
33.minut: 0-2 Anna Vig
35. minut: 1-2
36. minut: 1-3, Lisbeht Skjødt
51. minut: 1-4, Anna Vig
59. minut: 1-5 Sara Poulsen

58. minut: Sabrina Madsen ud, Henriette Jensen ind
59. minut: Nicoline Jensen ud, Anitta Snedker ind

Danmarksserien: Mejrup GU - Vorup (3 - 0)

Et tophold kom forbi - og blev sendt hjem med 3-0 i sækken!

Et stærkt fokuseret fodboldhold i hvide trøjer med stort behov for points tog søndag eftermiddag imod puljens nummer 2 fra Vorup. Vejret var ganske enkelt forfærdeligt. Det var koldt, blæsende og regnfuldt. En skam, for med et lidt bedre vejr, havde der sikkert været flere tilskuere på EuroCon, flere end lige den hårde kerne, der hver gang møder op og støtter os. Tak til alle jer!

Men de, der var, fik at se, hvad der sker med de hvidblusede piger fra Mejrup, når de er klar til kamp! For klar - det var pigerne! De var SÅ klar!

Vi måtte i første halvleg kæmpe mod 11 spillere fra Vorup, men den værste modstander var faktisk den stride kolde vind indeholdende en konstant regn, som Mejrup spillerne fik lige i ansigterne. Det var op ad bakke, for i de første 20 minutter var Vorup det klart bedste hold. Vi var konstant i defensiven og var sjældne gæster omkring Vorups straffesparksfelt. Men vores defensiv har vokset sig fra i starten af sæsonen at være katastrofal til i denne fase af sæsonen at være fænomenal! Alle forsøg mod vores mål blev afvist. Koldt, kynisk og effektivt blev alt ekspederet væk, og Vorup spillerne mistede stille og roligt troen på, at det var muligt at komme igennem.

I det 19. minut sker der dog noget i nærheden af Vorups mål. Tulle er aggresiv og målsøgende, og Vorup så ingen anden udvej end at fælde hende i feltet, dommeren var helt klar i mælet og pegede prompte på pletten. Agger gør sig klar og placerer koldt sin afslutning udenfor keeperens rækkevidde. Nu var vi ufortjent foran 1-0!

Men fra det øjeblik og resten af kampen voksede Mejrup pigernes tro på, at de gjorde de rigtige ting på banen. Vi overtog spillet, lukkede helt af i de  bagerste kæder og vandt kampen om midtbanen! Tulle har en flot afslutning efter at hun i ren "Gerd Müller-stil" vendte på en tallerken i feltet, men desværre skyder hun lige ved siden af. En meget stærkt spillende Anna Vig har en kvalificeret afslutning lige over mål, men i det 44. minut (godt tidspunkt) lukker Tulle første halvleg med et fremragende skud fra distancen og scorer til hjemmeholdets føring på 2-0.

På intet tidspunkt var vi i første halvleg på skovtur! Det var vi til gengæld i pausen, hvor vi søgte tilflugt mellem træerne ved EuroCon. Det var svigende koldt, og selvom spillerne havde arbejdet hårdt i 45 minutter, var der alligevel brug for varme, nye trøjer, vanter mm. Jo - det er blevet efterår i Danmark!

I anden halvleg er vi totalt overlegne, vi tillader simpelthen ikke, at Vorup lukkes ind i kampen! En fantastisk defensiv præstation, som midtbane og angreb følger op på med en række forsøg mod Vorups mål. Vi har afslutninger fra Malene, Vig, Tulle og Lisbeth. Vi har langskud fra Rikke på overliggeren, men vi skal hen i det 74. minut, før driblekongen Anna Vig tager sagen i egen hånd. Præcis som aftalt i oplægget udnytter Vig sin spidskompetence og sætter to spillere af, før hun koldt afslutter mod mål uden chance for Vorups keeper. Nu står der 3-0 på tavlen. Mejrup har lige gennembanket topholdet fra Vorup.

Først og fremmest vil jeg overrække roser til hele holdet for en fantastisk fokuseret indsats. Der var ingen spillere, der underpræsterede i dag. Alle var på, alle ville det i dag! Og når det hænger sådan sammen hos de hvidblusede, så er vi altså ikke nemme at have med at gøre. Der var så flot holdmoral, så flot vilje og så flot kommunkation! Nævnes skal dog især Charlotte Hansen i vores midterforsvar. Hun tog udfordringen op mod puljens topscorer fra Vorup og tillod simpelthen ikke Vorupspilleren at komme til noget som helst. Det er klasse.

Stemmerne fordelte sig som følger: Lisbeth, Rikke, Vig, Mathilde, Tulle hver 1 stemme, Sabrina 2 stemmer og Hansen med 6 stemmer.

Næste kamp er lørdag eftermiddag, hvor vi gæster Essex Park i Randers!

Danmarksserien: Fortuna Hjørring - Mejrup GU (4 - 0)

Efter sidste søndags meget flotte indsats mod bundholdet Vejlby rykkede vi direkte til at spille mod topholdet fra Fortuna Hjørring. Kampen blev spillet i Hjørring, så en lille rejse var vi da kommet på denne søndag.

Det generede nu ikke Mejrups spillere, der var tændte på at hente et godt resultat i Fortuna. Ingen med lidt fornuft under pandelappen ville på forhånd have troet på de store chancer for sejr til de hvidblusede. Og da holdopstillingen på de grønne blev offentliggjort, steg vores forventninger heller ikke. Man kunne også mærke det på Fortuna – de vidste godt, de havde et godt hold i dag! Med tre australske proffer og endnu en spiller fra 3f liga truppen var vi godt nok kommet i fint selskab.

Og lad os bare indrømme, at vi blev rundbarberet mange gange. Fortuna spillede fabelagtig flot fodbold, og spillede os til tider langt ud af banen. Især i første halvleg havde vi vores problemer.

Allerede efter 14 minutter ligger bolden bag Laura til en Fortuna føring på 1-0. Nicoline glider i feltet, og Fortunas kantspiller kan let og elegant sende bolden ind foran kassen, hvor Laura passeres uden chance for en redning.

2 minutter efter går det galt igen. Vi spilles tynde over kanten, indlæg og scoring. De så let ud – og vi var noget bekymrede for Mejrup pigerne på dette tidspunkt af kampen.

Men nu fandt Mejrup alligevel fightergenet frem. Og i de næste minutter bringer vi os ind i kampen, ikke at vi er i total boldbesiddelse, men vi har bolden, og vi prøver virkelig at spille os igennem.

I halvlegen snakker vi om, at vi skal fastholde aggressiviteten, fighte videre. Om ikke for andet så i hvert fald for at minimere et truende stort nederlag!

I anden halvleg kommer vi bedre med i kampen. Vi har chancer til både Lisbeth, Tulle og Vig. Men spilstyrende, det bliver vi godt nok aldrig i kampen. Vi fik trænet vores defensive opgaver, vi måtte yde max alle sammen for at beholde æren i behold.

I det 51. minut bliver det til 3-0 til Fortuna, Laura kommer lidt på skovtur, og Fortuna spilleren skyder fladt og præcist langt udefra – lige ind i netmaskerne.

Fortuna lukker og slukker målscoringen i det 82. minut med endnu en scoring.

Det blev en kamp, hvor holdmoral var vigtigt, og hvor lærepenge og lungetræning var indtægten. Det var konstant op ad bakke, vi løb meget efter bolden i den her kamp. Men det positive er, at Mejrup  holdet ALDRIG giver op, ALDRIG lægger sig ned og ALDRIG accepterer, at vi ikke kan være med i en kamp!!

Heller ikke, når vi er oppe imod overmagten!

Og det er vi, når Fortuna stiller så stærkt op.

Kampen i tal
14. minut: 1-0 Fortuna
16. minut: 2-0 Fortuna
30. minut: Nicoline Jensen ud, Malene Iversen ind
45. minut: Cecilia Kirk ud, Mathilde Sandager ind
51. minut: 3-0 Fortuna
60. minut: Sara Poulsen ud, Henriette Jensen ind
82. minut: 4-0 Fortuna

Hele holdet skal fremhæves for en jernvilje, der gør, at vi trods alt ikke får en stor sæk med hjem fra Hjørring. På midtbanen sled især anfører Rikke Baunbæk, hun tog masser af ansvar og fik 4 stemmer som kampens spiller. På venstre kant befandt Anna Vig sig. Hun var konstant i bevægelse, kæmpede forbilledligt og forsøgte sig hele tiden i det fremadrettede spil. Vig blev kampens spiller med 5 stemmer!

I forsvaret var det især Charlotte Hansen, der viste høj klasse. Hun clearede et hav af bolde og vandt dueller både i tacklinger og hovedstød.

Næste kamp er hjemme mod Vorup, der i denne weekend vandt 7-1 over Vejlby.

Her har vi revanche til gode, idet Vorup vandt 4-3 over os i vores debut kamp i Danmarksserien.

Danmarksserien: Vejlby IK - Mejrup GU (0 - 6)

Efter sidste søndags lidt sure resultat med 1-0 nederlag til Randers stod vi nu overfor et af de hold, vi p.t deler bundskraber-skæbne med, Vejlby. Vejlby er et oprykkerhold og samtidig holdet, der slog os i JM finalen! Der var derfor dømt pay-back! Pay-back for JM, pay-back for det sure resultat mod Randers. Nogle måtte det bare gå ud over! Og ja, det kom altså til at gå ud over Vejlby.

Op til kampen havde vi afbud fra Malene, der altid spiller fuld tid, og som er en vigtig spiller på vores midtbane. Vi var ramt af to knæskader, dog i klar bedring, siddende hos Rikke og Sara. Vi var ramt af afbud fra Mathilde, vi havde i ugens løb haft 4 sengeliggende med influenza og det, der er værre!! Så oddsene for en god kamp var faktisk ikke til stede!!

Men aldrig har Mejrups DS damer spillet så flot!! I modgang rykker man sammen i bussen, i modgang viser man moral, i modgang viser man styrken! Og styrken er voldsom stor, når man i så vigtig en kamp, under så horible forberedelser, leverer så fantastisk en indsats i samtlige 2x45 minutter!! Pigerne sled for hinanden, pigerne sled for holdet, og pigerne sled for klubbens ære! Coach er sindssygt stolt af sådan en moral!!

Allerede efter 7 minutter rammes vi ellers af endnu et uheld. Anitta får simpelthen noget, der ligner en fiberspræning i et meget hurtigt tilbageløb, og ind skifter vi helt unge Sabrina, som først nu er kommet ind i varmen på holdet. Og lad det bare være sagt med det samme. Sabrina løste opgaven som højre back til ug med kryds og slange! Sikke et indhop! - og sikke en flot debut på DS.

Vi spiller det flotteste fodbold. Og efter 5 minutter spiller Lisbeht sin angrebsmakker Tulle fri med en præcis dybdebold. Vores topscorer svigter ikke, vælger klogt at afslutte fladt i fjerneste, og sender sit hold i front med 1-0.

6 minutter senere slår Sabrina en fabelagtig bold fra højre back ind i feltet til Lisbeth, der i 3 forsøg sætter bolden ind bag keeperen til en Mejrup føring på 2-0. Lisbeth spillede en flot kamp på toppen, hele tiden aggressiv og hele tiden spilbar.

2-0 ved halvleg, ingen fare på færde, ingen bange anelser. Dertil sad vi bare for meget på den her kamp! Så vi fortsætter i samme stil efter pausen.

Vi er nærmest konstant i boldbesiddelse. Vores midtbane med Sara og Rikke arbejder flot for hinanden og erobrer mange bolde, der klogt spilles så præcist videre, at bolden stadig er på Mejrup fødder. Kanterne ved Kirk og Vig er aktive, hele tiden i postition til dybdebolde og hele tiden klar til at udfordre.

Nico, der spillede sin bedste kamp nogensinde, slog det ene indlæg ind fra venstre efter det andet, således også i det 53. minut. Et indlæg Tulle henter ned med brystet, men desværre misser afslutningen. Rikke smider i minuttet efter en af rigtig mange gode bolde i dybden til Vig, der afdribler et par spillere, før hun afslutter lige på keeperen.

Et enkelt angreb fra Vejlby afsluttes meget flot højt mod krydset, men minsandten om ikke Laura graver en feberredning frem og forlænger i et spring højden på sig selv og vifter bolden over mål. Klasse!

Lisbeth og Vig har chancer for at bringe os på 3 og 4-0, men vi skal hen til det 69. minut før bolden igen ligger bag Vejlby-keeperen. Vig afdribler på kanten, sender bolden ind til Tulle, der med en perfekt førsteberøring bringer sig i fri position til afslutning og scorer flot til 3-0. 4-0 bliver det 10 minutter senere, da Lisbeth energisk tilkæmper sig bolden, dribler en tur og scorer!
Flere forsøg fra Vig, der konstant var farlig i kampen, uden det store held i afslutningsøjeblikket, men lykken vendte i de døende minutter af kampen, hvor Vig bliver spillet fri i dybden, hun løber fra forsvaret, skrår ind foran mål og sender bolden ind under keeperen til en fortjent og forløsende scoring for den teknisk meget velbegavede spiller. Målfesten afsluttes i sidste minut, hvor Vig sender et indlæg ind foran kassen, Tulle dukker op ved forreste stolpe og prikker bolden ind foran keeperen.

En meget stor og velfortjent sejr til et hold, der hele kampen igennem var fokuseret på opgaven! Et hold, der vil hinanden og et hold, der løfter opgaven i fællesskab. Forsvarskæden var stærk og sikker og dygtige i deres fremløb, når vi var i boldbesiddelse. Det betød sammenhæng med midtbanen, der fungerede fantastisk, og som ejede den del af banen. Her blev erobret, spillet og brillieret med gode aflveringer til en angrebsduo, der arbejdede flot sammen, og som var skarpe i afslutningerne! En helstøbt holdindsats!

Stemmerne om Holger fordelte sig også bredt: Rikke med 1 stemme, Nico og Tulle med 2 stemmer, Vig og Lisbeth med 3 stemmer, og unge debuterende Sabrina med 4 stemmer fik Holger med hjem.

Kampfakta
5. minut: 0-1 Tulle Petersen
11. minut: 0-2 Lisbeth Skjødt
69. minut: 0-3, Tulle Petersen
78. minut: 0-4, Lisbeth Skjødt
87. minut: 0-5 Anna Vig
90. minut: 0-6, Tulle Petersen

7. minut: Anitta Snedker ud, Sabrina Madsen ind
70. minut: Cecilia Kirk ud, Henriette Jensen ind

Danmarksserien: Mejrup GU - Randers KF (0 - 1)

Ak ja. Dette var kampen, som vi bare skulle vinde! Med en sejr ville vi bringe os selv over nedrykningsstregen. Ikke at det er vigtigt endnu, men et mentalt rygstød ville det dog have været, når vi i næste weekend spiller sidste kamp i første runde af i alt 3.

Vi spillede en okay kamp. Vi forsøgte spillet. Vi gjorde mange rigtige ting og tog mange rigtige beslutninger. Vi havde forinden snakket om, at Randers har scoret meget få mål, men til gengæld er der ikke scoret mange mål imod dem. Vi forventede derfor at møde en stærk defensiv - og en knap så stærk offensiv.

Vi havde derfor snakket om, at vi i vores angrebsspil måtte spille varieret. Dybe bolde, spil i bredden, indlæg, skud udefra og opspil på angriber. Og Mejrup gjorde det hele! Men i den sidste fase -  den fase, hvor bolden bare skal bankes i kassen - da, ramte vi ikke dagen! Vi missede alt for mange bolde! Vi havde vel godt og vel 25 afslutninger mod målet, men det var enten stolpe ud, lige ved og næsten - eller ja helt ved siden af.

Det er derfor en målfattig halvleg, og stillingen 0-0 var vel ok på det tidspunkt. Men 5 min ind i anden halvleg kom Randers på 1-0 efter et hjørnespark, hvor bolden først rammer overliggeren for derefter at falde ned foran en fri Randers spiller, der prikker bolden i kassen.

Det er brandærgerligt, for vi havde altså fået fat i spillet.

Vi har i halvlegen byttet Henry ud på top med Lisbeth. Henry spillede en god første halvleg, hun var en god spilbar station på top, men vi havde brug for mere speed, og det har Lisbeth i hendes støvler.

Efter Randers scoringen pakker de sig helt ned i på egen bane. Klogt valg - de stod med sejren i hænderne, og det må bestemt have været en god følelse, for helt fortjent, det var det på ingen måde. Vi styrer alt spillet i anden halvleg.

I forhåbningen om at få mere kvalitet i afslutninger udefra skifter vi Rikke ind for Matilde. Vi er konstant i boldbesiddelse og vælter i afslutninger til en meget velspillende Anna Vig, til en lige så velspillende Malene, men også  til Tulle og Lisbeth. Alle prøver de konstant.

Et sidste es i ærmet er at skifte Kirk ind på højre back i stedet for Anitta. Kirk er dygtig i det fremadrettede spil, men det er hårde odds, når man skal igennem en mur af røde spillere. Slutteligt sender vi Agger med frem i  banen - men vores store pres udløser aldrig den scoring vi har brug for - eller de to scoringer vil helst ville have - og som også ville have udløst en mere retfærdig udgang på kampen.

Men fodbold er SKØNT - nogle gange lykkes tingene bare ikke. Og den dag ramte vi på EuroCon Arena.

En stor ros til alle spillere for en flot fight og for aldrig at give op. For en fantastisk moral, for flot sammenhold også selvom vi tabte. Mejrup DS damer vinder OG taber sammen! Der var INGEN diskussionsklub - vi havde fokus på fodbold. Men mål kunne vi blot ikke lave i dag!

Det må så gå ud over de næste modstandere i rækken!

Tilskuerne valgte helt fortjent Malene Iversen til kampens spiller.

Kampen i tal
45. minut: Henry ud, Lisbeth ind
50. minut: 0-1 til Randers
58. minut: Mathilde ud, Rikke ind
70. minut: Anitta ud, Kirk ind

Danmarksserien: OB - Mejrup GU (1 - 3)

Søndag den 11. september var der for nogle dømt søndagsfri og hygge, men for DS pigerne fra Mejrup var der dømt langfartstur til Odense.

OB ventede i turneringen – OB, som er puljens bundprop.

Mejrup var klar med al skytset, stadig med lidt småskavanker, men ikke mere end at vi var klar til bundkamp. En kamp vi skulle og ville vinde, så vi med rette kunne kravle op af stigen og nærme os den nedrykningsstreg, som vi bare IKKE vi ligger under, når sæsonen er slut!

Hyggelig stemning i bussen, flere unge piger var med for at støtte os. Flere tiltag for at være helt, helt klar til opgaven blev iværksat, og da vi ankom til Ådalen i Odense, var vi klar. Ikke trætte, vi havde været aktiveret. Men klar!

Da banerne i Ådalen stod mere eller mindre under vand, var kampen henlagt til kunststofbanen. En fordel for os, tænkte vi umiddelbart. Vi er jo gode i pasningsspillet, men det skulle vise sig, at det krævede en vis tilvænning at spille på det uvante underlag.

Vi forsøgte spillet! Vi arbejdede og fightede for sagen. Men helt godt kom vi aldrig til at spille. Hele tre gange kom vi flot igennem til helt åbne chancer, som burde have udløst en scoring. Derfor gjorde det også mentalt meget ondt på spillerne, da vi ved en forsvarsfejl straffes umenneskeligt hårdt med en scoring imod os. Den eneste reelle chance OB har – og den eneste gang, vi reelt så OB lavet noget genialt. Men den bold, den blev godt nok banket i kassen. Sikke en kynisme. Og skidt for os!
Bagud 1-0 mod et hold, der præcis som os trængte til oprejsning.

Som set så mange gange før, så rejser Mejrup sig efter chokket. Vores piger VIL deres HOLD. Det er åbenlyst for enhver – og den modgang, man ikke dør af – den bliver man stærkere af!

Vi skal dog hen i det 39. minut før vi indhenter OBs noget ufortjente føring.  Et fantastisk samarbejde mellem Lisbeth og Tulle, der i fællesskab sætter OB forsvaret af – Lisbeth passer bolden til Tulle, som jo for tiden er så skarp, at hun kan score på alle chancer. Havde hun dog ikke scoret på denne, skulle coach dog i egen høje person have haft en alvorlig samtale med en lille pige. For bolden var uselvisk af Lisbeth lagt lige tilrette for Tulle. Men hun scorede vanen tro – og udligningen var en kendsgerning.

Ved halvleg skifter vi Anna Vig ind og Anitta ud. Vi havde brug for en spiller, der kunne sætte en modstander af en mod en. Og er der noget Vig kan – så er det det. I det 60. minut er det så det, Vig gør, og samtidig slår hun en sukkerbold ind i feltet til Tulle, der igen på fabelagtig og lidt ekvilibristisk vis banker bolden ind bag OBs keeper – og nu fører Mejrup altså 2-1! Og det var altså dejligt!! Og det var dejligt! Og det var dejligt!!

5 minutter senere foretager vi endnu en udskiftning. Rikke kommer ud med smerter i sit knæ, Henry kommer ind på top. Vi flytter Tulle på offensiv midt. Henry kommer fantastisk ind i kampen og i det 78. minut passer hun en præcis bold til Lisbeth, der efter et par træk trykker bolden højt i målet uden chance for OBs keeper. Nu 3-1. Og det var også dejligt. Og det var bestemt også fortjent. Og det var et flot mål!

Nico kommer ind på venstre back i de sidste 20 minutter og gør en rigtig god figur.

Der er kamp om pladserne. Vi bliver ikke ringere,
når vi skifter ud. Det er en rigtig god ting for holdets resultater.

Dagens dommer var usmageligt ringe! Det sømmer sig ikke for en anstændig coach at redegøre for dommerens gøren og laden, men aldrig har jeg set noget så skidt. Hvis en af mine spillere leverede en lignende ringe indsats – så ville der godt nok blive talt med meget store bogstaver! En skam at dommere på dette niveau kan ødelægge en kamp – ikke fordi hun dømmer – men fordi hun IKKE dømmer! Skandaløst ringe indsats!
Jeg vil i stedet uddele roser til Hansen i vores midterforsvar. Hun vokser og vokser med opgaven, tager masser af ansvar og spillede en suveræn og helt fejlfri kamp. Malene og Sara P spillede også en rigtig god kamp, men den helt store stemmesluger i kampen om Holger – det blev Mathilde. Mathilde startede kampen rigtig, rigtig skidt. Vi var i overvejelser om at skifte hende ud, men da vi ved, at Mathilde ALDRIG stopper med at fighte, havde vi bare brug for hende i det lange løb.

Hun blev på banen – hun spillede sig suverænt op – og hun leverede en rigtig, rigtig god kamp.

Kampen i tal:
13 min: 1-0, OB
39 min: 1-1, Tulle Petersen
60 min: 1-2, Tulle Petersen
78 min: 1-3, Lisbeth Skjødt

Stemmerne om Holger:
Sara P 2
Malene 3
Hansen 3
Mathilde 7 – og dermed kage til Randers kampen.
Næste søndag møder vi Randers på hjemmebane! Kampen er fastlagt til kl. 13.00 og med en sejr her – så begynder vores anstrengelser i den grad at bære frugt!

Danmarksserien: Mejrup GU - Aalborg Freja (2 - 1)

Søndag den 4. september! En skøn dag! En længe ventet dag! Det blev nemlig dagen, hvor Mejrups bedste fodboldpiger endelig fik lov at smage sejrens sødme. Aalborg Freja var på besøg. De var store, de var fysisk stærke, og de er vant til højt niveau fra 1. division, som de netop er rykket ned fra!

Men de hvide fra Mejrup var kommet på EuroCon for at vinde! Og når samtlige 14 spillere møder med power of attitude, med gejst og med et figthergen, der må høre til de sjældne - så kan modstanderne være nok så store, nok så stærke og nok så rutinerede! For så er EuroCon et fort, som ikke er så let indtageligt endda!

Vi blev presset godt over banen, men vi stod flot i vores defensiv! Det var ikke let for Freja at brodere sig frem til noget. Derfor skulle der også et straffespark til, før Freja kunne bringe sig i front med 1-0. Det skete allerede efter 3 minutter, og det var ikke en behagelig følelse at komme bagud så tidligt i kampen. Men vanen tro, så vil pigerne fra Mejrup bare være med i kampene. Vi har ikke for vane at lade os slå ud! Derfor kommer vi da også frem til chancer i løbet af første halvleg. Der er friløber til Anitta, der tager for langt træk og mister bolden. Der er en klasseaflevering fra influenzaramte Anna Vig til Tulle, men Tulle lopper bolden over kassen, og der er afslutning udefra fra Rikke, som rammer lige på keeperen.

I den anden ende står Laura sit livs kamp! Hun redder os i flere omgange i de situationer, hvor Laura ganske enkelt er en klassekeeper. Nemlig i en mod en situationerne! Hun var på i dag, Laura. Stod flot - havde den helt rigtige vindermentalitet skrevet over hele kroppen (så det var ikke så stort ), og på intet tidspunkt mistede Laura fokus! Det er bare hatten af for Laura!!

Fremadrettet spiller vi ikke det flotteste fodbold. Vores pasninger blev for pressede, og vi ramte ikke hinanden.

I halvlegen ændrer vi midten til vores gode gamle diamantformation på midten. Det gav støtte til midtbanen, der nu kunne finde flere muligheder for at finde hinanden. Det var en god disposition, spillet blev bedre - uden helt at nå det niveau, vi ved vi kan! Henry kommer ind på toppen, stakkels Vig, der bare ikke kan blive rask kommer ud, og vi sætter Mathilde på kant.

I det 73. minut spiller vi os igennem. Tulle får bolden til højre for målet - og hun besluttede sig for at afslutte. Udefra tænkte vi, "fladt fjerneste" - men Tulle valgte fladt nærmeste, og der var så meget fart i afslutningen, at bolden gik inder under keeperen til stor forløsning for alle spillere, ledere, tilskuere, boldpiger, hunde, bier, og hvad der ellers var til stede på Eurocon! ... det var SÅ fortjent!

Og så satte Mejrup ellers gang i stenhårdt løbearbejde! Nu var der ekstra kræfter i pigerne! Nu skulle der figthtes for et point!! Vi skifter Nicoline og Lisbeth ind for Mathilde og Anitta. Friske kræfter. Rikke finder energi, vi ikke vidste hun havde - og minsandten om hun ikke også i det 86. minut vælger at bringe bolden frem i banen og så sende en kanonkugle afsted med højreskøjten, præcis så tæt på hjørnet, at keeperen ikke kan nå den. 2-1 til Mejrup! I et sandt arbejdsraseri slutter vi kampen af! Sejren er i hus. Lykkefølelsen er enorm! Vi har vundet en kamp! Trængslerne er forbi! Vi KAN godt - også i Danmarksserien!

Tilskuerne stemte om kampens spiller - og de var ikke i tvivl. De havde set den samme kamp, som vi andre - og helt, helt fortjent kårede de LAURA plankeværk som kampens helt store spiller!

Coach har dog lyst til også at uddele roser til et meget stærkt spillende midterforsvar med Hansen og Agger, til Rikke for især i anden halvleg at vise vejen frem, til Henriette, der kommer ind og gør en forskel. Sara P spillede en hel kamp efter sin skadespause og også hun leverede en flot kamp! Men ros til alle for en fantastisk mentalitet!

Danmarksserien: Skovbakken - Mejrup GU (3-1)

Efter en uges rigtig god træning med fokus på defensive opgaver og på en bedre kommunkation var turen nu kommet til at møde det tredje meget stærke hold i Danmarksserien. Vi skulle til Århus og møde Skovbakken, endnu et hold med ligareserver!

Og lad det bare være sagt med det samme. Vi mødte det bedste hold, vi har mødt indtil nu! Skovbakken var kampen igennem os fysisk overlegne og især deres midtbanespillere var bare størrre og stærkere end dem, vi tidligere har mødt.

Vi stillede op med en stiv vind lige i "snotten", og det føltes som om, vi både havde vind og stærke spillere at spille op mod. Men vi står så flot defensivt i dag!! Så Skovbakken kommer ikke til at spille sig igennem til åbne chancer!! På et kontraangreb kunne vi endda med lidt koldblodighed fra vores topscorer have bragt os foran 1-0, da Lisbeth kommer fri på højre kan og smider en lækker bold ind til Tulle, der bare lige skulle give bolden en lille skvis mere til højre... nu strøg den i stedet lige forbi stolpen. Øv!  

På hjørnespark i det 22. minut sender Skovbakken en præcis bold indover. Laura har bolden, men mister den desværre i samme øjeblik lige ned for fødderne af en gul, der har let ved at prikke bolden i netmaskerne. Nedtur for et fantastisk godt kæmpende Mejrup hold.

Det fede ved Mejrup er bare at selv en scoring imod os, ikke får os til at miste modet! Vi spiller videre, fordi vi er vilde med fodbold og med de nye udfordringer. Det er sjovt at spille fodbold på dette niveau - og vi har stadig ikke mødt det hold, der spiller os ud af banen!!

Derfor er det også helt retfærdigt, at vi kommer på 1 - 1 i det 35. minut. Anitta spillede en fremragende venstre kant i dag - og i en omstilling sender Anitta bolden ind til Tulle, der elegant banker bolden i kassen til endnu en scoring på sit cv (Tulle Christiane Petersen gør Mejrup ære på topscorerlisten!).

Halvleg og 1 - 1 og nu skulle vi have vinden i ryggen! Vi havde en god fornemmelse og var klar på at give den gas i anden halvleg. Ind i angrebet skifter vi Sara Hjalager, og ud kommer Anitta, der i dag spillede en rigtig flot halvleg på kanten. Med tanker på vinden i ryggen ville vi have speed i angrebet og på kanterne, så Mathilde flyttes på kant.

Hjalager kommer også frem til en chance kort inde i anden, men desværre ikke med fart nok i afslutningen.

Efter 50 minutters spilletid scorer Skovbakken igen på et hjørnespark. Laura får ikke fat om bolden, og Skovbakken kan prikke bolden i kassen til 2 - 1.

Efter 67 minutter er influenzaramte Vig klar til at komme ud! Vig forstærkede vores defenvis på venstre back og spillede en rigtig fornuftig kamp. Sara P - netop retur efter knæskade - kommer ind og får sin detut i DS - et glædeligt gensyn med Sara P, som på intet tidspunkt viste, at hun ikke er klar til det nye tempo.

Vi må op på hesten igen. Vi er med i kampen, selvom vi føler, vi kæmper lidt mod overmagten. Et frispark langt udefra, som Rikke eksekverer, var tæt på, men keeperen redder. Vi må erkende, at vi ikke var så meget med i kampen offensivt, som vi gerne ville. Dertil var Skovbakkens spillere for hurtigt over os. De mestrede at lægge pres på vores normale spilfordelere, og det gjorde spillet svært for os.

I de døende minutter formår de endda at score yderligere på et tvivlsomt frispark. Her opfanger en Skovbakken spillet et indlæg lige for næsen af Laura, der igen må se bolden passerer målstregen, og et nederlag på 3 - 1 er en realitet.

Ærgerligt at tabe igen. Det er hårdt for det mentale overskud. Men ikke for Mejrups piger. Vi er lavet af et anderledes materiale. Vel vil vi da gerne vinde. Men det ved vi også, at vi kommer til engang med tiden. Vi har mødt de tre hold, der må formodes at få en placering i toppen, og vi har aldrig lagt os ned. Vi forsøger at spille spillet, vi kæmper videre - og netop derfor ligger vi selv med 3 nederlag ikke nederst i tabellen. Der er nemlig hold, der taber med mere, end vi gør!
Vi må arbejde videre på træningsbanen, vi må op på hesten og så må vi huske på, at fodbold er fodbold. Og det er det fede ved det!!!

Kampfakta
22. minut: 1-0, skovbakkeen
35. minut: 1-1, Tulle Petersen
45. minut: Anitta Snedker ud, Sara Hjalager ind
50. minut: 2-1, Skovbakken
67. minut: Anna Vig ud, Sara Poulsen ind
87. minut: 3-1, Skovbakken

Stemmerne om Holger fordelte sig:
Kirk 1 stemme
Hansen, 3 stemmer
Malene, 3 stemmer
Agger, 9 stemmer - og kage!

Hansen og Agger i midterforsvaret stod flot i dag - og holdt sammen resten af holdet Skovbakken fra at spille sig igennem til scoringer! Dejligt at se Agger spille så flot en kamp igen - stort ansvar og masser af bolderobringer! Vi glæder os til mor Birtes kage til Freja kampen!

Danmarksserien: Mejrup GU - Fortuna Hjørring (2 - 4)

Søndag eftermiddag stod EuroCon klar med sin lækdre fodboldbane; et stort kuld af folk, der gerne ville arbejde i Arenahuset og 8 seje boldpiger til at tage imod en dommertrio og to hold, der gerne vil spille fodbold. Og det blev en flot fodboldkamp! Det var to hold, der klædte hinanden godt.

Det er Mejrup, der kommer bedst fra start! Vi spiller fint bolden rundt og er i boldbesiddelse meget af tiden. To chancer indenfor de første 8 minutter, og vi kunne have bragt os foran 2-0. Men vi var lige kommet igang med kampen, og skarpheden var ikke på plads. Men 8 minutter ind i kampen finder vi ud af, hvad det kan betyde. For i en omstilling formår vi ikke at forhindre Fortuna i at spille os tynde! Let og uden megen besvær bringer Fortuna sig foran 1-0! Og i minuttet efter scorer de til 2-0! Vi er nede nu, og man kunne godt stå og frygte, at dette ville blive en nedsabling af Mejrup. Men har man tænkt den tanke, så kender man ikke Dorthe B´s tropper!!

Stille og roligt finder vi selvtilliden igen og spiller os totalt ind i kampen. Efter 16 minutter har vi en af de flotteste og hurtigste omstillinger, vi nogensinde har præsteret. En bolderobring, 4 hurtige og præcise førstegangspasninger og Tulle er fri til afslutning. Men desværre sender hun sit skud forbi mål.

Spillet bølger lidt frem to tilbage - begge hold har meget dygtige spillere, der mestrer spillet.

Da dommeren fløjter til halvleg er stillingen 2-0, men vi var enige om, at kampen ikke var slut endnu. Vi var så godt med i kampen, og optimismen var i top.

En lille snak om, at midtbanen må længere tilbage og støtte forsvaret, at de lange bolde mod Tulle ikke skulle ende hos Fortunas meget offensive keeper, og at vi skulle blive ved med at tro på lortet!

Nico kommer ud, og Anitta kommer ind - netop landet fra en uges ferie under sydens sol. Sejt, at Anitta kommer til kamp - lige efter at flyet er landet i Billund! Og Anitta spiller en god back. Hun er en klog spiller, der ikke gør tingene sværere, end de er!

I det 52. minut får vi frispark langt ude fra feltet. Rikke finder med vanlig træfsikkerhed lille-bitte Tulle, der tæmmer bolden med brystet og sender bolden ind bag Fortunas keeper. SÅ ER VI DER!!! Og vi har da også chancer for at udligne og bringe rigtig spænding ind i kampen!! Men, men, men Fortuna vil det anderledes og straffer os i to omgange for, at vi ikke får clearet kuglen væk og ud af eget felt. Rigtig ærgerligt, når vi faktisk nu var rigtig godt inde i kampe. Nede med 4-1, og det hele er lidt noget skidt lige pludselig.

Igen viser Mejrup dog figthervilje og god moral og kommer frem til flere chancer. Tulle sender et hjørnespark indover til Lisbeth, der med hovedet scorer sit første mål for Mejrup! Det var fedt - Lisbeth spillede en flot kamp i dag og fuldt fortjent, at hun nu befinder sig på Mejrups topscorerliste!

4-2 blev kampens resultat. Og nej - man er aldrig helt tilfreds, når ikke man står med 3 points efter en kamp. Men jeg håber, at alle der overværede kampen kan nikke anderkendende til den indsats, pigerne leverede. Vi er stadig i en læringsproces omkring det at spille fodbold på Danmarksserieniveau. Og cifrene til trods - så var vi altså godt med i denne kamp!! Fortuna må betragtes som en af favoritterne til at vinde rækken. De gjorde det sidste år! Og de har altså nogle dygtige fodboldsspillere i den klub, der må anses for en af Danmarks førende damefodboldklubber.
Kampfakta:
8. minut: 0-1
9. minut: 0-2
45. minut: Nicoline ud, Anitta ind
52. minut: 1-2, målscorer Tulle Petersen
68. minut: Vig ud, Henry ind
70. minut: 3-1
80. minut: 4-1
82. minut: 4-2, målscorer Lisbeth Skjødt
85. minut: Agger ud (skadet), Sabrina ind (debut)
Tilskuere: cirka 50

Stemmerne om kampens spiller var meget tæt fordelt, men Kirk spillede en fremragende back og løb derfor med titlen i denne kamp.

Tak til alle, der støttede os i dag. Det er dejligt med opbakning, og vi håber ikke, at det er sidste gang, vi ses !

Næste søndag går turen til Skovbakken. Endnu et hold med 3f liga reserver, og en klub med mange visioner for damefodbolden.

Så vi må op på hesten igen!

Danmarksserien: Vorup FB - Mejrup GU (4-3)

Så gik starten på et nyt eventyr!

Lørdag eftermiddag indtog vi Ulvehøj Stadion i Vorup ved Randers. Fælles indgang med dommertrioen, stadion med rigtig tribune, linjevogter og boldpiger! Jo - vi er rykket op, hvor det er sjovt! Og det forblev at være sjovt under hele kampen! Pigerne nød udfordringen. De strålede om kap med solen. Og vi troede på lortet!

Efter en lidt nervøs start får vi alligevel arbejdet os frem til et frispark. Sikkert mod Mathilde, hun blev jernet omkuld mange gange i kampen! De var fysisk stærke og vant til at tage fat, spillerne fra Vorup. Rikke sender en god bold ind i feltet, hvor Agger dukker op med sit altid farlige hoved! Desværre ender den lige hos keeperen. Men en god start, som uheldigt straffes i Vorups meget effektive omstillingsspil i angrebet efter! Vi overspilles på højre kant, hvor Vorup har en af deres farligste spillere. Hun sender bolden ind i feltet, hvor der heades direkte i kassen uden chance for Laura!

Mejrup er ikke til at slå ud. Pigerne er lavet af godt stof, og de står godt nok sammen om at fighte det bedste, de har lært! Det belønnes i det 38. minut, hvor Anna Vig finder et hul til Tulle og sender hende afsted med en dyb stikning. Tulle svigter ikke og banker bolden i kassen til 1-1.

8 min. ind i anden halvleg straffes vi igen i en hurtig omstilling, hvor vi simpelthen er for sene til at forstå udviklingen i spillet. Det er forskellen på js og ds. Og det kræver lidt tilvænning. 10 minutter senere rejser vi os igen, Rikke slår en god bold i dybden til Vig, der trækker forbi på sin kant og i sidste øjeblik får smækket en bold ind fra højre. Minsandten om lille Tulle ikke kommer flyvende gennem luften til en flyveskalle og header bolden i kassen til 2-2. Sindssygt flot mål!

Nu kommer en periode, hvor vi trods godt spil og megen boldbesiddelse alligevel må inkassere to scoringer imod os. Begge på omstillinger, hvor Vorup var skarpe og effektive. Nede med 4-2 og med 15 minutter tilbage - så skulle man tro, at den kamp var afgjort. Men sådan er det aldrig, når Mejrup er den ene part i en kamp. Spillerne fighter videre, og netop indskiftede Henry lægger god pasning til Tulle, som dog ikke ender med scoring. Kort efter lægger Rikke den næste perle til Tulle, der med stor aggressivitet banker bolden i kassen til nu 4 - 3. I det sidste minut bliver vi endog snydt for et straffe, da en midterforsvarer klart tager hånden til hjælp for at forhindre Henry i at heade på mål på et indlæg!
Stor ros til alle spillere i dag! I kampen om Holger fordelte stemmerne sig således: Rikke og Malene hver 1, Kirk 2, Tulle 3, Mathilde og Laura hver 4. Det er værd også at fremhæve Hansen, der spillede med stor autoritet i midterforsvaret, og Agger der bare spiller klogt og med stor ro som altid. Unge Kirk vokser og vokser med opgaven og Mathilde er bare ved at udvikle sig til en intelligent fodboldspiller! Laura stod en flot og fokuseret kamp og har ingen andel i de fire scoringer! Tulle var skarp med 3 scoringer og et hattrick. Og dermed må bejle til den øjeblikkelige topscorer værdighed i DS.

Coach hader virkelig at tabe fodboldkampe! Jeg var træt i mit hår efter nederlaget til Vildbjerg i træningskampen i torsdags. Den handlede ikke engang om points! Men denne kamp mod Vorup var spændende, sjov og lærerig. Og nogle gange kan det sagtens veje mere end 3 points på kontoen. Vi ER nyoprykkere. Vi elsker at spille fodbold. Og vi stortrives med de nye udfordringer, som DS giver os.

Vi træner derfor ihærdigt videre og ser frem til at indtage EuroCon Arena på næste søndag, hvor mægtige FORTUNA HJØRRING kommer på besøg!!! En på forhånd meget vanskelig kamp mod liga-reserverne. Men det ER på EuroCon Arena!!

Opdateringer


6.12.18Indmeldelse
6.12.18Vejledning
4.12.18Hoved Sponsorer
4.12.18Sponsorer i Mejrup GU fodbold (2018)
4.12.18U15-16 Drenge
29.11.18Herrer senior
20.11.18U14 Piger
14.11.18Kunststofbanen
14.11.18Indendørs
7.11.18Dame JS Trup Efteråret 2018
Billedserier

Gallafest
Fotograf: Ulla Pedersen
Mejrup Fodbold  |  Elkjærvej 26, Mejrup  |  7500 Holstebro  |  97 41 09 20  |   mail@mejrup-fodbold.dk